I går lagde jeg en plan for denne lørdag. Faktisk lagde jeg både en plan A og en plan B. Min erfaring har lært mig, at planer ofte skal ændres, men i de her dage er jeg møgtræt af, at det mere er reglen end undtagelsen, at jeg skal regulere og ændre, hvad jeg har planlagt.
Jeg vågnede ellers i morges med solen skinnende lige ind i hovedet på mig. Problemet i dag var bare, at mit hoved føltes større en selve solen og gjorde så ondt, at jeg mindedes mine søndage fra gymnasietiden, hvor min mor blev bedt om at hviske, indtil vi rundede kl.15.30. Eneste forskel var bare, at jeg holdt ikke fed fest i går...
Inden jeg overhovedet var stået ud af sengen, kunne jeg mærke, at mit venstre ben i dag ikke ville være med til min plan A og for den sags skyld heller ikke plan B. Jeg takkede stille mig selv for ikke at have nævnt noget om planerne til mit cirkus, for nu var det da kun mig selv, der sad med skuffelsen :-(
Jeg er træt og ked af, at jeg ikke kan regne 100% med min krop, at jeg ikke engang kan gå en tur, men må nøjes med at stå stille og jonglere, at mit højre lår føles "vattet" og brænder, at min venstre hånd for en stund har glemt, hvad finmotorik er, at jeg bliver nødt til at sove middagssøvn hele to gange lige efter hinanden uden at vågne og være mere frisk men allermest at jeg skal tage mig SÅ meget sammen for ikke at være en uligevægtig mokke i dag...
Nåh... men hvis jeg skal prøve at grave dybt og finde 3 gode ting fra dagen i dag, så må det være:
- at jeg har mødt forståelse fra mit cirkus og fået lov til at passe mig selv.
- at jeg har fået øvet jonglering i solen sammen med artisterne. Det går fremad, så om en uge er jeg sønderjyllandsmester ;-)
- at jeg klog af skade INGEN planer har lavet for i morgen.
nåh jo... og at jeg har kunnet sidde i min elskede sofa og se på, at huset blev gjort rent, strømper lagt sammen og indkøbsposer blev slæbt ind i køkkenet, uden at nogen medlemmer i mit cirkus har stillet spørgsmålstegn ved den fordeling af arbejdsopgaver.
Dagens optræden i Cirkus Holmboe var en optræden fra hverdagen med sclerose. ikke særlig hæsblæsende, spektakulær eller en gentagelse værdig - men den var autentisk, krævede samarbejde og tålmodighed fra alle involverede :-)