Hørt ved morgenbordet søndag morgen:
Peter: "Kommer du ikke mutti? Vi spiser nu"
Mig, (mens jeg lukker lågen i brændeovnen): "Jo jo, men der er jo også nogen der skal lukke for svømmehallen ik!"
Hjalte og Jeppe (i munden på hinanden): "Svømmehal??" (mens de garanteret tænker "Åh en af de dage med mors mundlort og kodesprog".
Peter: "Nåh, jeg tror bare mutti er ved at sende alle dem med blåt bånd ud af gløderne"
Og så spiste vi rundstykker og hyggede uden fare for både drukneulykker og forbrændinger!
Set ved køkkenbordet tirsdag eftermiddag:
Jeg skal bage en kage til Jeppes klasse. Jeg har fundet alle ingredienser frem, men mangler et enkelt æg. Jeg tænker pyt og nøjes. Alt er målt op og kun æggene mangler at blive slået ud og pisket. Skålen til æg står klar og jeg tager første æg, slår det ud, æg nr. to får samme tur og for den sags skyld også nr. 3 og 4.
Jeg tager en gaffel til at piske æggene med og opdager så, at jeg simpelthen har formået at slå fire æg ud og hælde dem direkte ned i vasken istedet for i skålen. ALLE ÆGGENE! Jeppes klasse blev glade for de flødeboller jeg købte til dem istedet!
Oplevet i en indkørsel hos naboen torsdag aften:
Peter: "Ej, vi har ikke flere æg. Jeg drøner lige op til Kiwi og køber nogle"
Mig: "Vent, jeg går da bare lige over til Tina og spørger, om hun har nogle"
Der er ikke langt over til vores nabo, men min dropfodsstimulator har ikke mere strøm og min stok er låst inde i bilen. Derfor foretager jeg naturligvis det obligatoriske styrt med begge knæ i fliserne og det ligeså obligatoriske hoveddrej for at se, om jeg er opdaget...
Jeg kom helskindet hjem med fire æg og valgte at glæde mig over, at styrtet skete på vej over til naboen uden æg i hånden.
Sår'n er der så meget. Mindre kunne ha' gjort det. Jeg ved at mange af os med sclerose oplever det her - og det der er værre.
Det der frustrerer mig er, at ovenstående situationsbilleder sker uagtet, om jeg er stresset, velforberedt eller frisk. Jeg kan simpelthen ikke længere gennemskue, hvad jeg kan gøre for at få ordene igen, når jeg savner dem. Jeg forbavses også over, at jeg undervejs i processen med æggene ikke undres over eller opdager, at FIRE æg ender i afløbet...
Er der mon tips og tricks fra andre, som oplever det samme som mig?
Bonus:
I denne uge har jeg også kørt med det lange lys tændt hele vejen gennem byen i tæt morgentrafik og blev skide irriteret over, at alle blinkede med lygterne. Jeg havde også glemt at tage BH på i mandags, da jeg skulle på arbejde (ingen skade sket). Og så har jeg faktisk også lovet at købe toiletpapir, men ligget og set Netflix istedet. Jeg HAVDE seriøst glemt, at jeg havde lovet det, indtil jeg skulle på toilettet...
Peter: "Kommer du ikke mutti? Vi spiser nu"
Mig, (mens jeg lukker lågen i brændeovnen): "Jo jo, men der er jo også nogen der skal lukke for svømmehallen ik!"
Hjalte og Jeppe (i munden på hinanden): "Svømmehal??" (mens de garanteret tænker "Åh en af de dage med mors mundlort og kodesprog".
Peter: "Nåh, jeg tror bare mutti er ved at sende alle dem med blåt bånd ud af gløderne"
Og så spiste vi rundstykker og hyggede uden fare for både drukneulykker og forbrændinger!
Set ved køkkenbordet tirsdag eftermiddag:
Jeg skal bage en kage til Jeppes klasse. Jeg har fundet alle ingredienser frem, men mangler et enkelt æg. Jeg tænker pyt og nøjes. Alt er målt op og kun æggene mangler at blive slået ud og pisket. Skålen til æg står klar og jeg tager første æg, slår det ud, æg nr. to får samme tur og for den sags skyld også nr. 3 og 4.
Jeg tager en gaffel til at piske æggene med og opdager så, at jeg simpelthen har formået at slå fire æg ud og hælde dem direkte ned i vasken istedet for i skålen. ALLE ÆGGENE! Jeppes klasse blev glade for de flødeboller jeg købte til dem istedet!
Oplevet i en indkørsel hos naboen torsdag aften:
Peter: "Ej, vi har ikke flere æg. Jeg drøner lige op til Kiwi og køber nogle"
Mig: "Vent, jeg går da bare lige over til Tina og spørger, om hun har nogle"
Der er ikke langt over til vores nabo, men min dropfodsstimulator har ikke mere strøm og min stok er låst inde i bilen. Derfor foretager jeg naturligvis det obligatoriske styrt med begge knæ i fliserne og det ligeså obligatoriske hoveddrej for at se, om jeg er opdaget...
Jeg kom helskindet hjem med fire æg og valgte at glæde mig over, at styrtet skete på vej over til naboen uden æg i hånden.
Sår'n er der så meget. Mindre kunne ha' gjort det. Jeg ved at mange af os med sclerose oplever det her - og det der er værre.
Det der frustrerer mig er, at ovenstående situationsbilleder sker uagtet, om jeg er stresset, velforberedt eller frisk. Jeg kan simpelthen ikke længere gennemskue, hvad jeg kan gøre for at få ordene igen, når jeg savner dem. Jeg forbavses også over, at jeg undervejs i processen med æggene ikke undres over eller opdager, at FIRE æg ender i afløbet...
Er der mon tips og tricks fra andre, som oplever det samme som mig?
Bonus:
I denne uge har jeg også kørt med det lange lys tændt hele vejen gennem byen i tæt morgentrafik og blev skide irriteret over, at alle blinkede med lygterne. Jeg havde også glemt at tage BH på i mandags, da jeg skulle på arbejde (ingen skade sket). Og så har jeg faktisk også lovet at købe toiletpapir, men ligget og set Netflix istedet. Jeg HAVDE seriøst glemt, at jeg havde lovet det, indtil jeg skulle på toilettet...
RSS Feed
