Hele Cirkus Holmboe har hevet teltpløkkerne op for en stund og er taget på træningslejr til sommerhuset, som ligger midt i klipperne og med Vesterhavet som nabo. Der er ingen tvivl om, at visse medlemmer betragter denne træningslejr som ferie, hvilket vanskeliggør intensiteten af træning af de planlagte cirkusnumre.
Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at af alle de planlagte numre som skal trænes på denne tur, så er min jonglering klart det mest seriøse projekt. Jongleringen afstedkommer en masse hujen og hyldestråb fra samtlige artister, og naturligvis et lille skævt smil fra billetsælgeren (hvilket jeg absolut tolker som hyldest...). Jeg har efter længere overvejelser valgt at betragte artisternes hyldest som ren, ægte og uden bagtanker. Jeg havde et kort øjeblik mistænkt deres anerkendelse og hyldest som et udtryk for, "at jo mere mor laver, jo mindre behøver vi at træne - klap og huj for pokker ... klap og huj"
Hvor mærkeligt og enfoldigt det end kan forekomme, så er jeg faktisk rigtig stolt over, at jeg nu kan jonglere med tre bolde. Jeg har øvet uforholdsmæssigt meget på det, og har fået optaget foruroligende mange videoklip inden dette lille klip, som I kan se her :-)
Men nu kan jeg endelig. Jeg kan jonglere med tre bolde. Lærdommen i det her, må for mig være, ikke at bilde mig selv eller andre ind, at der er noget jeg ikke kan, før jeg har prøvet på det. Og jeg mener, Ikke bare forsøgt en enkelt gang, men virkelig prøvet og øvet mig så meget, at jeg med god samvittighed kan sige "nååh... det gik ikke" eller "yeah, hvor svært kan dét lige være".
Jeg har i dag besluttet mig for at den ethjulede cykel, som står i kælderen hos mine forældre skal jeg cykle på til sommer :-) Måske lærer jeg det, måske gør jeg ikke... Men jeg vil ihvertfald øve, træne og købe masser af plaster, for PRØVES det skal det :-)
Jeg føler, at jeg har fundet min rette hylde (fedt udtryk egentlig....) med alle de skøre og sjove ting, som man kan øve sig på i et Cirkus. Så nu håber jeg bare, at jeg ikke falder ned fra hylden :-) Jeg bliver glad af at lykkes med noget, jeg sætter mig for, og har det fint med, at de ting som jeg kan, måske for andre vil være noget, som får plads på den bageste hylde, den med støv på!
Det er heller ikke ligemeget for mig, at yngsteartisten kan bøvse hele alfabetet, at mellemsteartisten har øvet sig så meget, at han kan løse en Rubiks terning på 48 sekunder eller at ældsteartisten overvandt sig selv og udførte nedenstående "stunt" i dag.
Alt dette er ikke ligemeget, for de er stolte og glade, og det gør forskellen for mig. Ingen skal bestemme, hvad den enkelte får "optur" af!
Hvad gir' dig "optur"?
Hvornår er du på "den rette hylde"?
Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at af alle de planlagte numre som skal trænes på denne tur, så er min jonglering klart det mest seriøse projekt. Jongleringen afstedkommer en masse hujen og hyldestråb fra samtlige artister, og naturligvis et lille skævt smil fra billetsælgeren (hvilket jeg absolut tolker som hyldest...). Jeg har efter længere overvejelser valgt at betragte artisternes hyldest som ren, ægte og uden bagtanker. Jeg havde et kort øjeblik mistænkt deres anerkendelse og hyldest som et udtryk for, "at jo mere mor laver, jo mindre behøver vi at træne - klap og huj for pokker ... klap og huj"
Hvor mærkeligt og enfoldigt det end kan forekomme, så er jeg faktisk rigtig stolt over, at jeg nu kan jonglere med tre bolde. Jeg har øvet uforholdsmæssigt meget på det, og har fået optaget foruroligende mange videoklip inden dette lille klip, som I kan se her :-)
Men nu kan jeg endelig. Jeg kan jonglere med tre bolde. Lærdommen i det her, må for mig være, ikke at bilde mig selv eller andre ind, at der er noget jeg ikke kan, før jeg har prøvet på det. Og jeg mener, Ikke bare forsøgt en enkelt gang, men virkelig prøvet og øvet mig så meget, at jeg med god samvittighed kan sige "nååh... det gik ikke" eller "yeah, hvor svært kan dét lige være".
Jeg har i dag besluttet mig for at den ethjulede cykel, som står i kælderen hos mine forældre skal jeg cykle på til sommer :-) Måske lærer jeg det, måske gør jeg ikke... Men jeg vil ihvertfald øve, træne og købe masser af plaster, for PRØVES det skal det :-)
Jeg føler, at jeg har fundet min rette hylde (fedt udtryk egentlig....) med alle de skøre og sjove ting, som man kan øve sig på i et Cirkus. Så nu håber jeg bare, at jeg ikke falder ned fra hylden :-) Jeg bliver glad af at lykkes med noget, jeg sætter mig for, og har det fint med, at de ting som jeg kan, måske for andre vil være noget, som får plads på den bageste hylde, den med støv på!
Det er heller ikke ligemeget for mig, at yngsteartisten kan bøvse hele alfabetet, at mellemsteartisten har øvet sig så meget, at han kan løse en Rubiks terning på 48 sekunder eller at ældsteartisten overvandt sig selv og udførte nedenstående "stunt" i dag.
Alt dette er ikke ligemeget, for de er stolte og glade, og det gør forskellen for mig. Ingen skal bestemme, hvad den enkelte får "optur" af!
Hvad gir' dig "optur"?
Hvornår er du på "den rette hylde"?
RSS Feed
