Dette er mit skrivebord på arbejde! Jeg tog billedet i tirsdags kl. 8.30. Vejret var ikke til at tage fejl af, pissekoldt men for en gangs skyld tørvejr. Jeg har på billedet lige spildt vand ned i mine notater, min kaffe er lunken og "lærerværelsesagtig" og jeg er godt i gang med at lave den planlagte rapport!

Billedet emmer langt væk af "just another day at the office". Men det var bare slet ikke "just another day". Det var nemlig DAGEN, hvor jeg mødte op på arbejde med røde kinder og en cykelhjelm højt hævet i strakt arm.

Jeg var for første gang i mange år cyklet på arbejde. Og nej, jeg har ikke pludselig fået fornyede kræfter i mine sølle ben eller er blevet helbredt for den her sclerose.  Næh..VI har i et stykke tid sparet sammen til en elcykel til mig.

Det har været en lang proces at blive elcykel-ejer. Det hele begyndte faktisk med, at min daværende visitator anså en kørestol for det bedste tilbud til mig for at blive kompenseret udi udendørsaktiviteter. Jeg var ikke enig, men kunne derimod se nytteværdigen af en elcykel. Mit argument for at ønske en elcykel istedet for kørestolen tog udgangspunkt i, at jeg, mere end noget andet, har et kæmpeønske om at være så selvhjulpen som muligt, samtidig med at kunne bidrage med en værdig og aktiv indsats (af både pleasure og pligter) i Cirkus Holmboe.

Med kommunens afgørelse om, at jeg vurderes som kompenseret i kraft af min bil (og tilbuddet om en kørestol), begyndte vi derfor at spare op og flytte rundt på budgettet. Jeg har både krykstokke og rollator. Disse fungerer indtil videre efter hensigten til de (meget) korte gåture med familien. Der er bare det ved det, at både jeg og mit cirkus i den grad savner at kunne lave ting sammen udendørs, som indeholder andet end at sidde på en bænk i solen eller at køre i bil ned til stranden. Det kan vi nu!

Tirsdag morgen cyklede jeg så for første gang i mange år i skole på min nye cykel med el. Tirsdag morgen oplevede jeg også for første gang i mange år, hvad det i ordets reneste betydning, vil sige ikke at føle sig handicappet! Yngsteartisten og jeg trodsede sammen vintermørket og kørte side om side med kurs mod skole/arbejde. Vi snakkede og nød... både turen og hinanden.

Fornemmelsen af ikke at føle mig handicappet og begrænset i min bevægelsesfrihed var så vild og fantastisk denne mørke kolde morgen, at jeg helt glemte at minde yngsteartisten om at "lille skat, det kan jo være glat, så vi kører forsigtigt ik?!"

At cykle på min nye elcykel kan nok bedst sammenlignes med den oplevelse, jeg havde, da jeg som højgravid for over 15 år siden lod mig glide ned i et varmtvandsbassin. Som et slag havde jeg ikke ondt, når jeg bevægede mig. Jeg oplevede at min krop rettede ind, føltes helt normal og gjorde hvad min hjerne bad om. Jeg skulle bare "flyde med" og nyde. Fantastisk følelse!

Nåh, vel fremme ved yngsteartistens skole blev han kysset "farvel og ha' en fantastisk dag" ude ved cykelskuret, og så fortsatte jeg på arbejde... eller næsten!

Her kunne historien om min tirsdag sagtens slutte! Alle ville være glade og tænke "hende Charlotte... hun er sgu ikke sådan at slå af pinden!"

Men det ville være løgn! Faktisk så skete der det, at min fantastiske jomfrueligt nye elcykel  ca. 20 meter fra min arbejdsplads forsvandt under mig. SLAM!
Jeg landede alt for tungt og "højgravidsagtigt" uden at tage fra med andet end knæ, albue og håndled lige foran en skov af  målløse kursister, som var på vej i skole!

For satan i helvede da også! Det er sværere end man skulle tro at ligge på en cykelsti med en kæmpetung elcykel over sig - og så smilende fremstamme et "ta daaa".

