Hele Cirkus Holmboe har hevet teltpløkkerne op for en stund og er taget på træningslejr til sommerhuset, som ligger midt i klipperne og med Vesterhavet som nabo. Der er ingen tvivl om, at visse medlemmer betragter denne træningslejr som ferie, hvilket vanskeliggør intensiteten af træning af de planlagte cirkusnumre.

Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at af alle de planlagte numre som skal trænes på denne tur, så er min jonglering klart det mest seriøse projekt. Jongleringen afstedkommer en masse hujen og hyldestråb fra samtlige artister, og naturligvis et lille skævt smil fra billetsælgeren (hvilket jeg absolut tolker som hyldest...). Jeg har efter længere overvejelser valgt at betragte artisternes hyldest som ren, ægte og uden bagtanker. Jeg havde et kort øjeblik mistænkt deres anerkendelse og hyldest som et udtryk for, "at jo mere mor laver, jo mindre behøver vi at træne - klap og huj for pokker ... klap og huj"

Hvor mærkeligt og enfoldigt det end kan forekomme, så er jeg faktisk rigtig stolt over, at jeg nu kan jonglere med tre bolde. Jeg har øvet uforholdsmæssigt meget på det, og har fået optaget foruroligende mange videoklip inden dette lille klip, som I kan se her :-)

Men nu kan jeg endelig. Jeg kan jonglere med tre bolde. Lærdommen i det her, må for mig være, ikke at bilde mig selv eller andre ind, at der er noget jeg ikke kan, før jeg har prøvet på det. Og jeg mener, Ikke bare forsøgt en enkelt gang, men virkelig prøvet og øvet mig så meget, at jeg med god samvittighed kan sige "nååh... det gik ikke" eller "yeah, hvor svært kan dét lige være".

Jeg har i dag besluttet mig for at den ethjulede cykel, som står i kælderen hos mine forældre skal jeg cykle på til sommer :-) Måske lærer jeg det, måske gør jeg ikke... Men jeg vil ihvertfald øve, træne og købe masser af plaster, for PRØVES det skal det :-)

Jeg føler, at jeg har fundet min rette hylde (fedt udtryk egentlig....) med alle de skøre og sjove ting, som man kan øve sig på i et Cirkus. Så nu håber jeg bare, at jeg ikke falder ned fra hylden :-) Jeg bliver glad af at lykkes med noget, jeg sætter mig for, og har det fint med, at de ting som jeg kan, måske for andre vil være noget, som får plads på den bageste hylde, den med støv på!

Det er heller ikke ligemeget for mig, at yngsteartisten kan bøvse hele alfabetet, at mellemsteartisten har øvet sig så meget, at han kan løse en Rubiks terning på 48 sekunder eller at ældsteartisten overvandt sig selv og udførte nedenstående "stunt" i dag.

Alt dette er ikke ligemeget, for de er stolte og glade, og det gør forskellen for mig. Ingen skal bestemme, hvad den enkelte får "optur" af!

Hvad gir' dig "optur"?
Hvornår er du på "den rette hylde"?

Hvis BARE jeg turde spørge... 

Hvis bare jeg var modig nok til at spørge mine trænings-homies, om jeg måtte tage et billede af dem! 

Men jeg VED, at både Hans og Gert vil lave pjat og skære ansigter, mens de siger "ooooost" istedet for "cheeese". 

