Den her december har indtil videre budt på lidt af hvert. Mest af alt har den været præget af, at jeg ikke helt kan følge med. Jeg laver håbløst lange lister med ting, jeg skal huske at gøre, jeg skælder konstant min uregerlige venstre hånd ud, og jeg bebrejder mine ben for at opføre sig som en vinterdepression.
Min hjerne brænder sammen dagligt. Ofte uden jeg selv når at opdage det. Jeg glemmer ting, og jeg tror, jeg svarer, når folk taler til mig. Det eneste positive, man kan sige om det, er at ingen kan bebrejde mig for at afbryde! Kombinationen af at glemme og ikke svare er ved at blive lidt mere end en udfordring for min stakkels familie, der dog indtil videre nøjes med at smile overbærende og sende indforståede blikke til hinanden.
Og så sover jeg rigtig meget! Jeg sover, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg sover inden aftensmaden og så smugsover jeg til julekalenderen i TV, inden jeg går i seng og sover hele natten.
November var en røv! December får ikke lov til at være det. Det kan godt være, at både min krop og min hjerne opfører sig novemberagtigt, men mit humør...
Mit humør er ok! Jeg har til trods for træthed nemlig været mere social, end jeg plejer at være på et helt år. Jeg kan godt li' at være social, for det var jeg nemlig engang rigtig god til! Nu er jeg kvartalssocial og dyrker det mest til højtiderne.
Igår var jeg til firmajulefrokost. Optaktentil festen foregik, som den plejer. Jeg havde fandeme ikke lyst til at komme afsted. Jeg havde fucking ikke noget smart tøj og jeg gad fandengalemig ikke bare sidde med min stok og glo på at de allesammen dansede moderne, mens jeg skulle holde deres dametasker!!
Peter sagde som altid de rigtige ting, og mest af alt ikke særlig meget. Han smilede, som han plejer i sådanne situationer og gav mig ret i (som han plejer), at den stramme kjole ikke var for stram, at jeg ikke havde for meget sminke på og at jeg jo bare kunne komme hjem efter hovedretten! BUM!
Jeg tog hjem kl. 23, og listede ind til Peter, som sov, da jeg kom hjem. På badeværelset lå min tandbørste med tandpasta på. Jeg elsker Peter. Jeg elsker ham for, at tænke på, at min hånd ikke kan lide at putte tandpasta på. Jeg elsker ham for, at han vågner og nærmest i søvne lytter til mig og min skønne aften. Jeg elsker ham for, at han søvndrukken hvisker "Jeg vidste, det ville blive sjovt mutti!", inden han kysser mig og falder i søvn igen.
Min hjerne brænder sammen dagligt. Ofte uden jeg selv når at opdage det. Jeg glemmer ting, og jeg tror, jeg svarer, når folk taler til mig. Det eneste positive, man kan sige om det, er at ingen kan bebrejde mig for at afbryde! Kombinationen af at glemme og ikke svare er ved at blive lidt mere end en udfordring for min stakkels familie, der dog indtil videre nøjes med at smile overbærende og sende indforståede blikke til hinanden.
Og så sover jeg rigtig meget! Jeg sover, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg sover inden aftensmaden og så smugsover jeg til julekalenderen i TV, inden jeg går i seng og sover hele natten.
November var en røv! December får ikke lov til at være det. Det kan godt være, at både min krop og min hjerne opfører sig novemberagtigt, men mit humør...
Mit humør er ok! Jeg har til trods for træthed nemlig været mere social, end jeg plejer at være på et helt år. Jeg kan godt li' at være social, for det var jeg nemlig engang rigtig god til! Nu er jeg kvartalssocial og dyrker det mest til højtiderne.
Igår var jeg til firmajulefrokost. Optaktentil festen foregik, som den plejer. Jeg havde fandeme ikke lyst til at komme afsted. Jeg havde fucking ikke noget smart tøj og jeg gad fandengalemig ikke bare sidde med min stok og glo på at de allesammen dansede moderne, mens jeg skulle holde deres dametasker!!
Peter sagde som altid de rigtige ting, og mest af alt ikke særlig meget. Han smilede, som han plejer i sådanne situationer og gav mig ret i (som han plejer), at den stramme kjole ikke var for stram, at jeg ikke havde for meget sminke på og at jeg jo bare kunne komme hjem efter hovedretten! BUM!