Her to dage efter cykelnummeret har jeg stadig ret ondt i knæet, albuen og hånden, men ikke mere ondt, end at jeg glæder mig for vildt til at frosten skrider hjem til kulden, så jeg igen kan opleve følelsen af at være højgravid i et varmtvandsbassin.

Jeg er så megasuperglad for min cykel! Og det skal dr. Clooney høre en hel masse om i morgen, når jeg har en date med ham kl. 9. Jeg håber ikke, at jeg skal forklare farven på mit højre knæ...

ps. Jeg ved da godt, at jeg ikke kan cykle til verdens ende. For det første rækker batteriet ikke til mere end en tur rundt i provinsen, og så har jeg også lovet mine ben, at vi aftaler ruten inden jeg svinger mig i sadlen. De var trætte og umulige tirsdag aften :-) Men det er lige meget!

Det er sgu så rart, når folk, jeg kun kender sporadisk, ikke overrasker. Altså når de følger min indre køreplan og formår at stille de rigtige spørgsmål på den rigtige måde. Det gør det nemlig så dejlig nemt for mig, når jeg ikke skal investere andet end lidt snak frem og tilbage omkring sclerosen, afsluttende med et "nåh... men det var hyggeligt at sludre, pøj pøj med det hele og vi ses jo nok snart igen hø hø"! Videre...

"Rigtige" spørgsmål er forudsigelige retoriske spørgsmål som "Går det godt nok Charlotte, for du ser sgu da sår'n set godt ud i dag?!"  eller "Du virker da til, at den der sclerose ikke fylder så meget! Har jeg ret eller..?!". 

Jeg kan nemlig i disse tilfælde nøjes med at svare "ja", "tak" eller "Njoh.." Efterfulgt af lidt verbale dansetrin, og så kan vi udramatisk gå videre hver til sit. Jeg med bevidstheden om, at jeg lige har afleveret partyversionen af sclerosen og den anden med bevidstheden om, at "hende Charlotte sgu nok skal klare den".

Partyversionen giver jeg hovedsageligt til folk, som jeg ikke deler andet med end køen ved bageren og parkeringspladsen ved Føtex. Jeg giver denne version til folk, som ikke nødvendigvis ønsker at skulle forholde sig til lange forklaringer om sclerosens størrelse, og hvor meget  dens deltagelse fylder i mit og mit cirkus' liv lige nu. 

Jeg kan faktisk ikke selv blive blive klog på sclerosens størrelse for tiden. Den udmærker sig nemlig ved det, jeg vil kalde elevatorvægt. Nogle gange virker det som om, den har mistet appetitten, og derfor ikke fylder mere end en størrelse small. Andre gange æder den løs og vokser sig til en størrelse XL.

Lige nu har den bevæget sig op i en størrelse XL. 

Den fylder fysisk så meget , at jeg er ved at revne af frustration over ikke at kunne bestemme over mit eget venstre ben. Den er så tung, at jeg næsten ikke kan holde ud at bære rundt på den. Jeg er så træt og ked af at have ét ben som er til langsom og tung engelsk vals, mens det andet ben foretrækker en let og energisk quickstep...

Dette kunne min svigerfar ikke undgå at lægge mærke til i dag. Vi havde fået besøg af seniorartisterne og sad og hyggede, da jeg bad ham om at hjælpe mig med noget ude i skuret. På vej derud udbryder han:

"Det ben er da helt åndsvagt i dag hva?" 

Den kommentar er sgu lidt svær at give et party-svar på! Det må med rette anses for at være i kategorien "retorisk spørgsmål", han stillede. Enhver kunne jo se et ben, der krævede selvstyre. Derfor var jeg jo i princippet også i min gode ret til at returnere med et partysvar.

Men nu er min svigerfar så ikke typen, som lader sig spise af med hverken partysvar eller varm luft, så han fik råt for usødet sandheden om, at sclerosen er en superovervægtig lort lige nu, der ikke kender til mådehold. Svaret blev godtaget i tavshed og med et lille nik.

