Yngsteartisten sidder ved køkkenbordet og kigger ud i haven. Solen skinner og sneen ligger hvidt på terrassen. Vi er helt stille... og jeg nyder roen ved at være kommet hjem fra dagens forestillinger på diverse skoler i byen. Ingen snak eller larm - fantastisk!
Med munden fuld af en halv kanelsnegl, vender yngsteartisten sig pludselig om, kigger på mig og spørger:
Hvad er dit lykketal mor? Mit er 8, og jeg ved også, hvordan jeg lettest husker det! Altså hvis man tager min fødselsdag, der er jo to 2 ik?! Så tager man fem, som HAR været mit lykketal indtil 3. klasse ok?!
Hvad gir' det så mutti?
Jeg svarer åndsfraværende "syv", mens jeg samtidig forsøger at lytte til ældsteartisten, som netop har påbegyndt en beretning fra sit netop overståede købmandsbesøg.
Ældsteartisten: "Altså han var helt ny, ham ved kassen.. jeg har ihvertfald ikke set ham før. Han var ret høj og..."
"Jeps Mor, det er rigtigt, det gir' syv! Men nu ved vi så også, at jeg ikke bryder mig om ulige tal, så..." yngsteartisten funderer stadig over lykketal.
Mellemsteartisten kommer ud i køkkenet og falder tungt ned på køkkenstolen med blikket rettet mod kanelsneglene. "Mor? Kører du mig egentlig til basketball i dag?".
Mens jeg tjekker, om jeg kan imødekomme mellemsteartistens forespørgsel tænker jeg samtidig på, hvad mit lykketal egentlig er, og ældsteartisten fortsætter sin oprivende købmandshistorie:
"jeg tror, han var ret usikker på det hele, for han kom til at bippe mine varer ind to gange, og så helt opgivende ud, da jeg fortalte ham, jeg også skulle den der pakke tyggegummi, men da..."
yngsteartisten afbryder: "altså ulige tal er lort, så derfor runder man jo bare op til nærmeste hele tal!!"
Her får jeg så et par indendørs sportssko stukket op i fjæset af mellemsteartisten... "Jeg kom til at gå udenfor i mine indendørssko mor. Tror du jeg skal vaske dem så?" Ældsteartisten sukker og venter på taletid (igen).
Min hjerne føles nu som om, den begynder at smelte en lille smule ude i højre side. Ikke mere end at den vil kunne afkøles med lidt ro - bare lidt tavshed og kiggen ud af vinduet allesammen...
Men så ringer min mobiltelefon!
Ældsteartisten sukker (næsten lydløst) - yngsteartisten propper den anden halve kanelsnegl i munden, og mellemsteartisten.. joh han giver mig grinende Kristeligt Dagblad i hånden. Altså min telefon, hvori der befinder sig en sælger fra København, som hedder Morten. Han har en dejlig rolig dyb stemme og virker vældig flink.
Jeg når lige at tænke, at det ville give mere og bedre mening at tage 10 minutter med ham i røret, end at sidde midt i en nedsmeltning. Men jeg nøjes med pænt at takke nej til hans gode tilbud om avis. Vi når at blive enige om lidt af hvert og han når at fortælle mig, at han heller ikke ved, hvad hans lykketal er, og så et farvel og fortsat god dag. Røret "lægges på".
Ældsteartisten fortsætter nu ufortrødent "Mor hvor langt nåede vi? Fik jeg sagt, at der kom flere og flere i køen, og man kunne næsten mærke hans panik for ikke at gøre noget forkert. Han endte med at glemme at...."
"Otte er altså et smukt tal. Det er også så pænt rundt!"
"12" tænker jeg! Det er 12 som er mit lykketal - nu husker jeg det endelig! Jeg kan mærke glæden ved at huske mit lykketal, men også at min hjerne med et alarmerende tempo fortætter sin nedsmeltning.
"Jeg tager bare de andre sko på til basket mor, det skal du ikke tænke på..."
Lige inden jeg når at få formidlet et eller andet grimt om, at jeg egentlig lige nu er pisseligeglad med alle tal i hele verden, og at jeg er ligeså pisseligeglad med beskidte sko, både ude og inde, får jeg øjenkontakt med Ældsteartisten, som lægger en hånd på min arm, løfter det ene øjenbryn og siger
"Jeg fik fire kr for meget tilbage. Kassefyren var forvirret!" End of story.
Jeg elsker min skønne datter, som gang på gang forhindrer sin mors hjerne i at nedsmelte ved blot at nøjes med at kaste et par stikord om livet og de oplevelserne det giver.
Og så kom billetsælgeren hjem. Han havde hverken beskidte sko, et særligt lykketal eller havde oplevet noget, som krævede kaskader af ord at formidle. Men han fløjtede! Han fløjter virkelig meget og ikke særlig rent...
Engang smeltede min hjerne ikke udover kanelsneglene, bare fordi jeg hørte "lidt blandet" fra mit cirkus' hverdag. Engang havde jeg snor i det hele.
Engang vil jeg være sådan én igen...