Hun spurgte mig bla., "hvor lidt er nok?" og fik mig til at forstå, at "lidt mindre kan også gøre det", bare der er kvalitet i træningen! Det er længe siden, at det var september, og desværre er virkeligheden lige nu, at "lidt mindre" i forhold til træning de sidste par måneder har været så godt som ingenting (dybt suk).
Kort sagt, så har jeg haft svært ved at finde den gode idé med træning. Min skarpe og dygtige fysioterapuet har naturligvis bemærket dette. Derfor foreslog hun lige efter nytår, at vi skulle starte ud med at træne den mest forsømte muskel i min krop:
Selvdisciplinen!
Min fysioterapeut syntes nemlig det var slående, at det er den muskel hos mig, der trænger allermest til at blive strammet op. Min udfordring er vist, at jeg ligeså stille og ubemærket har konverteret min dårlige samvittighed til ugidelighed. Ugidelighed har som bekendt aldrig været fordrende for selvdisciplinen, men påvirker den i negativ retning. Og ugidelighed kan li' sofa, chips og cola!
Nåh... men jeg kunne i sidste uge fornemme, at min fys havde en plan med mig, og ganske rigtigt, da jeg mødte op til træning i morges, kom hun med 10 kuverter med hver deres ugenummer bundet ind i en rød elastiksløjfe. I hver kuvert er der så en "ugeopgave" til mig, som jeg skal fokusere på. Jeg har fået at vide, at alle opgaver er noget, som jeg kan lave derhjemme - fantastisk!
Jeg er så taknemmelig for at min fysioterapeut ser mig og min slappe selvdisciplin. Og allermest at hun reagerer på det og hjælper mig tilbage på sporet igen.
Jeg er spændt til på mandag, for jeg kan mærke på den næste kuvert, at der er mere end et enkelt stykke papir. Det føles nærmest sm en "blød pakke".
Jeg har fortalt Gud og hvermand om det her træningstiltag min fysioterapeut har lavet for mig. Også i en Sclerosegruppe på Facebook. Derinde var der en del, som kunne tænke sig at få de næste ugers øvelser. Derfor vil jeg de næste ni mandage lægge hendes træningsplaner ud her på bloggen. Vi ender sgu med at få en veltrænet selvdisciplinsmuskel!
I kan finde mig på stuegulvet - hvis i skulle være i tvivl :-)