Dette er mit skrivebord på arbejde! Jeg tog billedet i tirsdags kl. 8.30. Vejret var ikke til at tage fejl af, pissekoldt men for en gangs skyld tørvejr. Jeg har på billedet lige spildt vand ned i mine notater, min kaffe er lunken og "lærerværelsesagtig" og jeg er godt i gang med at lave den planlagte rapport!
Billedet emmer langt væk af "just another day at the office". Men det var bare slet ikke "just another day". Det var nemlig DAGEN, hvor jeg mødte op på arbejde med røde kinder og en cykelhjelm højt hævet i strakt arm.
Billedet emmer langt væk af "just another day at the office". Men det var bare slet ikke "just another day". Det var nemlig DAGEN, hvor jeg mødte op på arbejde med røde kinder og en cykelhjelm højt hævet i strakt arm.
Jeg var for første gang i mange år cyklet på arbejde. Og nej, jeg har ikke pludselig fået fornyede kræfter i mine sølle ben eller er blevet helbredt for den her sclerose. Næh..VI har i et stykke tid sparet sammen til en elcykel til mig.
Det har været en lang proces at blive elcykel-ejer. Det hele begyndte faktisk med, at min daværende visitator anså en kørestol for det bedste tilbud til mig for at blive kompenseret udi udendørsaktiviteter. Jeg var ikke enig, men kunne derimod se nytteværdigen af en elcykel. Mit argument for at ønske en elcykel istedet for kørestolen tog udgangspunkt i, at jeg, mere end noget andet, har et kæmpeønske om at være så selvhjulpen som muligt, samtidig med at kunne bidrage med en værdig og aktiv indsats (af både pleasure og pligter) i Cirkus Holmboe.
Med kommunens afgørelse om, at jeg vurderes som kompenseret i kraft af min bil (og tilbuddet om en kørestol), begyndte vi derfor at spare op og flytte rundt på budgettet. Jeg har både krykstokke og rollator. Disse fungerer indtil videre efter hensigten til de (meget) korte gåture med familien. Der er bare det ved det, at både jeg og mit cirkus i den grad savner at kunne lave ting sammen udendørs, som indeholder andet end at sidde på en bænk i solen eller at køre i bil ned til stranden. Det kan vi nu!
Tirsdag morgen cyklede jeg så for første gang i mange år i skole på min nye cykel med el. Tirsdag morgen oplevede jeg også for første gang i mange år, hvad det i ordets reneste betydning, vil sige ikke at føle sig handicappet! Yngsteartisten og jeg trodsede sammen vintermørket og kørte side om side med kurs mod skole/arbejde. Vi snakkede og nød... både turen og hinanden.
Det har været en lang proces at blive elcykel-ejer. Det hele begyndte faktisk med, at min daværende visitator anså en kørestol for det bedste tilbud til mig for at blive kompenseret udi udendørsaktiviteter. Jeg var ikke enig, men kunne derimod se nytteværdigen af en elcykel. Mit argument for at ønske en elcykel istedet for kørestolen tog udgangspunkt i, at jeg, mere end noget andet, har et kæmpeønske om at være så selvhjulpen som muligt, samtidig med at kunne bidrage med en værdig og aktiv indsats (af både pleasure og pligter) i Cirkus Holmboe.
Med kommunens afgørelse om, at jeg vurderes som kompenseret i kraft af min bil (og tilbuddet om en kørestol), begyndte vi derfor at spare op og flytte rundt på budgettet. Jeg har både krykstokke og rollator. Disse fungerer indtil videre efter hensigten til de (meget) korte gåture med familien. Der er bare det ved det, at både jeg og mit cirkus i den grad savner at kunne lave ting sammen udendørs, som indeholder andet end at sidde på en bænk i solen eller at køre i bil ned til stranden. Det kan vi nu!
Tirsdag morgen cyklede jeg så for første gang i mange år i skole på min nye cykel med el. Tirsdag morgen oplevede jeg også for første gang i mange år, hvad det i ordets reneste betydning, vil sige ikke at føle sig handicappet! Yngsteartisten og jeg trodsede sammen vintermørket og kørte side om side med kurs mod skole/arbejde. Vi snakkede og nød... både turen og hinanden.
