Der er ingen tvivl om, at emnet er sindsygt vigtigt og nødvendigt at dele med andre ligestillede. Ihvertfald scorer det højt i top ti over vigtige samtaleemner, når kvinder mødes.. Det er dog yderst sjældent et emne, hvor der opnås buldrende enighed. Men det er ligemeget! Det vil aldrig kunne lade sige gøre, for vi er ikke gift med den samme mand, har ikke de samme livsvilkår og vores egne børn er altid de bedste! Alle spejler sig i hinanden og i hvertfald i sig selv.
Hvor mange pligter skal ungerne have?
Hjælper regler og hvorfor?
Hvad skal de have for besværet?
Jeg har som nævnt også en holdning til disse tre spørgsmål. Jeg er med på, at min mening om "pligter og regler" vækker genklang hos nogle, stille måben hos andre og garanteret også anledning til samtale, når jeg er gået hjem :-) Det er helt ok for mig. Ingen familier er ens. Ingen familier gør tingene ens og ingen familier er efter min bedste overbevisning bedre end andre. Vi gør vel alle vores bedste?!
- Hvis du slår dig under træning – Pust, tør øjnene og fortsæt
- Hvis teltet mangler pløkker – fiks det
- Hvis du er træt – hvil
- Spis din dessert – det gir´energi
- Grin når du kikser
- Smil når du lander
- Hold hvad du lover
- Brug hvad du har
- Der skal være plads til alle
- Ved mangel på popcorn - brug din fantasi og skaf noget andet
- Fornøjelsens skyld er den eneste skyldfølelse du skal dyrke
- Hvis manegen flyder, tag en kost og fjern det uden brok
- Bryd ikke reglerne, men hvis du gør... gi' besked!
For mig slår fællesskab alt andet med flere længder! Fællesskab kommer bare ikke af sig selv. Det skal dyrkes og plejes. Der skal opstilles nogle fælles betingelser (kald det bare regler) således, at alle føler sig som en ligeværdig del af livet i vores cirkus. Jeg mener i al ubeskedenhed, at vi har et fællesskab, der er til at forstå i Cirkus Holmboe. Det er jeg både stolt af og mega taknemmelig for.
Hvad er reglerne hos jer? Er jeg den eneste som bedre kan overskue hverdagen, når den er styret af regler/aftaler for familien?