Få havde set det komme – og da slet ikke cirkusdirektøren selv! Men jeg gjorde det… Tog røven på mig selv, og nok også på en del af vores faste og trofaste publikum. For det lå bestemt ikke i kortene at jeg skulle vinde 1. Pladsen i det store højt profilerede og massivt omtalte ridestævne ;-)
Jeg kunne ikke have gjort det uden mellemsteartistens kæmpe støtte ;-) Han har “redet” programmet igennem med mig ude på vejen og blidt spurgt gentagne gange “Jamen fatter du da overhovedet ingenting af, hvad du skal mor? Hører du overhovedet efter…” (Lidt kognitive udfordringer har man vel ...)
Med disse opbakkende og anerkendende ord fra artisten stadig klingende I ørerne, KUNNE det jo ikke gå galt. Selvtilliden var dog ikke eksisterende, da jeg satte mig på hesten og med alles øjne hvilende på mig gennemred programmet. Fornemmelsen af, at jeg faktisk deltog i noget, som kunne udløse en præmie og en placering dukkede lamgsomt op i mig, som en velkendt, men for længst hengemt fornemmelse i mit konkurrence-sind. Velvidende at jeg konkurrede mod bla. en med Downs syndrom, en som har haft en hjerneblødning og en som skulle løftes på hesten med en lift, gjorde ikke min sejrsfølelse mindre. Det var FANTASTISK at blive bedømt, konkurrere og få ros. At mellemsteartisten fik en flot 4. plads, fik stemningen til at nå uanede højder på vej hjem i Berlingoen. Siddende med medaljer om halsen og en RØD rosette i hånden, blev der grinet og hujet med mormor og morfar, som var taget med som trofast publikum. Ikke et øje var tørt, og klumpen i halsen af glæde over avlets præstationer var på størrelse med den snebold, jeg fik kylet i nakken af ældsteartisten lige inden afgang til stævnet;-))
I det hele taget var 1. advents-søndag 2012 én stor opturs-dag!
Julemåneden blev skudt I gang på den mest geniale måde. Alle elementer var på plads. At slå øjnene op tl “hvid jul”, gå ud I køkkenet og se tre lykkelige og forventningsfulde artister, som alle sitrede ved udsigten til både at skulle pakke adventsgaver op og derefter give den gas i den nyfaldne sne inden morgenmaden bringer langt om længe julestemningen op I cirkusdirektøren. Også på tide!!
Mine to dejlige veninder har hver især beriget mig med hhv. en pakkekalender og en adventskalender. Jeg er så taknemmelig og varm i hjertet over, at de tænker på mig, og at jeg hver dag i december kan "tage og føle på det" :-)
Det kan godt være, at vi ikke vinder hver dag, og at vi ovenpå en dag med nyfalden sne fornemmer, at den alt for hurtigt bliver både grå og sjappet. MEN denne adventssøndag vil være en, som jeg trække frem på de dage, hvor jeg ikke kan hidse mig op over duften af savsmuld i manegen eller hvor Mindsteartisten kommer ind og spørger, hvorfor de andre siger, at han ikke må spise gul sne!
Jeg ønsker Jer alle en dejlig uge med hvid sne, ild i brændeovnen, røde kinder og julefred i de små hjem :-)
Jeg kunne ikke have gjort det uden mellemsteartistens kæmpe støtte ;-) Han har “redet” programmet igennem med mig ude på vejen og blidt spurgt gentagne gange “Jamen fatter du da overhovedet ingenting af, hvad du skal mor? Hører du overhovedet efter…” (Lidt kognitive udfordringer har man vel ...)
Med disse opbakkende og anerkendende ord fra artisten stadig klingende I ørerne, KUNNE det jo ikke gå galt. Selvtilliden var dog ikke eksisterende, da jeg satte mig på hesten og med alles øjne hvilende på mig gennemred programmet. Fornemmelsen af, at jeg faktisk deltog i noget, som kunne udløse en præmie og en placering dukkede lamgsomt op i mig, som en velkendt, men for længst hengemt fornemmelse i mit konkurrence-sind. Velvidende at jeg konkurrede mod bla. en med Downs syndrom, en som har haft en hjerneblødning og en som skulle løftes på hesten med en lift, gjorde ikke min sejrsfølelse mindre. Det var FANTASTISK at blive bedømt, konkurrere og få ros. At mellemsteartisten fik en flot 4. plads, fik stemningen til at nå uanede højder på vej hjem i Berlingoen. Siddende med medaljer om halsen og en RØD rosette i hånden, blev der grinet og hujet med mormor og morfar, som var taget med som trofast publikum. Ikke et øje var tørt, og klumpen i halsen af glæde over avlets præstationer var på størrelse med den snebold, jeg fik kylet i nakken af ældsteartisten lige inden afgang til stævnet;-))
I det hele taget var 1. advents-søndag 2012 én stor opturs-dag!
Julemåneden blev skudt I gang på den mest geniale måde. Alle elementer var på plads. At slå øjnene op tl “hvid jul”, gå ud I køkkenet og se tre lykkelige og forventningsfulde artister, som alle sitrede ved udsigten til både at skulle pakke adventsgaver op og derefter give den gas i den nyfaldne sne inden morgenmaden bringer langt om længe julestemningen op I cirkusdirektøren. Også på tide!!
Mine to dejlige veninder har hver især beriget mig med hhv. en pakkekalender og en adventskalender. Jeg er så taknemmelig og varm i hjertet over, at de tænker på mig, og at jeg hver dag i december kan "tage og føle på det" :-)
Det kan godt være, at vi ikke vinder hver dag, og at vi ovenpå en dag med nyfalden sne fornemmer, at den alt for hurtigt bliver både grå og sjappet. MEN denne adventssøndag vil være en, som jeg trække frem på de dage, hvor jeg ikke kan hidse mig op over duften af savsmuld i manegen eller hvor Mindsteartisten kommer ind og spørger, hvorfor de andre siger, at han ikke må spise gul sne!
Jeg ønsker Jer alle en dejlig uge med hvid sne, ild i brændeovnen, røde kinder og julefred i de små hjem :-)
RSS Feed