Mine homies er fantastiske, skøre, empatiske og fandenivoldske, og jeg elsker dem for det!! Vi mødes hver mandag og fredag morgen og holder en fest, en træningsfest, mens vi sveder, kæmper og hepper :-) Jeg har lyst til at dele dem  med hele verden :-)

Hvis I forestiller Jer en flok træningsfreaks med stramt tøj, store muskler samt endnu større viden om proteinpulver, knoklende løs i et lokale med spejle smækket op overalt, så prøv at lukke øjnene, mens I tænker på seks gråhårede, ikke særlig ranke pensionister, som trisser fra den ene maskine til den anden i løstsiddende joggingdragter. THAT'S MY HOMIES!
Vær ikke i tvivl...Der BLIVER svedt og der BLIVER knoklet i maskinerne, som var det med livet som indsats - og det er det jo egentlig også! Jeg er vild med mandag og fredag morgen, og jeg kan slet ikke undvære, at være en del af det fællesskab, som jeg oplever sammen med mine homies :-)

Alle har brug for at være en del af et fællesskab. Bedst er et fællesskab selvfølgelig, hvis det gør en forskel, bidrager med noget positivt og ikke dræner en for energi. Jeg har et fællesskab med mine træningshomies, mine skønne venner og ikke mindst den gruppe inde på facebook, hvor fællesskabet egentlig mest er af nød, nemlig et sclerosefællesskab. Dette forum har udviklet sig til at være et sted, hvor man kan dele glæder, frustrationer, diskutere, søge råd og viden - et meget værdifuldt fællesskab for mig! 

Det bedste, mest værdifulde og uundværlige fællesskab jeg har, værner jeg om, forsvarer, bruger og elsker at være i. Cirkus Holmboe giver energi, giver mening (god mening) og bidrager med noget positivt til mig!!

Det er ikke fair! Det er fandeme ikke fair... 

I går lagde jeg en plan for denne lørdag. Faktisk lagde jeg både en plan A og en plan B. Min erfaring har lært mig, at planer ofte skal ændres, men i de her dage er jeg møgtræt af, at det mere er reglen end undtagelsen, at jeg skal regulere og ændre, hvad jeg har planlagt. 

Jeg vågnede ellers i morges med solen skinnende lige ind i hovedet på mig. Problemet i dag var bare, at mit hoved føltes større en selve solen og gjorde så ondt, at jeg mindedes mine søndage fra gymnasietiden, hvor min mor blev bedt om at hviske, indtil vi rundede kl.15.30. Eneste forskel var bare, at jeg holdt ikke fed fest i går...

Inden jeg overhovedet var stået ud af sengen, kunne jeg mærke, at mit venstre ben i dag ikke ville være med til min plan A og for den sags skyld heller ikke plan B. Jeg takkede stille mig selv for ikke at have nævnt noget om planerne til mit cirkus, for nu var det da kun mig selv, der sad med skuffelsen :-(

Jeg er træt og ked af, at jeg ikke kan regne 100% med min krop, at jeg ikke engang kan gå en tur, men må nøjes med at stå stille og jonglere, at mit højre lår føles "vattet" og brænder, at min venstre hånd for en stund har glemt, hvad finmotorik er, at jeg bliver nødt til at sove middagssøvn hele to gange lige efter hinanden uden at vågne og være mere frisk men allermest at jeg skal tage mig SÅ meget sammen for ikke at være en uligevægtig mokke i dag... 

Nåh... men hvis jeg skal prøve at grave dybt og finde 3 gode ting fra dagen i dag, så må det være:

- at jeg har mødt forståelse fra mit cirkus og fået lov til at passe mig selv.

- at jeg har fået øvet jonglering i solen sammen med artisterne. Det går fremad, så om en uge er jeg sønderjyllandsmester ;-)

- at jeg klog af skade INGEN planer har lavet for i morgen.

nåh jo... og at jeg har kunnet sidde i min elskede sofa og se på, at huset blev gjort rent, strømper lagt sammen og indkøbsposer blev slæbt ind i køkkenet, uden at nogen medlemmer i mit cirkus har stillet spørgsmålstegn ved den fordeling af arbejdsopgaver.

