Jeg er ikke bange for noget! Meget kan man sige om mig, men bange - DET er jeg ikke! Jeg tør at gå aftentur med hunden i mørke uden lommelygte, jeg tør at fjerne en af de der kæmpestore eddekopper, som har sit efternavn tatoveret på ryggen. Jeg tør at bruge flere penge, end der står på kontoen og bagefter hilse smilende på min bankrådgiver inde i banken, jeg tør at kigge på, når hele mit cirkus hopper ud fra en klippe og lander i en sø 7 meter nede (nogen skulle jo passe på håndklæderne!!) Jeg er faktisk ikke engang bange for min egen mor og far!
Når alt dette er sagt, så vil jeg bede jer læsere om at huske på, at jeg bor i provinsen i en stille by så lovlydig, at politistationen lukker kl. 16.30 og først åbner igen kl. 7.30 næste morgen. Chokket var derfor enormt, jah… nærmest tangerende til det traumatiserende, da mellemste artist og jeg her til aften parkerede Berlingoen ved Haderslevhallen for at spille fodbold. Vi bliver nemlig mødt af ovenstående syn i bagagerummet på bilen holdende foran os!
Hvordan reagerer man på det? Jo...Mellemste artist sad fuldstændig paralyseret et kort øjeblik… og cirkusdirektøren slukkede bilen, tændte den igen, slukkede, låste lynhurtigt alle døre med et enkelt klik på centrallåsen OG blev så siddende …. Der blev tænkt “Fuuuuck , hvad nu !!!? politistationen er lukket, det sker ikke det her!! Har vi noget i handskerummet til at forsvare os med??”
Idet jeg skulle til at forklare mellemste artisten, at han skulle blive siddende, mens jeg ville søge hjælp/beskyttelse, udbryder han: Nej… seriøst mor, det er da for klamt... De har jo ikke tøj på, hvorfor kører Magnus’ far rundt med de dukker bagi bilen... helt ærligt!!??
Mig bange?? Nej, ikke længere, og da slet ikke så længe jeg følges med de rigtige her i livet!
Okay! Hånden på hjertet… Jeg HAR da prøvet at være bange et par gange eller 10. Det der kan gøre mig allermest bange er uvished. Uvisheden handler alleroftest om mit Cirkus. Kan vi blive ved med at træne og give forestiinger? Har vi alle 5 kræfter, helbred og lyst til at blive ved? også om 20 år?
Jeg VED, at jeg følges med de rigtige, for jeg kan mærke det dybt ind i sjælen på de dage, hvor "bangeheden"og de dumme tanker om skrantende helbred, manglende kræfter og minus overskud forlanger opmærksomhed. Jeg har lært mig selv, at med en sygdom som sclerose at skelne skarpt mellem det, jeg kalder "situationsbilleder" og "tilstand". Sclerosen er et livsvilkår for mig - thats it! Også i forhold til min sygdom er det den forbandede uvished, der gør mig bekymret og nogle gange bange. Jeg kan leve med situationsbilleder af småattaks, der forsvinder igen. Jeg har efterhånden haft sclerose som følgesvend i så mange år, at jeg ikke længere er i højeste beredskab, men jeg vil altid være bange for, at småattaksene bliver til en tilstand.
Sååh ved nærmere eftertanke... Lidt bange er man vel altid! Men jeg har mit Cirkus og min tro på ,at selvom jeg nok skal nå at møde mange nøgne mænd siddende bag i en bil, så vil jeg ALTID sørge for at følges med de rigtige, for så sker der ikke noget farligt eller slemt :-)
Rigtig god, tryg og stille aften til jer alle her fra provinsen :-) Hvem siger det er kedeligt i provinsen?
Når alt dette er sagt, så vil jeg bede jer læsere om at huske på, at jeg bor i provinsen i en stille by så lovlydig, at politistationen lukker kl. 16.30 og først åbner igen kl. 7.30 næste morgen. Chokket var derfor enormt, jah… nærmest tangerende til det traumatiserende, da mellemste artist og jeg her til aften parkerede Berlingoen ved Haderslevhallen for at spille fodbold. Vi bliver nemlig mødt af ovenstående syn i bagagerummet på bilen holdende foran os!
Hvordan reagerer man på det? Jo...Mellemste artist sad fuldstændig paralyseret et kort øjeblik… og cirkusdirektøren slukkede bilen, tændte den igen, slukkede, låste lynhurtigt alle døre med et enkelt klik på centrallåsen OG blev så siddende …. Der blev tænkt “Fuuuuck , hvad nu !!!? politistationen er lukket, det sker ikke det her!! Har vi noget i handskerummet til at forsvare os med??”
Idet jeg skulle til at forklare mellemste artisten, at han skulle blive siddende, mens jeg ville søge hjælp/beskyttelse, udbryder han: Nej… seriøst mor, det er da for klamt... De har jo ikke tøj på, hvorfor kører Magnus’ far rundt med de dukker bagi bilen... helt ærligt!!??
Mig bange?? Nej, ikke længere, og da slet ikke så længe jeg følges med de rigtige her i livet!
Okay! Hånden på hjertet… Jeg HAR da prøvet at være bange et par gange eller 10. Det der kan gøre mig allermest bange er uvished. Uvisheden handler alleroftest om mit Cirkus. Kan vi blive ved med at træne og give forestiinger? Har vi alle 5 kræfter, helbred og lyst til at blive ved? også om 20 år?
Jeg VED, at jeg følges med de rigtige, for jeg kan mærke det dybt ind i sjælen på de dage, hvor "bangeheden"og de dumme tanker om skrantende helbred, manglende kræfter og minus overskud forlanger opmærksomhed. Jeg har lært mig selv, at med en sygdom som sclerose at skelne skarpt mellem det, jeg kalder "situationsbilleder" og "tilstand". Sclerosen er et livsvilkår for mig - thats it! Også i forhold til min sygdom er det den forbandede uvished, der gør mig bekymret og nogle gange bange. Jeg kan leve med situationsbilleder af småattaks, der forsvinder igen. Jeg har efterhånden haft sclerose som følgesvend i så mange år, at jeg ikke længere er i højeste beredskab, men jeg vil altid være bange for, at småattaksene bliver til en tilstand.
Sååh ved nærmere eftertanke... Lidt bange er man vel altid! Men jeg har mit Cirkus og min tro på ,at selvom jeg nok skal nå at møde mange nøgne mænd siddende bag i en bil, så vil jeg ALTID sørge for at følges med de rigtige, for så sker der ikke noget farligt eller slemt :-)
Rigtig god, tryg og stille aften til jer alle her fra provinsen :-) Hvem siger det er kedeligt i provinsen?
RSS Feed