I dag, da jeg skulle på apoteket for at hente drugs, valgte jeg at tage min rollator med. 

Det gør jeg ellers meget sjældent, mest fordi "folk kigger sår'n", men også fordi det ikke er hver morgen jeg starter med at ro 5 km :-) Jeg gentager lige for en god ordens skyld: mens også fordi det ikke er hver morgen, at jeg starter med at ro 5 km !!! ;-)

Nåh men i dag var ingen undtagelse. Nogen kiggede på mig og min rollator vraltende på gågaden. Det var mest skønne udklædte småfulde 9. klasses elever, som var inde og ruske byen vågen, som kiggede (med lyd). De unge mennesker både råbte og hviskede søde og sjove/komiske ting til mig. Ting som dog ikke ikke på nogen måde gav mig lyst eller anledning til at råbe tilbage, men blot gav et stort behov for at sige "tusind tak da, og skål " og smile tilbage.

Jeg blev igen i dag mindet om, at ungdommen er værd at værne om, og at de unge uden tvivl nok skal blive til både noget godt og ordentligt. Jeg blev nemlig tilbudt hjælp til at få rollatoren op i bilen af både en tiger, en klovn og en særdeles udringet kvindelig soldat :-) Jeg takkede pænt nej, til både en lunken øl og ungdommens hjælpende hånd.

Således stod jeg der alene på den mest centrale parkeringsplads i Haderslev, foroverbøjet med balanceproblemer og en rollator i favnen, da jeg mærkede en hånd på skulderen. Jeg vendte mig besværet om og en flot dame på ca 55 år stod og smilede. Hun var nydelig med rød jakke, langt mørkebrunt hår med grå klædelige striber, mild i blikket  og jah.. virkelig smilende...

Flot dame: "Må jeg lige forstyrre dig et øjeblik".

Mig (også smilende): "Ja da", mens jeg tænkte "Hun ligner sgu da ikke en, der kan forstyrre nogen med det smil".

Flot dame oversmiler nu og stikker mig et visitkort!!!

Jeg tar' visitkortet og læser et par ord om Gud og Jesus, med et "Du kan reddes, hvis du vil" agtigt budskab. På et billede i venstre hjørne af visitkortet er der et par, som smiler og ser ud til at have deres på det tørre...

Jeg rækker helt paf visitkortet tilbage til Flot Dame, som kun modvilligt tager imod det, til trods for, at jeg til grin mange gange siger "nej tak".

Flot Dame kigger medlidende på mig og siger så ordene: 

"Men han kender dig! Han kender dig jo!""

Ahva! Jeg kigger nu spørgende på hende, og får så proppet visitkortet tilbage i hånden. Jeg kigger pligtskyldigt på visitkortet for at tjekke, om jeg også kender ham manden på billedet, som smilende har sit på det tørre... Men nej!  Ingen genkendelsesglæde dér.

Så slår det mig!! Og jeg udbryder:

"Nåååårh Du mener JESUS??!! Altså at JESUS kender mig?! "

Flot Dame nikker nu glad og lettet. Lige indtil jeg igen siger "Nej tak", jeg kender også ham, men klarer mig indtil videre uden din hjælp", mens jeg tvinger visitkortet ind i hendes hånd og lukker bagagerummet. Hun når lige at sige, at jeg kan finde dem i byens gågade hele weekenden, hvor de vil hjælpe folk i Guds navn. Og så kører jeg småklukkende på arbejde til eftermiddagsmøde!

At tænke sig! I dag har jeg både oplevet ungdommens tilbud om en hånd til hjælp med rollatoren, men sandelig også (måske) Guds hånd på skulderen.

I dag takkede jeg så pænt nej til hjælp fra begge parter. Både nej tak til de unge, som kl. 12.30 havde fået rigeligt med væske allerede, men også til Flot dame som havde sit på det tørre. 

Jeg er dog helt sikker på, at næste gang en ung knøs tilbyder at bære min pose eller løfte min rollator, så siger jeg ja tak til den hånd.

Dette bliver med garanti det mest udramatiske indlæg fra min hånd til dato! Jeg vil nemlig begynde med at afsløre: Jeg har ikke brystkræft! 

