Slut med mine fesne hjælpemidler! Jeg opgraderer til robotben

That's one small step for a woman, one giant leap for her and her family.

I går fik jeg min Bioness dropfodsstimulator. Jeg har været så spændt og forventningsfuld. Jeg har tjekket videoer på Youtube, jeg har spurgt i fora på Facebook, som ved noget om sådan en maskine, og jeg har ikke mindst ladet min begejstring over det, jeg fik ud af min søgning få frit løb.

Min skønne veninde og jeg tog derfor på baggrund af ovenstående lettere opstemt til Bandagistcentret i Risskov, hvor vi blev modtaget af en sød og meget kompetent bandagist, som førte mig ind i denne nye verden af strømførende hjælpemidler.

Mange, rigtig mange år med sclerose kombineret med diverse hjælpemidler, som er beregnet til at holde mig på benene, betyder at jeg nærmest har fået en stoisk holdning til det med at have ben, som kan mindre og mindre. Det er som det er, og det er noget jeg ikke kan gøre noget ved, andet at gribe en stok og slæbe dropfoden med...

Indtil igår!

Med et venstre ben udstyret med både blåt mærke fra mit cykelstyrt i sidste uge og en dropforsstimulator oplevede jeg det magiske. Der kom liv i min fod. Den kunne bevæge sig op. Jeg fik en "dropfod" erstattet med en "opfod".

Det var en meget mærkelig følelse. At sidde på en briks med en bandagist på gulvet som trykkede op og ned på sin sorte box, og derved styrede min fods bevægelser ved hjælp af noget strøm... Pludselig troede jeg for alvor på, at det her ikke bare var et ønskescenarie, men min nye virkelighed.

Hold nu op... 1000 tanker fandt vejen fra ønskescenariet over i virkeligheden, da jeg kom op at gå med "strømmaskinen" koblet til benet. Det føltes pænt ubehageligt, at jeg fik strøm gennem benet for hver skridt jeg tog. Men tankerne der samtidig poppede op i samme tempo vandt over ubehaget.

Frem og tilbage i en uendelighed i gangbarren, begyndte jeg i takt med antallet af skridt at tro på, at en gåtur i skoven ikke blot er noget vi "gjorde engang". 

Det er efterhånden blevet mere en regel end end undtagelse, at jeg får nogle over nallerne som tak for ulejligheden, når jeg drister mig ud i naturen. Benene vil ikke, kan ikke og gir' op. Men her oplevede jeg endelig et hjælpemiddel som hjalp mere, end jeg havde turde tro på.

Min sidste tanke i går aftes var da derfor også, at nu er det slut med fesne hjælpemidler - nu vender det!

Men da jeg vågnede i morges, vendte det desværre bare ikke min vej...

Problemet med virkeligheden er nemlig, at den oftest venter på en næste morgen. Ikke den virkelighed jeg havde fået skabt i mit hoved i går hos bandagisten, men den forbandede virkelighed med gangbesvær.

Mit ben kunne i dag nemlig slet ikke holde til dropfodsstimulatoren. Det føltes så uretfærdigt. Jeg prøvede igen og igen, men strømmen gjorde så ondt og hvert fucking skridt var som en råbende påmindelse om, at jeg har sclerose på en invaliderende måde, og at det altså gør ondt, at jeg bliver træt i både hoved og krop... 

Jeg har talt med både mine forældre og med to veninder i dag. Jeg har grædt, skældt ud og bandet. Alle lytter og forstår. De synes, det er så synd for mig, at i dag skal være dum. De siger alle, at jeg skal gi' det lidt tid. Jeg skælder dem alle ud og siger at "jeg har fucking ikke tid - jeg vil gå NU" Jeg har jo både set og hørt, at alle andre i verden kan bruge sådan en for pokker. På videoerne smiler de ovenikøbet! Jeg gider fandeme ikke være handicappet mere! 

Billetsælgeren skrev, som han plejer, i formiddags for at tjekke op på mig. Jeg svarede ham selvfølgelig, men ikke som jeg plejer...

Og jeg elsker også ham, for han tror på strømmen og siger at jeg bare skal følge med den. Han siger, at jeg virker! Med hans ord i tankerne, ved jeg at i morgen bliver anderledes. Jeg ved det! Dropfordstimulatoren er nu sat til opladning og er klar til når jeg skal på arbejde. I morgen vil jeg nemlig gå, og i morgen vil jeg igen fokusere på det jeg kan...

Er jeg mon den eneste, der har haft sådan en lidt dum start med en Bioness?