Jeg glæder mig så usigelig meget til, at foråret kommer. Min krop og hjerne har så forbandet svært ved kulden, de isbelagte fortove, som kræver et udvidet kørekort i balance og ikke mindst alle de dage i januar, som ikke når længere i farveskalaen end "gråvejr".

Jeg er fortrøstningsfuld - trods alt... for jeg var ude i min have i dag, og blev mødt af dette syn. I mit næste liv vil jeg være en erantis, og så vil jeg hvert år i januar vrikke med røven lige op i denne måneds grå triste fjæs, mens jeg danser i vinden og nynner forårssange.

Basta!

Mellemsteartisten er for et par uger siden blevet teenager. Ihvertfald på dåbsattesten, hvor det fremgår, at han nu er fyldt 13 år. 

"Teenagealderen er kendt som værende meget problematisk mellem teenager og forældre". Det siger wikipedia - punktum!

Men jeg ved, det er løgn! Jeg ved det, fordi i dag fik Cirkus Holmboe besøg af fire teenagere, der ville fejre at vores mellemsteartist er blevet teenager.

 Første tegn på, at jeg nu har en teenager i huset er, at Cirkusteltet i dag blev fyldt op med sko i størrelser, som Cirkus Holmboe med lethed ville kunne benytte som enten klovnesko eller vaskebalje til kostumerne. 

For en god ordens skyld bør jeg nok nævne, at den mindste og ikke særlig "kondiagtige" sko er min str. 38...

Tegn nr. to! De er sultne! Er du svimmel, teenagere er sultne... og teenagere i flok er nærmest umættelige! Appetitten er ligefrem proportional med deres skostørrelse - altså helt overdimensioneret. Derfor kunne man da også i dag se en meget koncentreret og svedende billetsælger producere den ene pizza efter den anden, mens teenagerne konsumerede dem med stor velbehag i samme hastighed. 

"1000 tak for mad! Skal vi putte tallerkenerne i opvaskeren?"
"Nej... det er helt ok, smut i bare... og velbekomme"

Og så skred de! Teenagerne med deres lange ben, glade smil og begyndende dybere stemmer. Ind bag lukket dør, i selskab med alle rigtige teenagedrenges bedste venner, Playstation 3 hånd i hånd med Fifa 15. Der kunne høres både "EEEEJ for fan....", "ARGH"  og "JAAAAH, vi har en VIIIIINDER". Det lød helt rigtigt og lige som det skulle være.

Tegn nr. 3: Boys will be boys.. teenageboys! Jeg vågnede af min "sofablunder" ved lyden af snakken om, hvem der ville give hvem "vaskere". Og så var kampen i gang! Uden flyverdragter, huer eller varme vinterstøvler. Ingen græd, sladrede til de voksne over en uretfærdig "vasker" eller "truede" med at ville hjem. Se, det er teenagere, når de er bedst! 

Og så er vi tilbage ved "teenage" tegn nr. to! Sult! 
Sult er en tilstand, når man er teenager. Sult skal stilles. Så godt forfrosne og alle med en tilfreds sejrsmine på efter kampen i sneen satte teenagerne sig til bords, hvor en kæmpe kringle stod. De kunne selv skære kringlen ud i passende størrelser...så de de skar liiige så det passede! Nemlig til der ikke var mere... velbekomme drenge.

Jeg elsker simpelthen at have fået endnu en teenager i huset, og jeg elsker at vide, at de venner, som sparker deres sko (i str. 47) af ude i entreen og med deres dybe stemmer og skønne væsen er med til at berige min mellemsteartists liv og ungdom. 

Flere teenagefødselsdage tak! Jeg er vild med min rolle i det her koncept. Tanken om nu at være mor til endnu en teenager, gør mig helt pjattet glad. Jeg er vild med, at jeg ikke længere skal arrangere temabørnefødselsdage, have 20 børn på besøg og som bonus have ligeså mange forældre til kaffe som en hyggelig afslutning på en god dag. 