Dagens optræden i Cirkus Holmboe var en optræden fra hverdagen med sclerose. ikke særlig hæsblæsende, spektakulær eller en gentagelse værdig - men den var autentisk, krævede samarbejde og tålmodighed fra alle involverede :-)

Jørn Hjorting kan noget med damer! Husmødre, pensionister og andet godtfolk har år efter år ladet sig "radio-forføre" af denne folkelige gentleman :-)

Jeg har i min barndom ofte siddet spændt ved radioen, når Jørn midt i hyggesnakken pludselig ber' om Frøken Klokken. Det afgørende øjeblik var, om hun sagde "11.46" eller "11.47" Jeg har krydset fingre mangt en gang for, at de FLINKE damer som ringede ind fik et lige nr, og at de "kedelige" ramte et ulige. Mange af Jer kan garanteret også huske, at de lige numre udløste et let spørgsmål fra Jørn Hjorting, som igen betød, at lytteren fik indfriet et musikønske, hvis svaret var korrekt. 

Konceptet for programmet "De ringer vi spiller" var som følger: 

• Gentleman smalltalker med husmor, husmor kommer i "feel good" stemning, 
• Gentleman stiller husmor et spørgsmål, husmor svarer efter bedste evne. 
• Gentleman spiller et musikønske efter husmors ønske, husmor lægger røret og danser med lukkede øjne rundt i sin stue.

Så enkelt, så rent, så ukompliceret kan det gøres! Jørn Hjorting, du er en dansk kulturperson af de største :-)

Nåh... men i dag har jeg så lavet radio! Jeg har været vært sgu, eller rettere medvært på et program, som er blevet døbt "Cirkus". Radiostationen hedder Radio MS og er en radio for scleroseramte, pårørende og andre interesserede. Rix Untidt, som er stifteren af Radio MS, og Anders Munck, som er min medvært, spurgte mig for et stykke tid siden, om jeg "ville være med", og det sagde jeg ja til. 
Jeg har selv lyttet til mange af programmerne, som bliver sendt på Radio MS. Det er sober radio med eftertænksomhed og mangfoldighed. Der er mange emner og vinkler på sygdommen sclerose. Jeg får altid informationer og viden, som er brugbare i en virkelighed med denne sygdom. Derfor turde jeg sige ja til "at være med i Radio MS familien".

Jeg har EN lille egoistisk drøm for min "radiokarriere"... At jeg under en udsendelse kan tænde for Frøken Klokken, ramme på et et lige klokkeslet og så stille min medvært Anders et let spørgsmål for derefter at slutte programmet med at spille MIN yndlingssang :-)

Den dag Radiochef Rix giver mig lov til at agere Jørn Hjorting én gang, får I lov at høre denne sang ;-)

Jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang med Radio MS sammen med Anders, håber at jeg kan være med til at lave "lytteværdig" radio og at I/de som lytter, vil tage godt imod det. 

Jeg har holdt 20 bøsser i hånden i dag. Min far har også flettet fingre med 20 bøsser i dag. Vi har haft en fantastisk dag sammen min far og jeg...Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, vi har haft KVALITETSTID sammen ;-)

En hel formiddag har vi sammen været på bytur! Vi har travet op og ned af gågaden i Haderslev og været i næsten alle butikker. Vi har grinet, snakket og følt os som sejrsherrer, når vi har fået en bøsse afsat hos de søde ekspedienter :-)

Vi har hjulpet med at kysse sclerosen farvel. Sende den kærligt afsted med et smil. Jeg har indtil i dag haft en sygdom, som jeg har haft lyst til at give det største los i røven, men i dag kyssede jeg den bare afsted. Det fungerede egentlig rigtig fint, men nok også fordi det var for koldt til at "mine stænger" overhovedet ville kunne sparke noget som helst langt væk.

Tre timer tog det og et par fødder som jeg til sidst ikke kunne mærke. Men det er ligemeget, for 50 bøsser fik et nyt hjem til uge 25, når vi skal hente dem igen.

Vi gjorde det, min far og jeg. Jeg elsker ham for at tage mig i den ene hånd og en bøsse i den anden og gå i butikker med sin datter en KOLD tirsdag i marts med sjap på gaderne gennem Haderslev, så vi kan få kysset sclerosen farvel! 

