Jeg har nemlig fået (læs: købt!!) et "Lovehouse". Jeg har drømt om det i 8 år, og nu er det her. I min have.
Jeg kunne sagtens vælge at skrive en masse om, at mit "Lovehouse" er 12 kvm, isolereret, så det kan bruges hele året, og at jeg kan nyde både fuglesang og årets gang i haven på nærmeste hold siddende i den hjørnesofa, som vi har fået installeret derude. Men det vil jeg selvfølgelig ikke belemre jer med!! Der er ingen grund til unødigt at gøre jer misundelige på den bitre måde ;-)
Hvad jeg derimod vil forsøge med dette indlæg er at fortælle, hvad det mit nye hus har gjort ved min ruskede sjæl og desillusionerede krop. For at forstå betydningen af mit "Lovehouse" er nedenstående status på mit venstre ben og hjerne vist på sin plads:
Det der uregerlige dovne venstreben ik'?
Jeg har været så vred på det. Jeg har været så frustreret og næsten afmægtig, at jeg alt for hastigt nærmede mig "modløs og bange" segmentet. Jeg har haft lyst til at tage kvælertag på det latterlige ben, lægge mig ovenpå det og arrigt tvære knæet ned i gruset, mens jeg hvisler "nu styrer du dig fandeme, du gør! Så kan du lære det!!!! Og så hinke videre som sejrsherre, mens venstre benet ligger der og skammer sig og tænke over, hvad det har gjort!
Og den der hjerne! Den er ikke meget bedre...
Den har været så træt og svær at komme i nærheden af. Faktisk har den været så rædselsfuld egoistisk, at jeg for nylig glemte at komme på arbejde. Glemte at komme på arbejde!!! Det er fandeme mere flovt og kikset end at falde på arbejde!
Jeg blev (langt efter mødetid) ringet op af min kollega, som sagde "vi savner dig da i dag Charlotte. Er du ok?" Jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at slå mig selv i hovedet, lægge mig fladt ud og mumle "Undskyld, undskyld undskyld! Det er bare det der hoved... Jeg skal nok tale med det, ok?!" Og det var ok. Bare ikke for mig!
Det føles rigtig rart og helt ok. Jeg nyder det i fulde drag og hælder glad kølig vin i vinglassene, mens mine venner hælder store mængder misundelses-sirup ud over mig. En sød misundelse, de besøgende har pakket flot ind i både begejstring og sætninger som "Det her, Charlotte, det under jeg dig af hele mit hjerte, (men jeg vil også ha'...)".
- Jeg har læst (næsten) to bøger på to uger
- Jeg lægger mig til at sove middagssøvn, mens fuglene synger for mig i søvn.
- Jeg kan på nærmeste hold nyde alt i haven pible frem og blive grønnere og grønnere, mens jeg ligger helt stille og både er venner med mit venstre ben og min hjerne.
- Der er stille - helt stille!
Det er så fantastisk, og jeg er så taknemmelig, både for mit hus, men i særdeleshed også for, at så mange gider at komme og hælde lidt sød klistrende misundelses-sirup ud over mig og vores elskede Lovehouse.
Jeg er ikke i tvivl om, at det her er den bedste investering for os i Cirkus Holmboe - også i mange år frem i tiden. Jeg modtager gerne besøg :-) Men meld lige din ankomst inden ik', så der er kaffe på kanden, og jeg er vågnet fra min middagslur!