Jeg har jo fået gang i det der træning igen. Takket være min fysioterapeut har jeg fået modet og lysten til at træne igen. Og jeg har virkelig været standhaftig og vild med konceptet.
Lige indtil i torsdags!
Torsdag morgen havde Peter og jeg den sædvanlige debat om, hvem der skulle morgenlufte hanhunden Sofus. Det endte med, at jeg tog en fælles beslutning og blev enig om, at jeg trillede en tur med hanhunden.
De andre kørte afsted i skole, mens jeg steg på cyklen uden dropfordsstimulator, men med cykelhjelm. Jeg kan allerede her tidligt i indlægget afsløre, at det med cykelhjelmen skulle vise sig at være en formidabel idé!
Vi har en fast rute, Sofus og jeg. Det går langsomt, for Sofus er lige blevet ni år og opfører sig som sådan. Det var virkelig smukt morgenvejr med sol og rimfrost i græsset.
Og is på cykelstien! Glat usynlig is, som kun ventede på at fælde min cykel. Jeg nåede ikke engang at blive overrasket eller tænke i faldteknikker, før jeg knaldede baghovedet ned i asfalten med et brag.
Lige indtil i torsdags!
Torsdag morgen havde Peter og jeg den sædvanlige debat om, hvem der skulle morgenlufte hanhunden Sofus. Det endte med, at jeg tog en fælles beslutning og blev enig om, at jeg trillede en tur med hanhunden.
De andre kørte afsted i skole, mens jeg steg på cyklen uden dropfordsstimulator, men med cykelhjelm. Jeg kan allerede her tidligt i indlægget afsløre, at det med cykelhjelmen skulle vise sig at være en formidabel idé!
Vi har en fast rute, Sofus og jeg. Det går langsomt, for Sofus er lige blevet ni år og opfører sig som sådan. Det var virkelig smukt morgenvejr med sol og rimfrost i græsset.
Og is på cykelstien! Glat usynlig is, som kun ventede på at fælde min cykel. Jeg nåede ikke engang at blive overrasket eller tænke i faldteknikker, før jeg knaldede baghovedet ned i asfalten med et brag.
Jeg lå lidt og lå. Så kom jeg op på alle fire, samlede min cykelhjelm + stumper op i græsset, mens jeg kaldte urimeligt vredt på Sofus, mens jeg med ondt i skallen og vildt svimmel forsøgte at komme op at stå!
Det kunne jeg ikke, fordi is på en cykelsti er alt for glat for stive slappe ben, og også fordi jeg havde slået min hofte så meget, at jeg ikke kunne støtte ordentligt på venstre ben.
Jeg kravlede derfor ud i græsset og fik trukket min cykel med mig. Imens bandede jeg alle mennesker i mit kvarter langt ned i helvede for at bygge så store og dyre huse, at ingen har råd til at være hjemmegående, så de kan hjælpe en cykeltosse i nød...
Jeg gik (læs: vraltehumpede) hjem, og der var altså virkelig langt uden dropfodsstimulator. Jeg lagde mit cykelhjelms-kadaver på køkkenbordet til skræk og advarsel, inden jeg humpede i bad og tog på arbejde.
Det holdt jeg så til i en time, inden jeg blev sendt hjem af mine kolleger ringede jeg til min læge, som sagde "hjernerystelse" og bad mig om at tage den med ro uden fysiske udfoldelser og skærm i nogle dage.
De dage er gået nu, og jeg kan endelig både gå på arbejde, skrive OG træne igen. Og de smertestillende piller har jeg ikke rørt i dag.
Hold nu op, hvor blev jeg forskrækket og samtidig glad for, at jeg ALTID cykler med cykelhjelm.
Jeg besluttede mandag morgen at vente en uge med at åbne min træningskuvert fra min fantastiske fysioterapeut. På grund af knaldet i låget har jeg ikke kunne opnå sidste uges målsætning. Den kuvert må i vente til på mandag med at få :-)
Men i må få et stort stædigt rødt hjerte at kigge på. Jeg fandt det i min have i torsdags (den store cykelstyrtsdag). Det er et julehjerte som fløj ud af vinduet i december. I torsdags lå det i solen i min elskede have og lyste rødt, beskidt men uden alvorlige skrammer. Det tæller da også ik?!
Det kunne jeg ikke, fordi is på en cykelsti er alt for glat for stive slappe ben, og også fordi jeg havde slået min hofte så meget, at jeg ikke kunne støtte ordentligt på venstre ben.
Jeg kravlede derfor ud i græsset og fik trukket min cykel med mig. Imens bandede jeg alle mennesker i mit kvarter langt ned i helvede for at bygge så store og dyre huse, at ingen har råd til at være hjemmegående, så de kan hjælpe en cykeltosse i nød...
Jeg gik (læs: vraltehumpede) hjem, og der var altså virkelig langt uden dropfodsstimulator. Jeg lagde mit cykelhjelms-kadaver på køkkenbordet til skræk og advarsel, inden jeg humpede i bad og tog på arbejde.
Det holdt jeg så til i en time, inden jeg blev sendt hjem af mine kolleger ringede jeg til min læge, som sagde "hjernerystelse" og bad mig om at tage den med ro uden fysiske udfoldelser og skærm i nogle dage.
De dage er gået nu, og jeg kan endelig både gå på arbejde, skrive OG træne igen. Og de smertestillende piller har jeg ikke rørt i dag.
Hold nu op, hvor blev jeg forskrækket og samtidig glad for, at jeg ALTID cykler med cykelhjelm.
Jeg besluttede mandag morgen at vente en uge med at åbne min træningskuvert fra min fantastiske fysioterapeut. På grund af knaldet i låget har jeg ikke kunne opnå sidste uges målsætning. Den kuvert må i vente til på mandag med at få :-)
Men i må få et stort stædigt rødt hjerte at kigge på. Jeg fandt det i min have i torsdags (den store cykelstyrtsdag). Det er et julehjerte som fløj ud af vinduet i december. I torsdags lå det i solen i min elskede have og lyste rødt, beskidt men uden alvorlige skrammer. Det tæller da også ik?!
RSS Feed