Jeg hører ikke til klubben af forældre, der sukker og siger "åh det går alt for hurtigt... de blir alt for hurtigt store". Jeg nyder i den grad, at jeg nu kan nøjes med at være lidt baggrundsstøj, når en flok teenagedrenge gir' den gas og ikke har brug for "de voksne".

Jeg er ikke naiv! Jeg ved da godt, at teenagere kan være ligeså umulige som voksne, når hverdagen, kærestesorgerne, arbejdsbyrderne, den manglende søvn og den skrantende økonomi kommer væltende. Men hvis mine teenagere fortsætter med at hjælpe mig med hverdagen, så lover jeg at hjælpe dem med kærestesorgerne :-)

Min kollega Susanne sendte en SMS! Det var i går, og klokken var tæt på godnat for cirkusdirektøren. Jeg havde været på arbejde, lavet rapporter, talt om kursister og drukket den mængde kaffe, jeg kunne tilkomme.

Pling sagde det! Billetsælgeren rakte mig min telefon, jeg læste, og så brød jeg helt sammen! 

At være grådlabil har aldrig været min spidskompetence, så det kom mildest talt temmelig meget bag på os begge, at jeg som lyn fra en klar himmel  sad og vådtede sofaen med en uskøn blanding af tårer og resterne af mascara.

Jeg smed min telefon i skødet på billetsælgeren og hiksede stille "Hun er fandeme sød hun er, men hvad ser hun, som jeg ikke ser...Jeg er jo ikke skarp for pokker" snøft...

Jeg har de seneste fire måneder, efter en ret lang sygemelding, følt mig langsom, ukoncentreret, uden overblik og generet af en invaliderende træthed! Det er ikke følelser, jeg bryder mig om eller er vant til. Det er irriterende for min forfængelighed at være den eneste på arbejde som går med stok, men det er ganske enkelt super forfærdeligt og faktisk forbundet med en dum angst at navigere rundt i følelsen af, at min hjerne går i stå, glemmer basale ting og modarbejder mig. Tankerne om, hvornår mine kolleger opdager min hjernes nedsmeltning er til tider så stor, at jeg laver resten af mit arbejde færdig, når jeg kommer hjem, velvidende, at det er "imod reglerne".

Inden jeg får skrevet mig ned i det berømte hul, hvor alle tror, jeg sidder og græder ned i kaffen, synker tørt spyt og bygger hule under sofabordet, når jeg kommer hjem fra arbejde, så lad mig slå fast : Jeg elsker at have et arbejde. Jeg er vild med mine kolleger og indholdet i det, jeg laver. Jeg er pjattet med, at jeg stadig kan retfærdiggøre nyt tøj som en post på budgettet og smide trumfen "skat det er jo en nederdel, jeg skal bruge på arbejde!" (jeg er lærer og sidder mest ned ved et skrivebord, hvor ingen overhovedet ville lægge mærke til, om jeg så sad i bar røv).

Det er bare den der forbandede sclerose! 

Jeg har fri på fredag. Jeg skal faktisk bruge denne fri-fredag helt på mig selv. Jeg skal nemlig til København og mødes med de andre, som blogger for scleroseforeningen. Jeg glæder mig sindsygt meget til det, mest fordi jeg skal overnatte hos min rigtig skønne veninde Ibbe, som har sin egen fantastiske  blog Ibbyheart og som desuden også blogger for Scleroseforeningen. Hun har lovet  mig, at jeg må få det gode hjørne i sofaen, få fodbad og blive forkælet helt vildt.

Jeg vil gå i seng nu og sende min kollega Susanne en varm tanke igen i aften og huske på billetsælgerens godnatkommentar i går, da jeg igen begyndte at vrøvle om, at jeg jo hverken var skarp eller dygtig længere...

"Ej prøv lige at tørre øjnene mutti! Du er jo bare skarp på den sløve måde!"


Så fra nu af er det det,  jeg husker på! Skarp på den sløve måde, det er mig ;-)

Er det fordi du er blevet uvenner med nogle derinde eller hva?
Hvad laver du så i stedet, for du trak da nærmest vejret igennem Facebook!
Savner du det slet ik'?
Kommer du tilbage?

