Igår da jeg vågnede og kiggede ud af vinduet var min første tanke "Argh lidt mindre havde ikke gjort noget!". Der lå alt for meget sne i min have af den der jomfruelige hvide slags, som er så fantastisk til at lave snemænd og snebolde af.
Altså hvis man er 12 år!
Jeg er så i rollatoralderen, og betragter derfor sne som naturens bizarre forsøg på at fælde mig og mine stive ben. Da jeg ikke længere er en person med en udtalt spændings- og risikosøgende adfærd, nyder jeg istedet at sidde indenfor og se sneen dale, mens havens fugle forsyner sig med æbler og andre godter, som Hjalte og jeg har lavet til dem.
Altså hvis man er 12 år!
Jeg er så i rollatoralderen, og betragter derfor sne som naturens bizarre forsøg på at fælde mig og mine stive ben. Da jeg ikke længere er en person med en udtalt spændings- og risikosøgende adfærd, nyder jeg istedet at sidde indenfor og se sneen dale, mens havens fugle forsyner sig med æbler og andre godter, som Hjalte og jeg har lavet til dem.
Igår sad jeg således længe i min gyngestol vendt ud mod haven og kiggede på solsortene. De havde travlt, de skændtes lidt og sloges en del om maden, som der ellers var rigeligt af.
Pludselig landede der otte store voldsomme krageagtige fugle.
De var tydeligvis også sultne. Jeg tog mig selv i at blive skidesur over, at de store lømler ødelagde idyllen for mig og "mine" små solsortepus, så jeg tog støvler på og stavrede bestemt ud i haven med en skrap mine og truende ord.
På et splitsekund havde jeg pludselig transformeret mig om til en sær fugledame med hang til at bestemme over, hvilke fugle som skulle have eneretten til maden på min grund.
Come on Charlotte!
Fugle er sgu da ligeglade med, at maden tilfældigvis findes på min matrikel i Starup. De har ikke sat sig ind i matrikelnumre og skelpæle. De er jo bare sultne og forsøger alle at overleve ved at spise lidt af den rigelige mængde mad, jeg har lagt ud. For jeg har faktisk mere end nok til dem alle, og lige om lidt er sneen væk, og så kan de igen sørge for sig selv.
Pludselig landede der otte store voldsomme krageagtige fugle.
De var tydeligvis også sultne. Jeg tog mig selv i at blive skidesur over, at de store lømler ødelagde idyllen for mig og "mine" små solsortepus, så jeg tog støvler på og stavrede bestemt ud i haven med en skrap mine og truende ord.
På et splitsekund havde jeg pludselig transformeret mig om til en sær fugledame med hang til at bestemme over, hvilke fugle som skulle have eneretten til maden på min grund.
Come on Charlotte!
Fugle er sgu da ligeglade med, at maden tilfældigvis findes på min matrikel i Starup. De har ikke sat sig ind i matrikelnumre og skelpæle. De er jo bare sultne og forsøger alle at overleve ved at spise lidt af den rigelige mængde mad, jeg har lagt ud. For jeg har faktisk mere end nok til dem alle, og lige om lidt er sneen væk, og så kan de igen sørge for sig selv.
Når det er sagt, så er der altså ikke nogle af de store fugle som endnu har sat sig helt tæt op af mit vindue og gloet ind, som om jeg er en turistattraktion. Det gør en del af solsortene derimod, og der er endda også et par af dem, som er blevet så tryg ved, at jeg jævnligt lægger mad ud til dem, at de ikke flytter sig, når jeg vralter ud med mere, men blot sidder helt stille eller hopper lidt rundt om særfugledamen.dk
Hjalte og jeg har her til aften lavet havregryn blandet med smeltet smør og hørfrø til alle fuglene i haven. Det får de i morgen allesammen. Store som små!
Gad vide hvordan man siger undskyld på fuglesprog, for jeg skylder de krageagtige fugle en stor en af slagsen. Jeg håber de tør komme igen, så jeg kan aflevere den.
Hjalte og jeg har her til aften lavet havregryn blandet med smeltet smør og hørfrø til alle fuglene i haven. Det får de i morgen allesammen. Store som små!
Gad vide hvordan man siger undskyld på fuglesprog, for jeg skylder de krageagtige fugle en stor en af slagsen. Jeg håber de tør komme igen, så jeg kan aflevere den.
RSS Feed