Min kollega Susanne sendte en SMS! Det var i går, og klokken var tæt på godnat for cirkusdirektøren. Jeg havde været på arbejde, lavet rapporter, talt om kursister og drukket den mængde kaffe, jeg kunne tilkomme.
Pling sagde det! Billetsælgeren rakte mig min telefon, jeg læste, og så brød jeg helt sammen!
Pling sagde det! Billetsælgeren rakte mig min telefon, jeg læste, og så brød jeg helt sammen!
At være grådlabil har aldrig været min spidskompetence, så det kom mildest talt temmelig meget bag på os begge, at jeg som lyn fra en klar himmel sad og vådtede sofaen med en uskøn blanding af tårer og resterne af mascara.
Jeg smed min telefon i skødet på billetsælgeren og hiksede stille "Hun er fandeme sød hun er, men hvad ser hun, som jeg ikke ser...Jeg er jo ikke skarp for pokker" snøft...
Jeg har de seneste fire måneder, efter en ret lang sygemelding, følt mig langsom, ukoncentreret, uden overblik og generet af en invaliderende træthed! Det er ikke følelser, jeg bryder mig om eller er vant til. Det er irriterende for min forfængelighed at være den eneste på arbejde som går med stok, men det er ganske enkelt super forfærdeligt og faktisk forbundet med en dum angst at navigere rundt i følelsen af, at min hjerne går i stå, glemmer basale ting og modarbejder mig. Tankerne om, hvornår mine kolleger opdager min hjernes nedsmeltning er til tider så stor, at jeg laver resten af mit arbejde færdig, når jeg kommer hjem, velvidende, at det er "imod reglerne".
Inden jeg får skrevet mig ned i det berømte hul, hvor alle tror, jeg sidder og græder ned i kaffen, synker tørt spyt og bygger hule under sofabordet, når jeg kommer hjem fra arbejde, så lad mig slå fast : Jeg elsker at have et arbejde. Jeg er vild med mine kolleger og indholdet i det, jeg laver. Jeg er pjattet med, at jeg stadig kan retfærdiggøre nyt tøj som en post på budgettet og smide trumfen "skat det er jo en nederdel, jeg skal bruge på arbejde!" (jeg er lærer og sidder mest ned ved et skrivebord, hvor ingen overhovedet ville lægge mærke til, om jeg så sad i bar røv).
Det er bare den der forbandede sclerose!
Jeg har fri på fredag. Jeg skal faktisk bruge denne fri-fredag helt på mig selv. Jeg skal nemlig til København og mødes med de andre, som blogger for scleroseforeningen. Jeg glæder mig sindsygt meget til det, mest fordi jeg skal overnatte hos min rigtig skønne veninde Ibbe, som har sin egen fantastiske blog Ibbyheart og som desuden også blogger for Scleroseforeningen. Hun har lovet mig, at jeg må få det gode hjørne i sofaen, få fodbad og blive forkælet helt vildt.
Jeg vil gå i seng nu og sende min kollega Susanne en varm tanke igen i aften og huske på billetsælgerens godnatkommentar i går, da jeg igen begyndte at vrøvle om, at jeg jo hverken var skarp eller dygtig længere...
"Ej prøv lige at tørre øjnene mutti! Du er jo bare skarp på den sløve måde!"
Så fra nu af er det det, jeg husker på! Skarp på den sløve måde, det er mig ;-)
Jeg smed min telefon i skødet på billetsælgeren og hiksede stille "Hun er fandeme sød hun er, men hvad ser hun, som jeg ikke ser...Jeg er jo ikke skarp for pokker" snøft...
Jeg har de seneste fire måneder, efter en ret lang sygemelding, følt mig langsom, ukoncentreret, uden overblik og generet af en invaliderende træthed! Det er ikke følelser, jeg bryder mig om eller er vant til. Det er irriterende for min forfængelighed at være den eneste på arbejde som går med stok, men det er ganske enkelt super forfærdeligt og faktisk forbundet med en dum angst at navigere rundt i følelsen af, at min hjerne går i stå, glemmer basale ting og modarbejder mig. Tankerne om, hvornår mine kolleger opdager min hjernes nedsmeltning er til tider så stor, at jeg laver resten af mit arbejde færdig, når jeg kommer hjem, velvidende, at det er "imod reglerne".
Inden jeg får skrevet mig ned i det berømte hul, hvor alle tror, jeg sidder og græder ned i kaffen, synker tørt spyt og bygger hule under sofabordet, når jeg kommer hjem fra arbejde, så lad mig slå fast : Jeg elsker at have et arbejde. Jeg er vild med mine kolleger og indholdet i det, jeg laver. Jeg er pjattet med, at jeg stadig kan retfærdiggøre nyt tøj som en post på budgettet og smide trumfen "skat det er jo en nederdel, jeg skal bruge på arbejde!" (jeg er lærer og sidder mest ned ved et skrivebord, hvor ingen overhovedet ville lægge mærke til, om jeg så sad i bar røv).
Det er bare den der forbandede sclerose!
Jeg har fri på fredag. Jeg skal faktisk bruge denne fri-fredag helt på mig selv. Jeg skal nemlig til København og mødes med de andre, som blogger for scleroseforeningen. Jeg glæder mig sindsygt meget til det, mest fordi jeg skal overnatte hos min rigtig skønne veninde Ibbe, som har sin egen fantastiske blog Ibbyheart og som desuden også blogger for Scleroseforeningen. Hun har lovet mig, at jeg må få det gode hjørne i sofaen, få fodbad og blive forkælet helt vildt.
Jeg vil gå i seng nu og sende min kollega Susanne en varm tanke igen i aften og huske på billetsælgerens godnatkommentar i går, da jeg igen begyndte at vrøvle om, at jeg jo hverken var skarp eller dygtig længere...
"Ej prøv lige at tørre øjnene mutti! Du er jo bare skarp på den sløve måde!"
Så fra nu af er det det, jeg husker på! Skarp på den sløve måde, det er mig ;-)
RSS Feed