Dette er blot et lille udpluk af spørgsmål, jeg har fået, efter at jeg 1. januar valgte at tage en lang pause fra min gode ven Facebook.

Og nej! Jeg er ikke blevet uvenner med nogle herinde på cyperspace - tværtimod, så har jeg holdt min egen lille fest hver dag med at skrive om mig selv, mig selv, mig selv og så også læse om folks liv.
Faktisk så læste og skrev jeg så meget, at jeg nærmest ikke kunne undvære det. jeg kunne nemlig lige nå at tjekke fb i bilen, mens jeg holdt for rødt lys, eller når jeg sad på toilettet, lå i sofaen, spillede Back Gammon og ventede på, at det blev min tur.

En dag i december, da yngsteartisten, midt i et spil Back Gammon, ironisk sagde "DET her mutti... DET er sgu da godt nok hygge!!", mens jeg liiiige skrev en kommentar på fb, så fik jeg faktisk nok! Nok af min alternative måde at være nærværende på og nok af at være skyld i at hyggen blev spoleret på grund af mig. Sår'n en gider jeg sgu ikke at være. 

Min fyldte hjerne kunne ganske enkelt rumme opdateringer om naboens kats skoldkopper eller en fjern bekendts opdatering om en hulmursisolering, der var endt galt. Det var jo synd altsammen, men også pisseligegyldigt, der i december midt i hyggen!

Jeg har altid kun haft en overfladisk interesse for fritidsstimulanser. Jeg nåede derfor frem til, at når det første jeg gjorde om morgenen var at tjekke facebook, og det bedste jeg viste om natten, når jeg ikke kunne sove, var at tjekke facebookvenners opdateringer, så er der sgu tale om afhængighed og ikke en hyggelig fritidsstimulans. 

Derfor tog jeg beslutningen om at lukke ned for nyhedsstrømmen for en stund.

Det har gudskelov vist sig at være en rigtig god beslutning for lille "misbrugsmig". Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg har fået mere tid. Eller ihvertfald mere sammenhængende tid til at fordybe mig og holde fokus. Så det øver jeg mig i lige nu. Det har bl.a. haft den effekt, at jeg rent faktisk bedre kan koncentrere mig, at jeg ikke kun semideltager i samtaler, alt imens jeg diskret lynlæser opdateringer på min telefon. Jeg vinder atter spil over artisterne, fordi jeg fokuserer på spillet og ikke min uundværlige tilstedeværelse på fb. 

Jeg er nemlig ikke uundværlig. Og jeg ved, at dem, der savner mig og dem som gerne vil i kontakt med mig, ringer, skriver mail eller sms. Jeg er sågar blevet eklatant bedre til at planlægge at mødes med nogen, når der er overskud til det. 

Om jeg savner Facebook? Nja... og nej! Jeg har jo heldigvis min blog, og her får jeg mit opmærksomheds- og delegen tilfredsstillet indtil videre. Jeg er selvfølgelig bevidst om, at der så også er nyheder og folk, som jeg ikke er up to date med lige nu, men sådan må det være for en tid.

Når alt dette er sagt, så kan jeg faktisk rigtig godt li' facebook. Jeg har fået sindsygt mange gode råd og en følt kæmpe opbakning inde på de sclerosefora, jeg er medlem af. En del er faktisk blevet mine venner i den virkelige verden, hvilket er intet mindre end fantastisk. Også venner som jeg har været knyttet til i barndommen er dukket frem igen takket være dette fantastiske medie. 

Om jeg kommer tilbage? Ja for pokker da! I slipper ikke for mig, men ikke lige nu... Lige nu er der fokus, ro og nyd og flyd på programmet. Når foråret kommer, lyset, blomsterløgene titter op og jeg er mæt af frisk luft og udendørshygge, så er jeg tibage både i soafen og på Facebook med billeder af krokus, cirkusnumre på terrassen og kolde øl i solen. Garanteret :-)

Men indtil da...

