Når man har migræne, så skal man føre dagbog over, hvor tit og hvor slemt den rammer på en skala fra 1-3. I dag tog jeg så min dagbog, som er tung af kuglepensnotater, samt min mor i hånden, og troppede op hos min læge.
Min læge og jeg havde nemlig lavet en aftale i torsdags om at skulle ses i dag. Hun ville godt følge med i, hvordan knolden og kroppen arter sig. Hun lagde meget betænksomt ud med at spørge "hvordan har hovedet det så i dag, Charlotte?". Derpå brugte hun de næste par minutter på at nikke indforstået til min fortælling om den forbandede lørdag, hvor jeg kastede op i min fars bil og tavst tog imod både den gigtsprøjte og morfinen som lægevagten "befalede". Hun havde tydeligvis allerede læst journalen om bræk, brok og bøvl.
Jeg kunne også fortælle hende, at jeg nu har det meget meget bedre, men stadig holder min egen lille fest på morfin, og at jeg endelig har fået sovet (trods en ulidelig kløe pga. "festmorfinen".
Og så mente jeg, at det var min læges tur til at fortælle! Vise hvad hun er værd! Fortælle om al den hjælp, jeg må kunne få, som ikke inkluderer medicin. Min forventning betød, at vi sad og kiggede lidt på hinanden uden at sige noget overhovedet...
Min mor mor brød tavsheden med et enkelt ord, som blev sagt højt og tydeligt. Det virkede i øjeblikket nærmest som var det en trumf, hun sad med:
"akupunktur".
Jeg elsker min mor! For det var åbenbart en så god idé, at jeg nu er henvist til smerteklinikken. Min mor sagde faktisk også "øjenlæge", så nu er jeg også henvist til en øjenlæge.
Udover alle henvisningerne til det ene og det andet, fik jeg tjekket, at der er puls, og at mit D vitaminniveau er ok. Jeg gik fra lægebesøget hånd i hånd med min mor og med en god fornemmelse i maven og troen på, at nu får jeg hjælp!
Der er bare det skideirriterende, at i slipstrømmen på det her forbandede migræneanfald befinder sig en krop, som ikke kan følge med. Den er så træt og slap og ber' så eftertrykkeligt om en pause. Jeg lytter til den og flytter lidt på den. Den er ikke vant til at være stille og gro fast. Den plejer at ville være med...
Vi har derfor væet nødt til at lave en aftale i de her dage, min krop og jeg. Vi lister ud i haven for at blive rørt, men kun når solen skinner. Vi tæller "forårsknopper" og graver forsigtigt (og hemmeligt) i jorden efter nyt spirende liv fra blomsterløgene. Mit hoved heler i den friske luft og min krop får ny energi af solen.
Og vi glæder os i denne tid! For lige om en fem minutters tid er det for alvor forår. Det handler bare om at holde balancen og stå distancen!
Min læge og jeg havde nemlig lavet en aftale i torsdags om at skulle ses i dag. Hun ville godt følge med i, hvordan knolden og kroppen arter sig. Hun lagde meget betænksomt ud med at spørge "hvordan har hovedet det så i dag, Charlotte?". Derpå brugte hun de næste par minutter på at nikke indforstået til min fortælling om den forbandede lørdag, hvor jeg kastede op i min fars bil og tavst tog imod både den gigtsprøjte og morfinen som lægevagten "befalede". Hun havde tydeligvis allerede læst journalen om bræk, brok og bøvl.
Jeg kunne også fortælle hende, at jeg nu har det meget meget bedre, men stadig holder min egen lille fest på morfin, og at jeg endelig har fået sovet (trods en ulidelig kløe pga. "festmorfinen".
Og så mente jeg, at det var min læges tur til at fortælle! Vise hvad hun er værd! Fortælle om al den hjælp, jeg må kunne få, som ikke inkluderer medicin. Min forventning betød, at vi sad og kiggede lidt på hinanden uden at sige noget overhovedet...
Min mor mor brød tavsheden med et enkelt ord, som blev sagt højt og tydeligt. Det virkede i øjeblikket nærmest som var det en trumf, hun sad med:
"akupunktur".
Jeg elsker min mor! For det var åbenbart en så god idé, at jeg nu er henvist til smerteklinikken. Min mor sagde faktisk også "øjenlæge", så nu er jeg også henvist til en øjenlæge.
Udover alle henvisningerne til det ene og det andet, fik jeg tjekket, at der er puls, og at mit D vitaminniveau er ok. Jeg gik fra lægebesøget hånd i hånd med min mor og med en god fornemmelse i maven og troen på, at nu får jeg hjælp!
Der er bare det skideirriterende, at i slipstrømmen på det her forbandede migræneanfald befinder sig en krop, som ikke kan følge med. Den er så træt og slap og ber' så eftertrykkeligt om en pause. Jeg lytter til den og flytter lidt på den. Den er ikke vant til at være stille og gro fast. Den plejer at ville være med...
Vi har derfor væet nødt til at lave en aftale i de her dage, min krop og jeg. Vi lister ud i haven for at blive rørt, men kun når solen skinner. Vi tæller "forårsknopper" og graver forsigtigt (og hemmeligt) i jorden efter nyt spirende liv fra blomsterløgene. Mit hoved heler i den friske luft og min krop får ny energi af solen.
Og vi glæder os i denne tid! For lige om en fem minutters tid er det for alvor forår. Det handler bare om at holde balancen og stå distancen!
RSS Feed