Men jeg vil samtidig afsløre, at jeg de sidste par dage har haft venstre hånd konstant famlende rundt på højre bryst, ledsaget af en masse ukonstruktive tanker om brystkræft og alt dets væsen. 

I søndags opdagede jeg nemlig en ret stor knude i mit højre bryst. Eller rettere sagt, jeg opdagede rent faktisk to knuder.. "Knuder i bryst" er ensbetydende med tanker, mange, lange og bange tanker. 

Gisp og fucklortdaogså!

Jeg drak lettere hektisk en tår af min lunkne kaffe, lukkede min bog og så mærkede jeg lige efter EN gang til for en sikkerheds skyld, inden jeg gik ind til billetsælgeren og lagde hans hånd på mit bryst med ordene "Mærk lige de her knuder og sig så at de føles som mælkeknuder".

Tiden fra mandag eftermiddag hos lægen og til kl 12.35 i dag har været lang. Rigtig modbydelig lang! Jeg har på usundeste vis fyldt tiden ud med at tænke alt for mange tanker. Jeg oplevede pludselig sclerosen fylde mindre end en sommerforkølelse (og der skal altså noget til...), fordi der nu var noget, som måske var værre... Jeg har brugt tiden på bla. at lytte til veninder, som har fået klemt brysterne flade til mammografi og hvor forbandet ondt det gør. Jeg har også googlet ALT om brystkræftsundersøgelser (don't try this at home), så jeg betragtede mig selv som klar til "flad pat" og "nål i pat" undersøgelser i dag.

Jeg havde naturligvis min mor med!

Undersøgelserne forløb som følger:

• Sød sygeplejerske maste begge bryster helt flade på alle leder og kanter (som i "hold nu op altså, bliver det her til bryster igen?". Det gjorde IKKE ondt!
  
• Sød overlæge (kvindelig) mærkede også på mine bryster og lavede så en ultralydscanning.
  
• Sød overlæge fik knuden i min mave til at gå væk med ordene "Det her Charlotte... det er vandcyster. Den ene er ret stor, faktisk tre cm stor. Du fejler slet ikke noget!" Knuden i mit bryst var ufarlig og den fik hun til at gå væk ved at tømme cysten med en kanyle, hun stak ind i mit bryst. Det gjorde heller ikke ondt!

Da min glade mor og glade jeg kom hjem, lagde jeg mig ud i mit Lovehouse. Jeg snorksov, da billetsælgeren kom hjem og listede ud med to glas champagne. 

Jeg er lige blevet rusket. Godt og grundigt. Jeg har tænkt tanker som ikke har fortjent nogen plads i min hjerne. Jeg har oplevet, at fokus er vigtigt, og at fanden ikke har fortjent en plads på væggen herhjemme. 



Jeg er klar igen. Jeg er ok. Mere end ok!

Yngsteartisten går i 5. klasse, så det er ikke små drenge med snotnæser, vi havde besøg af. Ingen skattejagter eller legetøj der skal gemmes væk i dagens anledning. De klarer sig selv. Faktisk så styrede de her gutter fødselsdagen helt alene, og det er sådan set nok det, jeg elsker allermest ved at have store børn. De kan selv! Og de gør det godt!

For 3. weekend i træk fejrede vi igår yngsteartstens fødselsdag!

Gårsdagens fejring var sammen med drengene fra klassen. Ti drenge i alderen 11-12 år var inviteret til hygge, leg og spisning af grillpølser og kage.

Jeg elsker børn! Jeg elsker deres umiddelbarhed! Jeg elsker deres måde at være sammen på, når det hele spiller og de udviser respekt og rettidig omhu for hinanden.

Billetsælgerens og min eneste opgave var igår at sørge for, at der var mad og drikke. Billetsælgeren tog tjansen ved grillen og mig? tjah jeg humpede lidt rundt og gik strengt taget nok bare mest i vejen.

Min "gåen i vejen" blev åbenbart meget nøgternt iagttaget af:

Dreng, som sidder ude i haven og spiser grillpølser sammen med de andre fra klassen.

Dreng kigger på mig, mens jeg med mine stive ben smider et par pølsebrød på bordet.

Dreng udbryder (da jeg er på vej væk): "Ej hvor vildt egentlig...  Se lige Hjaltes mor... Hun går sgu da ligesom en robot".