”Prinsesse” 

Det var ikke oplagt at ældsteartistens svar, (sagt med et glimt i øjet), på det givne spørgsmål, ville være så klart og uden slinger  - "prinsesse".  Specielt ikke denne dag og under disse omstændigheder... og så bare rigtig meget oplagt alligevel!

Min elskede morbror var en time inden ældsteartistens prinssesvar blevet begravet i Danmarks uden sammenligning smukkeste kirke. Præsten talte om min morbror, som havde hun kendt ham hele sit liv, levende og hjerteligt! Jeg og resten af Cirkus Holmboe sad på en kirkebænk med hver vores salmebog i hånden og var vidne til, at en så højtidelig begivenhed blev gjort uhøjtidelig og nærværende i ordenes allermest positive forstand.

Mange, rigtig mange, deltog i begravelsen, hvor min morbror Erling fik sin egen specielle plads med den smukkeste udsigt til skov og hans elskede fjord. 

Næsten ligeså mange valgte at bruge et par timer på efterfølgende at mindes Erling, mens der blev drukket kaffe, spist (god) kage, snakket om Erling, gamle dage og livet.

Stemningen var, som den skulle være, nemlig afklaret og hyggelig. Jeg er sikker på, at Erling ville have rånydt at være med, men endnu mere ville han have klappet i hænderne over mellemsteartistens godnatkommentar den aften. ”Mor, er det ledt at sige, at den her  begravelse slet ikke føltes særlig sørgelig, men mere som en fødselsdag”. Nej søde Jeppe, det er ikke ledt at sige eller føle. Det er lige som det skal være min dreng!

Nåh... Inden jeg afslører spørgsmålet, som ældsteartisten svarede på (med et slet skjult smil), er jeg nødt til at give en kort personkarakteristik af pigebarnet.

• 15 år
• stor som i rigtig meget 9. klasse
• 173 cm høj og med en vægt, der klæder højden
• ikke særlig elegant
• nærmere temmelig kluntet
• og uelegant
• kan smøre rugbrødsmadder med en teske
• men kan bedre li' pasta
• er mest sjov, når hun ikke selv ved det
• det er faktisk rigtig tit, hun "ikke lige ved det..."
• elsker at svare på spørgsmål
• men ikke de dumme!

Og NU kommer så det famøse spørgsmål, som en modig (læs: dumdristig) sjæl stillede en ung pige, der just har fået gang i livet og drømmene om fremtiden, men som gudskelov slet ikke har styr på den endnu - altså fremtiden! 

"Hvad vil du så være, når du bliver stor?"  

Dér sad vi! Til begravelseskaffe og kage... Et godt og langt liv var lige endt for én, og samtidig for alvor begyndt for en pige på 15 :-) "Prinsesse" var det til alle tider mest geniale svar på det spørgsmål. Det satte ihvertfald en effektiv stopper for yderligere (dumme) spørgsmål. For hvilken pige på 15 år ved, hvad fremtiden skal fyldes ud med? Ældsteartisten ved det ihvertfald ikke helt endnu Hun har masser af tid til at finde ud af, om det er prinsesse, dykker, stuntman eller noget helt andet, hun vil være når hun "bliver stor".  

Verden er stor, livet er langt, og mulighederne mange. Det gælder om at få det bedste ud af det og følge sine drømme. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om at ældsteartisten gør - prinsesse eller ej ;-) 

Min morbror Erling gjorde det ihvertald! Fik det bedste ud af sit liv. Hans liv var langt og fuld af historier, der er værd at fortælle videre og gemme på.

Nåh... Men jeg har slet ikke tid til at sidde her og skrive. Jeg skal hjælpe ældsteartisten med at søge den der praktikplads som prinsesse :-)

Mig og så sten...

Jeg er vild med sten. Min yndlingsstrand er en stenstrand ikke langt fra, hvor vi bor. I dag ville Ingen i Cirkus Holmboe med mig til min stenstrand. Alle havde travlt med vigtigere ting end frisk luft, sten og strand. 