Jeg tog hjem kl. 23, og listede ind til Peter, som sov, da jeg kom hjem. På badeværelset lå min tandbørste med tandpasta på. Jeg elsker Peter. Jeg elsker ham for, at tænke på, at min hånd ikke kan lide at putte tandpasta på. Jeg elsker ham for, at han vågner og nærmest i søvne lytter til mig og min skønne aften. Jeg elsker ham for, at han søvndrukken hvisker "Jeg vidste, det ville blive sjovt mutti!", inden han kysser mig og falder i søvn igen.
Det VAR nemlig sjovt! Det kan da godt være, at jeg var den første, der forlod festen. At jeg var den som hang i baren, mens de andre dansede. Men så længe det er i baren og ikke i bremserne eller med røven i vandskorpen, så er det ok med mig! Min kollega skrev faktisk dette i morges til mig og to af vores kolleger:
Kære alle tre, vil bare lige sige tak for i går. Charlotte, som altid sjov, skæv og berigende. Lone, som altid underfundig, ironisk og godt selskab. Og Marie, det Tanzelystne og tænksomme totalgode selskab. Skarpe kvinder alle tre. En fornøjelse. Gør én helt ydmyg.
Jeg har slet ikke haft tid til at være træt i dag. Posten kom nemlig med en pakke til mig. Den var stor og firkantet! Og fra min gymnasieveninde, som jeg ikke har set i 20 år! Jeg stod i nattøj og med sovemidterskilning og flåede papiret af, mens mit hjerte hoppede og tankerne hvirvlede. Hvad sendte hun? Hvorfor? Så tænker hun altså også på mig?
Og så græd jeg! Faktisk så meget og med så meget lyd, at Jeppe inde fra værelset råbte "Far... græder mor?",
"Ja, det tror jeg da nok lige hun gør, for hun har fået et fokevognsrugbrød!" råbte Peter tilbage, mens han tog billeder af både mine tårer og rugbrødet.
Hjalte?? Joh, han udbrød "Ej hvaaad!! Hvor vildt!!!", mens han grinede begejstret.
Det er jo helt vanvittigt! Jeg har fået mit helt eget folkevognsrugbrød i LEGO! Sendt til mig fra min gymnasieveninde Stine, som jeg har kendt fra dengang jeg forstod at feste og aldrig hang med hovedet!
I pakken var der et brev, hvor Stine skrev:
"Ja, det tror jeg da nok lige hun gør, for hun har fået et fokevognsrugbrød!" råbte Peter tilbage, mens han tog billeder af både mine tårer og rugbrødet.
Hjalte?? Joh, han udbrød "Ej hvaaad!! Hvor vildt!!!", mens han grinede begejstret.
Det er jo helt vanvittigt! Jeg har fået mit helt eget folkevognsrugbrød i LEGO! Sendt til mig fra min gymnasieveninde Stine, som jeg har kendt fra dengang jeg forstod at feste og aldrig hang med hovedet!
I pakken var der et brev, hvor Stine skrev:
Og så græd jeg endnu mere! De ord og det "rugbrød" bliver det, som jeg husker december 2015 for.
Nu vil jeg glæde mig til at tænke på Stine for hver klods, jeg bygger. Stine, du ved ikke hvor glad og taknemmelig, jeg er for gaven. Nu kan jeg bogstaveligt talt bygge på min drøm. Nemlig at køre afsted med Peter i mit helt eget folkevognsrugbrød!
December er ingen røv! December er ligesom den skal være, for jeg har folk omkring mig, som passer på mig, bærer over og overrasker big time! December er fin og mild!
Nu vil jeg glæde mig til at tænke på Stine for hver klods, jeg bygger. Stine, du ved ikke hvor glad og taknemmelig, jeg er for gaven. Nu kan jeg bogstaveligt talt bygge på min drøm. Nemlig at køre afsted med Peter i mit helt eget folkevognsrugbrød!
December er ingen røv! December er ligesom den skal være, for jeg har folk omkring mig, som passer på mig, bærer over og overrasker big time! December er fin og mild!
RSS Feed