Fornemmelsen af ikke at føle mig handicappet og begrænset i min bevægelsesfrihed var så vild og fantastisk denne mørke kolde morgen, at jeg helt glemte at minde yngsteartisten om at "lille skat, det kan jo være glat, så vi kører forsigtigt ik?!"
At cykle på min nye elcykel kan nok bedst sammenlignes med den oplevelse, jeg havde, da jeg som højgravid for over 15 år siden lod mig glide ned i et varmtvandsbassin. Som et slag havde jeg ikke ondt, når jeg bevægede mig. Jeg oplevede at min krop rettede ind, føltes helt normal og gjorde hvad min hjerne bad om. Jeg skulle bare "flyde med" og nyde. Fantastisk følelse!
Nåh, vel fremme ved yngsteartistens skole blev han kysset "farvel og ha' en fantastisk dag" ude ved cykelskuret, og så fortsatte jeg på arbejde... eller næsten!
Her kunne historien om min tirsdag sagtens slutte! Alle ville være glade og tænke "hende Charlotte... hun er sgu ikke sådan at slå af pinden!"
At cykle på min nye elcykel kan nok bedst sammenlignes med den oplevelse, jeg havde, da jeg som højgravid for over 15 år siden lod mig glide ned i et varmtvandsbassin. Som et slag havde jeg ikke ondt, når jeg bevægede mig. Jeg oplevede at min krop rettede ind, føltes helt normal og gjorde hvad min hjerne bad om. Jeg skulle bare "flyde med" og nyde. Fantastisk følelse!
Nåh, vel fremme ved yngsteartistens skole blev han kysset "farvel og ha' en fantastisk dag" ude ved cykelskuret, og så fortsatte jeg på arbejde... eller næsten!
Her kunne historien om min tirsdag sagtens slutte! Alle ville være glade og tænke "hende Charlotte... hun er sgu ikke sådan at slå af pinden!"
Men det ville være løgn! Faktisk så skete der det, at min fantastiske jomfrueligt nye elcykel ca. 20 meter fra min arbejdsplads forsvandt under mig. SLAM!
Jeg landede alt for tungt og "højgravidsagtigt" uden at tage fra med andet end knæ, albue og håndled lige foran en skov af målløse kursister, som var på vej i skole!
For satan i helvede da også! Det er sværere end man skulle tro at ligge på en cykelsti med en kæmpetung elcykel over sig - og så smilende fremstamme et "ta daaa".
Her to dage efter cykelnummeret har jeg stadig ret ondt i knæet, albuen og hånden, men ikke mere ondt, end at jeg glæder mig for vildt til at frosten skrider hjem til kulden, så jeg igen kan opleve følelsen af at være højgravid i et varmtvandsbassin.
Jeg er så megasuperglad for min cykel! Og det skal dr. Clooney høre en hel masse om i morgen, når jeg har en date med ham kl. 9. Jeg håber ikke, at jeg skal forklare farven på mit højre knæ...
Jeg landede alt for tungt og "højgravidsagtigt" uden at tage fra med andet end knæ, albue og håndled lige foran en skov af målløse kursister, som var på vej i skole!
For satan i helvede da også! Det er sværere end man skulle tro at ligge på en cykelsti med en kæmpetung elcykel over sig - og så smilende fremstamme et "ta daaa".
Her to dage efter cykelnummeret har jeg stadig ret ondt i knæet, albuen og hånden, men ikke mere ondt, end at jeg glæder mig for vildt til at frosten skrider hjem til kulden, så jeg igen kan opleve følelsen af at være højgravid i et varmtvandsbassin.
Jeg er så megasuperglad for min cykel! Og det skal dr. Clooney høre en hel masse om i morgen, når jeg har en date med ham kl. 9. Jeg håber ikke, at jeg skal forklare farven på mit højre knæ...
ps. Jeg ved da godt, at jeg ikke kan cykle til verdens ende. For det første rækker batteriet ikke til mere end en tur rundt i provinsen, og så har jeg også lovet mine ben, at vi aftaler ruten inden jeg svinger mig i sadlen. De var trætte og umulige tirsdag aften :-) Men det er lige meget!
RSS Feed