Og her går jeg og bilder mig ind, at jeg ligner en fuld svensker, når jeg går, og så er jeg bare en robot. Jeg vil meget hellere være en robot. (Og allerhelst c3po fra Stars Wars :-)) 

Jeg har kendt de her drenge fra de begyndte i 1. klasse. Ingen har nogensinde stillet spørgsmålstegn ved Hjaltes mors krykker eller gaggede gangart. Heller iike igår. En konstatering... Det var, hvad det blev til!

Børn er det bedste jeg ved - og et billigt grin! Og nu smutter jeg, for jeg skal til opladning :-)

I dag var jeg til MR scanning.

Det er ingen hemmelighed, at dette ikke er en af mine spidskompetencer! Uagtet at jeg har ligget i det rør utallige gange, så bliver jeg åbenbart ikke bedre til det.

Jeg har ellers gennem årene tillært mig forskellige strategier for at kunne gennemføre en MR scanning uden det store drama. 

I dag benyttede jeg mig af en ny strategi. Den skulle så vise sig ikke at være særlig hensigtsmæssig. Jeg (Charlotte 8 år) plejer at invitere min mor med, når jeg skal scannes, men i dag tog jeg turen til Aabenraa alene. Dumt gjort!

Jeg blev kaldt ind af en blød mand med bløde krøller, som omkransede hans bløde smil. Han lagde blødt ud med at fortælle, hvad der skulle ske, og at jeg skulle scannes både uden og med kontrastvæske i årerne.

Så vidt så godt. Jeg var stadig lidt sjov og frisk, da jeg lagde mig på "briksen". Han var ligeså sjov og frisk og spurgte, om jeg havde husket at tage BH af. I det samme kom en "ikkeblød" herre med kort gråt hår ind, kiggede på mig (der lå med hovedet inde i røret). Han spurgte med let tysk accent blød mand "Hvad tror du han vil høre, mens vi scanner?"

Der lå jeg på ryggen uden BH og  pippede "hun", mens jeg lidt spagfærdigt meldte ud, at jeg var ligeglad, bare ikke Jazz... Og så blev jeg, med hovedet spændt (meget) fast, kørt ind i røret med beskeden om at ligge helt stille og lukke øjnene under hele seancen. Den lille røde Ballon man får i hånden og kan trykke på for at tilkalde hjælp, lå trygt i min højre hånd, hvor jeg også havde fået et drop stukket i. Jeg var klar.

"Vi begynder nu, Charlotte!"

Det gjorde musikken så også... "Every breath you take, every move you make...." buldrede ud af hovedtelefonerne på lydstyrke max mens jeg blev kørt helt ind i det forbandede rør.

Hoooold nu op!! Mit hoved eksploderede, mine ben rystede, og jeg glemte faktisk også at trække vejret "heeeelt ned i maven" som blød mand havde bedt mig om. For første gang nogensinde klemte jeg højre hånd hårdt om ballonen samtidig med at jeg bankede på røret med venstre hånd og råbte "Hallooo, Jeg skal lige ud igen". Jeg nåede lige at tænke, om det virkelig var nødvendigt for blød mand at sætte så meget trumf på, inden jeg kom ud af røret til synet af blød mand, der pludselig virkede lidt mere kantet og "du er jo ikke den eneste der skal scannes i dag frøken" agtig.

Jeg græd lidt, undskyldte lidt og blev så kørt ind i røret igen med beskeden om at tænke på noget rart... "for eksempel, hvad du skal have at spise i aften ik?!" Den snigende kvalme betød dog, at mad ikke var min mest oplagte rare tanke. Jeg brugte istedet tiden på at tælle. Så nu ved jeg med sikkerhed, hvor mange vinduer vi har i vores hus, i det hus vi boede i i Silkeborg, hvor mange vinduer mine svigerforældre har, mine forældre har. Jeg talte og talte, mens jeg trak vejret og prøvede at styre spasmerne i mit ben. Og 40 minutter senere blev jeg kørt ud af røret for at få kontrastvæske fyldt på...

"Nej tak" nøjedes jeg med at svare. 

