For at nyde solens stråler, lege i den forbandede sne igen igen og ikke mindst forbedre nogle af vores kælkenumre, tog to artister og jeg i formiddags ind for at træne på Benknuser Dræberbakken!
Pulsen steg til faretruende højder i takt med, at kælkene susede ned af Dræberbakken med hver sin hylende passager. Meget få skader blev det til i dag! Den eneste nævneværdige ulykke skete, da yngsteartisten blev ramt hårdt i hovedet af sin egen kælk, så brillerne fløj og tårerne løb (nærmest i retning af brillerne..)
Hvad er det mest oplagte at gøre, når træningen er slut? Joh.. det ville nok være at strække ud, evaluere og få varmen... Cirkus Holmboe strakte ikke ud, fik ikke evalueret, men stilede direkte mod bibliotekscafeen for at få varmen..
Vi trådte ind i et slaraffenland af husflids-trunter og ældre mænd, som udstillede husflidssager og ikke mindst "ældre mænds sysler". Med en gennemsnitsalder blandt de deltagende på ca. 60+, følte jeg mig transformeret tilbage hos min dagplejemor Grethe og hendes mand Johannes i Svendborg. HUN kunne det med at strikke og brodere. Men for mig var det Johannes, som havde det fede liv... Han havde brevduer, og så havde han modeltog, som han byggede modeltogsbaner til. Timer blev der brugt på duer og tog, mange timer... i ro uden stress, men med fordybelse og intensitet.
I dag mødte artisterne og jeg en ældre mand med samme interesse, ro og intensitet som "min" Johannes. Denne mand havde brugt ét døgn, et helt døgn fandeme! på at sætte togskinne efter togskinne sammen til en bane. En bane hvor hele rækken af tog skulle køre. Jeg skal love for, at manden lyste op, da han så mine to artister komme. Lynhurtigt blev der tændt for lokomotivet, som nu knoklede og stønnede for at trække alle togvognene.
En anden ældre herre sluttede sig til fremvisningen af det "svedende" og knoklende lokomotiv. Hans begejstring var stor, faktisk så stor, at han pludselig udbrød "jeg kan! jeg kan! jeg kan!", idet lokomotivet med vogne knoklede forbi ham.
Pulsen steg til faretruende højder i takt med, at kælkene susede ned af Dræberbakken med hver sin hylende passager. Meget få skader blev det til i dag! Den eneste nævneværdige ulykke skete, da yngsteartisten blev ramt hårdt i hovedet af sin egen kælk, så brillerne fløj og tårerne løb (nærmest i retning af brillerne..)
Hvad er det mest oplagte at gøre, når træningen er slut? Joh.. det ville nok være at strække ud, evaluere og få varmen... Cirkus Holmboe strakte ikke ud, fik ikke evalueret, men stilede direkte mod bibliotekscafeen for at få varmen..
Vi trådte ind i et slaraffenland af husflids-trunter og ældre mænd, som udstillede husflidssager og ikke mindst "ældre mænds sysler". Med en gennemsnitsalder blandt de deltagende på ca. 60+, følte jeg mig transformeret tilbage hos min dagplejemor Grethe og hendes mand Johannes i Svendborg. HUN kunne det med at strikke og brodere. Men for mig var det Johannes, som havde det fede liv... Han havde brevduer, og så havde han modeltog, som han byggede modeltogsbaner til. Timer blev der brugt på duer og tog, mange timer... i ro uden stress, men med fordybelse og intensitet.
I dag mødte artisterne og jeg en ældre mand med samme interesse, ro og intensitet som "min" Johannes. Denne mand havde brugt ét døgn, et helt døgn fandeme! på at sætte togskinne efter togskinne sammen til en bane. En bane hvor hele rækken af tog skulle køre. Jeg skal love for, at manden lyste op, da han så mine to artister komme. Lynhurtigt blev der tændt for lokomotivet, som nu knoklede og stønnede for at trække alle togvognene.
En anden ældre herre sluttede sig til fremvisningen af det "svedende" og knoklende lokomotiv. Hans begejstring var stor, faktisk så stor, at han pludselig udbrød "jeg kan! jeg kan! jeg kan!", idet lokomotivet med vogne knoklede forbi ham.
Sikke en gestus! At heppe på et tog, men nok allermest på manden med toget. At anerkende denne mands indsats og interesse for dette stykke arbejde. At tilkendegive, at "det her er altså mere end bare for sjov", men faktisk hårdt arbejde og sliddet værd - DET er god stil!!
"Jeg kan! Jeg kan! Jeg kan!" er få ord, men med stor magt. De færreste tænker over, hvor mange kræfter og hjerteblod, der bliver lagt i de små ting og mange bevægelser, vi hver især laver. En gammel mand mindede mig om det i dag, og jeg lægger mig til at sove i aften med billedet af denne mands ord og armbevægelser om, at "jeg KAN". Måske kan jeg ikke i morgen, garanteret ikke uden træning samt hjerteblod og helt sikkert ikke uden hjælp og opbakning.
Godnat :-)
"Jeg kan! Jeg kan! Jeg kan!" er få ord, men med stor magt. De færreste tænker over, hvor mange kræfter og hjerteblod, der bliver lagt i de små ting og mange bevægelser, vi hver især laver. En gammel mand mindede mig om det i dag, og jeg lægger mig til at sove i aften med billedet af denne mands ord og armbevægelser om, at "jeg KAN". Måske kan jeg ikke i morgen, garanteret ikke uden træning samt hjerteblod og helt sikkert ikke uden hjælp og opbakning.
Godnat :-)
RSS Feed
