Jeg var 8 år, da jeg fik min første stok. Den var ikke tænkt som et hjælpemiddel, for jeg var ikke handicappet. Jeg fik den af min elskede mormor, som købte den i en lille kiosk for foden af Himmelbjerget. Hun mente, at min bror og jeg selvfølgelig skulle have en stok hver, så vi kunne forcere Himmelbjerget på anstændig vis.
Himmelbjergstokken VAR nødvendig og ret uundværlig for mig, for den blev gennem årene brugt som både stok, tryllestav, målpind i konkurrencer på vejen, pisk når vi legede hest, tamburmajor stav.
Himmelbjergstokken var mit legetøj og et godt minde om en fed tur med familien til "bjerget".
Himmelbjergstokken VAR nødvendig og ret uundværlig for mig, for den blev gennem årene brugt som både stok, tryllestav, målpind i konkurrencer på vejen, pisk når vi legede hest, tamburmajor stav.
Himmelbjergstokken var mit legetøj og et godt minde om en fed tur med familien til "bjerget".
I torsdags var jeg i en noget anden "stokke" situation, da jeg var til møde hos kommunens visitator. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg for tiden har et dumt ben. Selv Dr. Clooney kunne i fredags se, at der var plads til forbedring... Mødet hos den søde ergoterapeut resulterede i, at hun tilbød (læs: opfordrede) mig til at bruge krykstokke de dage, hvor benet er rigtig dumt.
Hold da lige helt kæft! Så er jeg jo handicappet. Tænk at mine egne stænger er så dumme lige nu, at jeg skal bruge ekstra stænger. Årh... mange tanker i mit hoved... Allermest tanker om, at jeg nu er så synlig besværet af benet, at jeg har brug for et hjælpemiddel. Ikke et stykke legetøj, men et rigtigt hjælpemiddel!
Min største bekymring på vejen hjem var at skulle fortælle, at nu er jeg cirkusdirektør med et ekstra par "balance-stænger". Jeg besluttede mig for at være ærlig overfor ældsteartisten og fortælle hende, at jeg var både spændt på og lidt skræmt over at få krykkerne i den kommende uge. Mit fantastiske barn kigger på mig og siger "Det er da lige meget mor, den eneste forskel er jo bare, at nu kan du gå længere sammen med os".
At ældsteartisten er så meget mere afklaret end jeg omkring, at et hjælpemiddel rent faktisk ER et middel til hjælp, har åbnet mine øjne, og gør, at jeg ikke sætter mig ned og går i stok. Jeg skal nok få kræfterne tilbage, for min fys og jeg har lavet nyt træningsprogram, og hvis ikke... så kan jeg jo alligevel gå længere nu hvis jeg tager alle fire stænger i brug...for det siger den kloge ældsteartist selv :-)
Jeg håber, at de nyerhvervede stokke bliver et godt hjælpemiddel, og jeg håber, at de vil gøre en forskel for mig på de "tunge" bendage.
Jeg vil, hvis/når jeg mærker en snert af selvmedlidenhed erindre mig ordene fra min gode ven, som også har sclerose og er synligt handicappet af det:
Man ser mindre handicappet ud, når man kan håndtere sin situation med et hjælpemiddel, end man gør, når man tydeligvis ikke kan håndtere situationen.
Når jeg i svagt øjeblik tvivler på min kvindelighed med stok/krykker, vil jeg straks fremkalde mig dette billede og sende Dr. Clooney en varm tanke - den gode mand, for kvindelighed sidder jo ikke i en krykke, men inde i den som holder krykken ik'?
Hold da lige helt kæft! Så er jeg jo handicappet. Tænk at mine egne stænger er så dumme lige nu, at jeg skal bruge ekstra stænger. Årh... mange tanker i mit hoved... Allermest tanker om, at jeg nu er så synlig besværet af benet, at jeg har brug for et hjælpemiddel. Ikke et stykke legetøj, men et rigtigt hjælpemiddel!
Min største bekymring på vejen hjem var at skulle fortælle, at nu er jeg cirkusdirektør med et ekstra par "balance-stænger". Jeg besluttede mig for at være ærlig overfor ældsteartisten og fortælle hende, at jeg var både spændt på og lidt skræmt over at få krykkerne i den kommende uge. Mit fantastiske barn kigger på mig og siger "Det er da lige meget mor, den eneste forskel er jo bare, at nu kan du gå længere sammen med os".
At ældsteartisten er så meget mere afklaret end jeg omkring, at et hjælpemiddel rent faktisk ER et middel til hjælp, har åbnet mine øjne, og gør, at jeg ikke sætter mig ned og går i stok. Jeg skal nok få kræfterne tilbage, for min fys og jeg har lavet nyt træningsprogram, og hvis ikke... så kan jeg jo alligevel gå længere nu hvis jeg tager alle fire stænger i brug...for det siger den kloge ældsteartist selv :-)
Jeg håber, at de nyerhvervede stokke bliver et godt hjælpemiddel, og jeg håber, at de vil gøre en forskel for mig på de "tunge" bendage.
Jeg vil, hvis/når jeg mærker en snert af selvmedlidenhed erindre mig ordene fra min gode ven, som også har sclerose og er synligt handicappet af det:
Man ser mindre handicappet ud, når man kan håndtere sin situation med et hjælpemiddel, end man gør, når man tydeligvis ikke kan håndtere situationen.
Når jeg i svagt øjeblik tvivler på min kvindelighed med stok/krykker, vil jeg straks fremkalde mig dette billede og sende Dr. Clooney en varm tanke - den gode mand, for kvindelighed sidder jo ikke i en krykke, men inde i den som holder krykken ik'?
RSS Feed