Nej tak til kontrastvæske! Jeg kunne ikke mere. Blød mand blev helt firkantet! Han prøvede selvfølgelig at overtale mig, lige indtil jeg spurgte ham hvad der er værre end at kaste op, og selv gav svaret "at kaste op i en MR scanner" . Så slap han mit fastspændte hoved fri og hjalp mig ud til min dropfodsstimulator uden ét ord. Han tog mit drop ud, mens jeg smågrædende undskyldte igen. Han klappede mig på kinden... Han klappede mig virkelig på kinden, bad mig om at holde armen bøjet, og så sagde han farvel med et "bliv lige siddende et par minutter og kom til dig selv ik?!".

Døren til omklædningrummet blev lukket. Jeg strakte straks armen, tog sko og dropforsstimulator på i en fart ... og kiggede så på gulvet, der nu var "rødplettet". Jeg tørrede nødtørftigt bloddråberne fra armen op med min sorte jakke og så skred jeg med blod på arm og på jakke.

Jeg kunne ikke i dag. Lige nu er der kontrast nok i mit liv. Jeg prøver igen. Jeg ringer til Clooney på mandag og spørger om han kan nøjes, eller om han vil ha' kontrast. For så får han kontrast. 

Denne "Søde og kærlige misundelse", som jeg oplever kan på ingen måde sammenlignes med den der grimme, forkerte og skamfuld følelse af "Det har hun fandeme ikke fortjent, men jeg siger det ikke højt!" Jeg oplever  det helt anderledes, for alle mine misundelige venner bliver glædeligt hængende og vil både dele min begejstring og samtidig ha' mere af det misundelsesværdige - sammen med mig!

Jeg har nemlig fået (læs: købt!!)  et  "Lovehouse". Jeg har drømt om det i 8 år, og nu er det her. I min have.

Jeg kunne sagtens vælge at skrive en masse om, at mit "Lovehouse" er 12 kvm, isolereret, så det kan bruges hele året, og at jeg kan nyde både fuglesang og årets gang i haven på nærmeste hold siddende i den hjørnesofa, som vi har fået installeret derude. Men det vil jeg selvfølgelig ikke belemre jer med!! Der er ingen grund til unødigt at gøre jer misundelige på den bitre måde ;-)

Hvad jeg derimod vil forsøge med dette indlæg er at fortælle, hvad det mit nye hus har gjort ved min ruskede sjæl og desillusionerede krop. For at forstå betydningen af mit "Lovehouse" er nedenstående status på mit venstre ben og hjerne vist på sin plads:

Det der uregerlige dovne venstreben ik'? 
Jeg har været så vred på det. Jeg har været så frustreret og næsten afmægtig, at jeg alt for hastigt nærmede mig "modløs og bange" segmentet. Jeg har haft lyst til at tage kvælertag på det latterlige ben, lægge mig ovenpå det og arrigt tvære knæet ned i gruset, mens jeg hvisler "nu styrer du dig fandeme, du gør! Så kan du lære det!!!! Og så hinke videre som sejrsherre, mens venstre benet ligger der og skammer sig og tænke over, hvad det har gjort! 

Og den der hjerne! Den er ikke meget bedre... 
Den har været så træt og svær at komme i nærheden af. Faktisk har den været så rædselsfuld egoistisk, at jeg for nylig glemte at komme på arbejde. Glemte at komme på arbejde!!! Det er fandeme mere flovt og kikset end at falde på arbejde! 
Jeg blev (langt efter mødetid) ringet op af min kollega, som sagde "vi savner dig da i dag Charlotte. Er du ok?" Jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at  slå mig selv i hovedet, lægge mig fladt ud og mumle "Undskyld, undskyld undskyld! Det er bare det der hoved... Jeg skal nok tale med det, ok?!" Og det var ok. Bare ikke for mig!

Ihvertfald med de venner jeg har! De kommer lige for tiden strømmende hjem til mig for at hælde lidt af deres misundelse ud over mig. 

Det føles rigtig rart og helt ok. Jeg nyder det i fulde drag og hælder glad  kølig vin i vinglassene, mens mine venner hælder store mængder misundelses-sirup ud over mig. En sød misundelse, de besøgende har pakket flot ind i både begejstring og sætninger som "Det her, Charlotte, det under jeg dig af hele mit hjerte, (men jeg vil også ha'...)".