Seniorartisterne kan jeg dog altid regne med! Så til stranden det gik med cirkushund og mine forældre. 

Den er faktisk ikke nem, min strand! Den er hverken til bare tæer eller solbadning på håndklæder. Det er en gåstrand iført sko og en lykkestens-strand! 

Mens vi gik der med bøjede hoveder og koncentreret ledte efter lykkesten spurgte min mor mig "hvorfor i himlens navn er det altid den her strand du vælger?"

"Fordi jeg kan!" var mit svar også i dag!

Et stille smil og et lille træk på skuldrene var svar nok fra  fra min mor. 

Hun ved godt, at jeg er hunderæd for, at jeg en dag ikke længere kan gå en tur på stenstranden og finde de obligatoriske lykkesten. Min mor behøver ikke at sige noget til mig eller gøre andet end at tage mig under armen, når vi efter 100 meter stenvandring og en siddepause kan vralte tilbage til bilen og tømme lommerne for stenene med huller.

Jeg har sådan en åndssvag regel, som jeg ikke har indviet nogen i før i dag, da jeg sad på stranden med min mor og far. Jeg SKAL finde en lykkesten, hver gang vi er ved stranden. Hvis ikke...

Jeg fandt tre lykkesten i dag. Den ene sten smed jeg dog igen, da den ville have forvandlet strandturen til en styrketræningslektion, hvis jeg skulle have slæbt den tilbage til bilen.

Her til aften har jeg stænger der hænger, men det er ligemeget, fordi for et par dage siden fik jeg et brev fra kommunen, som måske betyder, at jeg nu vil kunne nøjes med at finde lykkesten for sjov og ikke fordi ellers...!

Jeg er så spændt. Jeg prøvede en dropfodsstimulator, da jeg var indlagt på Haslev Sclerosehospital, og derfor ser jeg så meget frem til at blive indkaldt af bandagistcentret. 

Jeg er da godt klar over, at jeg hverken kommer til at gå langt eller løbe igen. Det er jo ingen mirakelting. Men hvis den her "strømmaskine", som de kalder en dropfordsstimulator kan "lave hul igennem" til mine nerver og min hjerne, så min gang bliver bare en smule lettere, min balance forbliver på et niveau der svarer til en promille på 2 og hvis den også kan lindre mine bensmerter, så må der gerne sættes strøm til mig!

Jeg har ikke stor kendskab til dette nye hjælpemiddel og tænker derfor, om jeg kender nogen som har en dropfodsstimulator og som oplever, at der er hul igennem?

I dag er en af de dage, som jeg godt kan li'. Jeg trængte virkelig til sådan en dag. Jeg har været hjemme hos min tante, og både hun, mine kusiner og mine forældre har fået kram og kys. Vi har fået snakket, drukket kaffe, tørret tårer og bare været sammen. Det har været ok. 

I dag har jeg haft ro til at tænke. Tanker om den tid vi har, og hvor vigtigt, det er at bruge den til noget godt. Ikke spilde den eller lade den smuldre. Jeg har tænkt over, hvad der betyder noget for mig, og hvad der gør mig glad.

Det jeg kan konkludere efter en hel dags tanker, er egentlig bare en bekræftelse af hvad jeg godt vidste. 

Jeg vil gerne ha' røven fuld af penge og et superflot tjekket hus med god udsigt!

Men min familie og mine venner! Det er dem, som giver mening - god mening for mig. Det er dem, som jeg vil bruge tiden på. De fylder mig nemlig med energi, gå på mod og taknemmelighed.

Min tid er derfor brugt helt rigtigt i dag. Den er brugt  sammen med de rigtige og tilmed med en enkelt indlagt overraskelse - nemlig et besøg af to smukke tøser, som kom med en gave til mig fra deres søde mor. Tusind tak kæreste Mette, nu er jeg klar til en tur til månen! Gad vide, hvor lang tid det tar'? Det her, det er taknemmelighed for fuld udblæsning mine damer og herrer :-)

Jeg vil om lidt gå i seng. Klokken er nemlig meget  tæt på hverdag. Det betyder, at juleferien med nyd og flyd er slut.