For at nyde solens stråler, lege i den forbandede sne igen igen og ikke mindst forbedre nogle af vores kælkenumre, tog to artister og jeg i formiddags ind for at træne på Benknuser Dræberbakken!

Pulsen steg til faretruende højder i takt med, at kælkene susede ned af  Dræberbakken med hver sin hylende passager. Meget få skader blev det til i dag! Den eneste nævneværdige ulykke skete, da yngsteartisten blev ramt hårdt i hovedet af sin egen kælk, så brillerne fløj og tårerne løb (nærmest i retning af brillerne..)

Hvad er det mest oplagte at gøre, når træningen er slut? Joh.. det ville nok være at strække ud, evaluere og få varmen... Cirkus Holmboe strakte ikke ud, fik ikke evalueret, men stilede direkte mod bibliotekscafeen for at få varmen..

Vi trådte ind i et slaraffenland af husflids-trunter og ældre mænd, som udstillede  husflidssager og ikke mindst "ældre mænds sysler". Med en gennemsnitsalder blandt de deltagende på ca. 60+, følte jeg mig transformeret tilbage hos min dagplejemor Grethe og hendes mand Johannes i Svendborg. HUN kunne det med at strikke og brodere. Men for mig var det Johannes, som havde det fede liv... Han havde brevduer, og så havde han modeltog, som han byggede modeltogsbaner til. Timer blev der brugt på duer og tog, mange timer... i ro uden stress, men med fordybelse og intensitet. 

I dag mødte artisterne og jeg en ældre mand med samme interesse, ro og intensitet som "min" Johannes. Denne mand havde brugt ét døgn, et helt døgn fandeme! på at sætte togskinne efter togskinne sammen til en bane. En bane hvor hele rækken af tog skulle køre. Jeg skal love for, at manden lyste op, da han så mine to artister komme. Lynhurtigt blev der tændt for lokomotivet, som nu knoklede og stønnede for at trække alle togvognene. 

En anden ældre herre sluttede sig til fremvisningen af det "svedende" og knoklende lokomotiv. Hans begejstring var stor, faktisk så stor, at han pludselig udbrød "jeg kan! jeg kan! jeg kan!", idet lokomotivet med vogne knoklede forbi ham. 

Sikke en gestus! At heppe på et tog, men nok allermest på manden med toget. At anerkende denne mands indsats og interesse for dette stykke arbejde. At tilkendegive, at "det her er altså mere end bare for sjov", men faktisk hårdt arbejde og sliddet værd - DET er god stil!!

"Jeg kan! Jeg kan! Jeg kan!" er få ord, men med stor magt. De færreste  tænker over, hvor mange kræfter og hjerteblod, der bliver lagt i de små ting og mange bevægelser, vi hver især laver. En gammel mand mindede mig om det i dag, og jeg lægger mig til at sove i aften med billedet af denne mands ord og armbevægelser om, at "jeg KAN". Måske kan jeg ikke i morgen, garanteret ikke uden træning samt hjerteblod og helt sikkert ikke uden hjælp og opbakning.

Godnat :-) 

Det er torsdag den 14. marts. Det er koldt - iskoldt i haven. To af artisterne jonglerer med fodbolde og prøver at undgå cirkushundens efterladenskaber på græsplænen, som på underligste vis ikke er forsvundet sammen med sneen...

Havenisserne Verner og Ib har fundet vejen frem fra deres vinterhi og står i hver deres bund af forårsblomster og får sol på næsen. De ignorer de skæve smil og rullen med øjnene fra artisterne og billetsælgeren, for de VED, at jeg værner om dem, mine små kiksede og lettere forhutlede forårsindikatorer :-)

Solen brager ned i den udendørs manege, hvor billetsælgeren og jeg sidder i både sol og læ. Jeg genkalder mig stroferne fra Peter Bellis "København fra en DC9 "

iskoldt øl er sundt
sådan en solskinsdag i Nyhavn
hvor pigerne går næsten nøgne rundt 

Årh det gad jeg godt...Billetsælgeren og jeg sidder med årets første "udendørs" iskolde øl, solen skinner, og jeg kan da også lynhurtigt transformere om til en bikiniklædt trunte...hvis ikke det var fordi, at jeg skulle til ridning 1 time senere.  

