Det er sgu så rart, når folk, jeg kun kender sporadisk, ikke overrasker. Altså når de følger min indre køreplan og formår at stille de rigtige spørgsmål på den rigtige måde. Det gør det nemlig så dejlig nemt for mig, når jeg ikke skal investere andet end lidt snak frem og tilbage omkring sclerosen, afsluttende med et "nåh... men det var hyggeligt at sludre, pøj pøj med det hele og vi ses jo nok snart igen hø hø"! Videre...
"Rigtige" spørgsmål er forudsigelige retoriske spørgsmål som "Går det godt nok Charlotte, for du ser sgu da sår'n set godt ud i dag?!" eller "Du virker da til, at den der sclerose ikke fylder så meget! Har jeg ret eller..?!".
Jeg kan nemlig i disse tilfælde nøjes med at svare "ja", "tak" eller "Njoh.." Efterfulgt af lidt verbale dansetrin, og så kan vi udramatisk gå videre hver til sit. Jeg med bevidstheden om, at jeg lige har afleveret partyversionen af sclerosen og den anden med bevidstheden om, at "hende Charlotte sgu nok skal klare den".
Partyversionen giver jeg hovedsageligt til folk, som jeg ikke deler andet med end køen ved bageren og parkeringspladsen ved Føtex. Jeg giver denne version til folk, som ikke nødvendigvis ønsker at skulle forholde sig til lange forklaringer om sclerosens størrelse, og hvor meget dens deltagelse fylder i mit og mit cirkus' liv lige nu.
Jeg kan faktisk ikke selv blive blive klog på sclerosens størrelse for tiden. Den udmærker sig nemlig ved det, jeg vil kalde elevatorvægt. Nogle gange virker det som om, den har mistet appetitten, og derfor ikke fylder mere end en størrelse small. Andre gange æder den løs og vokser sig til en størrelse XL.
Lige nu har den bevæget sig op i en størrelse XL.
Den fylder fysisk så meget , at jeg er ved at revne af frustration over ikke at kunne bestemme over mit eget venstre ben. Den er så tung, at jeg næsten ikke kan holde ud at bære rundt på den. Jeg er så træt og ked af at have ét ben som er til langsom og tung engelsk vals, mens det andet ben foretrækker en let og energisk quickstep...
Dette kunne min svigerfar ikke undgå at lægge mærke til i dag. Vi havde fået besøg af seniorartisterne og sad og hyggede, da jeg bad ham om at hjælpe mig med noget ude i skuret. På vej derud udbryder han:
"Det ben er da helt åndsvagt i dag hva?"
Den kommentar er sgu lidt svær at give et party-svar på! Det må med rette anses for at være i kategorien "retorisk spørgsmål", han stillede. Enhver kunne jo se et ben, der krævede selvstyre. Derfor var jeg jo i princippet også i min gode ret til at returnere med et partysvar.
Men nu er min svigerfar så ikke typen, som lader sig spise af med hverken partysvar eller varm luft, så han fik råt for usødet sandheden om, at sclerosen er en superovervægtig lort lige nu, der ikke kender til mådehold. Svaret blev godtaget i tavshed og med et lille nik.
Jeg glæder mig så usigelig meget til, at foråret kommer. Min krop og hjerne har så forbandet svært ved kulden, de isbelagte fortove, som kræver et udvidet kørekort i balance og ikke mindst alle de dage i januar, som ikke når længere i farveskalaen end "gråvejr".
Jeg er fortrøstningsfuld - trods alt... for jeg var ude i min have i dag, og blev mødt af dette syn. I mit næste liv vil jeg være en erantis, og så vil jeg hvert år i januar vrikke med røven lige op i denne måneds grå triste fjæs, mens jeg danser i vinden og nynner forårssange.
Basta!
RSS Feed