Alle artister er for længst sendt til køjs, fordi de i morgen bliver vækket kl. 6.30. Alle artister er svært utilfredse med, at der i køleskabet ligger madpakker. Madpakker som de selvsamme artister i morgen skal spise præcis kl. 11.30 i skolen. Alle Artister bliver efter præcis 6 timers skolegang afhentet fra skole. Og så skal de lave lektier, til guitar, trommer og bordtennis. 

Det koncept hedder hverdag med alt, hvad den byder os. Hverdag, hvor vores vågne tid er planlagt og nøje skrevet ind i skemaer, der sjældent matcher konceptet "ferie, fri og flyd".

Du må ikke sige det til nogen, for det kan helt sikkert misforstås, men jeg kan faktisk godt li' hverdagen! Bevares... ferie er da nr. 1, men hverdagen med al dens planlægning og forudsigelighed fungerer rigtig fint for mig for tiden. Jeg kan regne med hverdagen. Den overrasker mig sjældent. Hvis blot jeg sørger for ikke at få proppet for meget ind i Cirkus Holmboes hverdagsskemaer, så gør den det faktisk nemmere for mig at jonglere med både tid, energi og overblik. 

Nåh, men det med hverdagen og min hemmelige begejstring for den, vil jeg derfor give en chance. 2015 og jeg fortjener en ny start! Jeg håber og satser på et år som arter sig fra nu af. Det er jo for pokker gået så godt i dag!

Hvad kan du bedst lide? hverdag eller ferie?

Blot tre dage inde i 2015 kan jeg konstatere, at dette år skal arbejde hårdt for at vinde min tillid. For 2015 er da det værste lort indtil videre. Jeg er både mat, træt og i dag også ked!

Juleferien 2014 har ellers været helt fantastisk. Ingen har skændtes. Ingen har kedet sig. Ingen er gået sultne i seng og vi har været seriøst meget sammen med både familie og venner. Ren idyl!

Vi sluttede året 2014 af med en skøn aften i selskab med naboer, rigtig god mad og råhygge. Tiden fløj afsted og klokken blev hurtigt midnat. Knap havde vi ønsket godt nytår med kys og champagne, før et fyrværkeribatteri fyldt med krudt væltede om på siden og sendte kaskader af krudt vandret over mod os. 

"LØB!!! LØB for fanden" råbte fyrværkerimesteren, mens krudtet med ild og høj fart fløj om ører og ben på os. Alle var ædru, så forbavsende målrettet og hurtigere end et heksehyl, var folk kommet i ly bag hushjørnet. Og så kom jeg humpende...

Så var 2015 ligesom var skudt i gang! 

Jeg er mat og træt, fordi jeg blev vækket kl. 6.30 den 1. januar 2015. Alt for tidligt med alt for ondt! Jeg vågnede nemlig op og kunne se frem til to døgn med den værste migræne, jeg kan mindes. 

Møgmigrænen kom væltende med så meget fart og kraft, at jeg det første døgn i det nye år tilbragte bizart meget tid siddende foran en toiletkumme og ligeså bizar meget tid i min seng med lukket soveværelsesdør. 

I morges vågnede jeg så op med et hoved uden larm.

Lige indtil min mor ringede kl 12. Så blev jeg ked!

"Morbror Erling er død", sagde hun kort.

Min søde morbror Erling døde i dag kl. 10. Ja, han var syg og nej, han var ikke i sin bedste alder. Men det er jo min morbror, min tantes mand, som hun nåede at fejre guldbryllup med, min mors elskede bror og mine kusiners far. Der kan skrives meget, men jeg kan ikke finde ordene i aften. Jeg er ked og forvirret og vil istedet bruge mit krudt på at samle tanker og så vil jeg give hele min familie et stort stort knus i morgen. 

Jeg vil have 2015 diskvalificeret for urent trav og tyvstart. Skam dig 2015!