Fuld af sol på hjernen og mellemsteartisten som fast passager og ride-buddie ankommer vi kl 18.00 til Landlyst Ridecenter til vores ugentlige rideseance. 

OPTUR! vi skal UD på eventyr til hest!!!

Årets første udendørs ridetur - det emmer af solskinsdag i Nyhavn (til hest), til trods for at vi sidder på hver vores krikke med vinterstøvler og skibukser. 

sol, øl, ridetur med vind i håret og ikke mindst nissernes forårsopvågnen må være  stikordene for denne iskolde forårsdag i marts.
Nyd solen - nyd solen med en øl på terrassen, selvom det er koldt - hvis man tror nok på det, så ER det faktisk forår derude ;-)

For at der i det følgende ikke bliver dannet konspirationsteorier og forhastede konklusioner hos den enkelte læser om, at nu er Cirkus Holmboe bloggen konverteret til en 

BAGEBLOG med et snert af kreative husflidsudfoldelser,

 må jeg skynde mig at mane til ro!! Dette er og bliver ved med at være en Cirkusblog med numre af varierende karakter og kvalitet! Dagens udfoldelser udi bagekunstens mysterier viste sig da også at indeholde numre af varierende karakter men med både jonglering af honning og flyvende havregryn :-)

De Chiafrø som min ven Martin har sendt skulle prøves af i formiddags. Jeg var helt alene hjemme, alle artister og billetsælgeren var sendt til træning, så jeg gjorde alt klart og begyndte cirkusnummeret 

"bagning af Chia Brød" 
med at jonglere en hel bøtte honning ned på gulvet med min berygtede venstre hånd ;-). Bøtten gik i stykker, gulvet blev klistret og cirkusdirektøren skruede op for musikken og fortsatte nummeret!! Mange ingredienser i den rigtige rækkefølge skulle i dejen for at fuldende forestillingen. Havregryn kom således I dejen, PÅ bordet og  ja... faktisk ud over det hele! hmmm Damn you left hand!

Lettere forvirret og temmelig kognitivt udfordret ovenpå udførelsen af nummeret "bagning af chiabrød" valgte jeg stik mod al sund fornuft at fortsætte med næste cirkusnummer, nemlig "Hjernebollerne" 

Jeg fulgte opskriften slavisk og langsomt, som var jeg lige begyndt at gå til hjemkundskab i 7. klasse. Jeg havde tid, god tid, til projektet, blev ikke afbrudt af artister og med Leonard Cohens dybe beroligende stemme i højttalerne blev jeg nærmest guided igennem dette cirkusnummer. Produktionen af Hjernebollerne fortjener stående bifald, for jeg kunne og evnede at bevarede overblikket hele vejen gennem cirkusnummer 2!
 At jeg så glemte at sætte uret til den sidste plade med boller i ovnen er en detalje:-) 

Træt i hovedet og i venstreben hentede jeg artister, som roste dagens solo-bagenummer til skyerne. Jeg må have set træt ud og lignet en der skulle bekræftes i, at "det her er numre der tåler gentagelse"

opskrifterne på mine cirkus-bagværker findes på denne hjemmeside:

http://www.originalchia.dk/

Hvis der er nogle af Jer, som bruger Chiafrø og har en god opskrift, så skriv det endelig her på bloggen, så vi kan udveksle :-)

Martin er min gode ven! Jeg har kendt ham siden jeg var 15 år. Vi er vokset op i samme by og har for mange år siden været en del af hinandens liv. 

I går kom der en pakke med posten til MIG! Da jeg hovedsagelig er den ”heldige” vinder af rudekuverter til daglig, var både overraskelsen og begejstringen stor, da jeg åbnede og fandt godter fra Martin.

Martin er en frømester. En Chia frømester. Det er nemlig ham som I 2010 fik fødevaregodkendt Chiafrø i EU og nu importerer og forhandler i hele EU. Næringsindholdet i Chiafrø er over 20% protein (komplet), 18% Omega3, 36% fibre og meget andet godt som calcium, magnesium m.v - de binder deres egen vægt ca 12-14 gange i vand og er stort set uden smag, kun let nøddeagtig smag ved ristning...

Jeg fik tilsendt både Chiafrø og Stevia, som er et sundt og naturligt alternativ til sukker, som søder 200-300 gange mere. Ud over at Stevia ikke indeholder kalorier, har det naturlige alternativ en anden fordel: Det påvirker vores blodsukker meget lidt sammenlignet med “rigtigt” sukker, der får blodsukkeret til at stige.

Jeg elsker gaver, jeg elsker at nogen tænker på mig og jeg er vild med at få lov til at eksperimente med andet end spelt, hørfrø og rugmel ;-) I morgen er der derfor erklæret "Store Chia-bagedag" i Cirkus Holmboe!

Martin, jeg skylder dig en stor kold øl, for kold øl er sundt, det synger Peter Belli selv. En kold øl i solen, og så må du få en bid af min chiabolle :-) Du ved hvor jeg bor!

Martins firma Original Chia kan findes her
http://www.originalchia.dk/

"We're here to put a dent in the universe. Otherwise why else be here?"
- Steve Jobs


Der findes unægteligt mange slags buler. Nogle mennesker laver buler som fortjener hyldest og en plads i universet. Andre folk får lavet en bule som ikke engang bør levnes nogen omtale her...

Det er ikke størrelsen af de buler vi laver, der berettiger en plads i universet. Det er vores iver, vores passion og ønsket om at gøre en forskel, der tæller.

Læge Mikkel Anthonisen fra Rigshospitalets Scleroseafdeling er lige nu i gang med at lave en bule i universet. En bule i universet, som handler om mere og andet end ham selv. Mikkel Anthonisen har nemlig besluttet sig for at sejle over Atlanten i en sejlbåd bemandet med bl.a. folk med sclerose. Han har en drøm, en passion og et mål. 

Til Scleroseforeningen udtaler han:
”Det handler om nærvær. Om at være til stede. Det handler om, at livet byder på muligheder, og så gælder det om at se dem. Personligt for mig handler det om, at her kan jeg gøre noget. Jeg kan forene det at være læge med at sejle. Det handler om at få kontakt med livskraften. Og hvad er mere livsbekræftende end at sejle rundt om denne fantastiske planet, vi bor på!”. 

Vi har alle hver især ansvaret for at lave den bule, vi vil sende ud i galaksen. Vi er alle forskellige og har forskellige mål, ønsker og drømme om, hvilken betydning vi vil have på os selv og andre. 

Mit håb og ønske for Mikkel Anthonisen og hans besætning er, at de får lavet en bule i universet, som er så spektakulær, at den kan ses med det blotte øje her fra, hvor vi står. Et initiativ som dette kræver nos... af stål og et hjerte af guld!  Mikkel, må du og din besætning få vinden i ryggen hele turen over Atlanten, så I kan sætte den mest farverige spiler, der er set fra universet ;-)

En ting er sikkert, Hvis ikke vi forsøger at leve et liv, som giver anledning til at lave en bule i universet, stor eller lille,  så er risikoen for højst at få lidt ridser i lakken bemærkelsesværdig stor.

Du kan læse om Mikkel Anthonisens sejlerprojekt på denne hjemmeside:

http://www.sailing-sclerosis.com/

Ship ohøj og splitte mine bramsejl 
Cirkusdirektøren