-men min røv er IKKE spids, så ingen postkasser skal føle sig utryg i mit nærvær. Det skal derimod "hvis-folket"...
Der findes en helt speciel slags mennesker. Jeg vælger at kalde dem for "hvis-folket". Jeg vil i dette indlæg forklare, hvad der kendetegner disse folk, hvorfor de er farlige, og hvorfor jeg helst undgår dem.
De findes egentlig alle vegne, altså "hvis-folket". De går som oftest forklædt som almindelige mennesker og er supersvære at spotte, men lad jer ikke narre... De er i virkeligheden omvandrende spørgsmål!Spørgsmålene de stiller er dog ikke ikke spørgsmål, som i "har du det godt" "hvor har du købt den bluse" "hvornår skal vi mødes igen".
Nej, de er lumske disse "hvis-folk", og det er i mødet med dem, at i skal dukke jer, vende om og gå hjem til jeres mor og far. "Hvis-folket" stiller nemlig ikke RIGTIGE spørgsmål, men ynder at stille RETORISKE spørgsmål.
Der findes en helt speciel slags mennesker. Jeg vælger at kalde dem for "hvis-folket". Jeg vil i dette indlæg forklare, hvad der kendetegner disse folk, hvorfor de er farlige, og hvorfor jeg helst undgår dem.
De findes egentlig alle vegne, altså "hvis-folket". De går som oftest forklædt som almindelige mennesker og er supersvære at spotte, men lad jer ikke narre... De er i virkeligheden omvandrende spørgsmål!Spørgsmålene de stiller er dog ikke ikke spørgsmål, som i "har du det godt" "hvor har du købt den bluse" "hvornår skal vi mødes igen".
Nej, de er lumske disse "hvis-folk", og det er i mødet med dem, at i skal dukke jer, vende om og gå hjem til jeres mor og far. "Hvis-folket" stiller nemlig ikke RIGTIGE spørgsmål, men ynder at stille RETORISKE spørgsmål.
Retoriske spørgsmål er ifølge Den store Danske Encyklopædi: Spørgsmål med rent stilistisk formål, men som taleren ikke venter svar på.
Problemet med "hvis-folket" og de spørgsmål de stiller er, at man ofte først genkender dem, når man mindst venter det.
Lad mig give et eksempel fra den forløbne uge!
Scene: Jeg står i skolegården og venter på, at artisterne får fri fra skole. To stressede mødre, som jeg egentlig ikke kender, står og "tvangs-snakker". Det skal nævnes, at den ene mor ved, at jeg har sclerose og derfor er på nedsat tid.
Jeg har været på arbejde den pågældende dag og er derfor supertræt i både krop og hoved. Til trods for, at jeg ihærdigt forsøger at holde mig ude af samtalen med blikket rettet på min Iphone, henvender den ene mor sig pludseligt til mig og (unødvendigt) højt spørger: "hvis du nu valgte om, ville du så gerne være på fuld tid eller nyder du at kunne hente ungerne hver dag?"
KAPOW! Argh.. det havde jeg ikke set. En "hvis-mor" i aktion! Mit klare og ret tydelige svar var derfor "Valgte om...Øøh... bum bum bum... Joh det..." og så et lille forlegent smil og en let trækken på skuldrene. Guderne skal vide, at jeg havde lyst til at svare hende med et ligeså tåbeligt retorisk spørgsmål i stil med: "Hvis du gik til gudstjeneste med 3D briller, tror du så det ville ændre dit syn på Gud?"
De spørgsmål som "hvis-folket" stiller oplever jeg som lede, manipulerende og kun stillet for at dunke andre folk i hovedet. Jeg har efterhånden lært mig selv at tænke "spejl" istedet for at trække sværdet, for der er ingen tvivl om at:
mod dumhed kæmper selv guderne forgæves!
Problemet med "hvis-folket" og de spørgsmål de stiller er, at man ofte først genkender dem, når man mindst venter det.
Lad mig give et eksempel fra den forløbne uge!
Scene: Jeg står i skolegården og venter på, at artisterne får fri fra skole. To stressede mødre, som jeg egentlig ikke kender, står og "tvangs-snakker". Det skal nævnes, at den ene mor ved, at jeg har sclerose og derfor er på nedsat tid.
Jeg har været på arbejde den pågældende dag og er derfor supertræt i både krop og hoved. Til trods for, at jeg ihærdigt forsøger at holde mig ude af samtalen med blikket rettet på min Iphone, henvender den ene mor sig pludseligt til mig og (unødvendigt) højt spørger: "hvis du nu valgte om, ville du så gerne være på fuld tid eller nyder du at kunne hente ungerne hver dag?"
KAPOW! Argh.. det havde jeg ikke set. En "hvis-mor" i aktion! Mit klare og ret tydelige svar var derfor "Valgte om...Øøh... bum bum bum... Joh det..." og så et lille forlegent smil og en let trækken på skuldrene. Guderne skal vide, at jeg havde lyst til at svare hende med et ligeså tåbeligt retorisk spørgsmål i stil med: "Hvis du gik til gudstjeneste med 3D briller, tror du så det ville ændre dit syn på Gud?"
De spørgsmål som "hvis-folket" stiller oplever jeg som lede, manipulerende og kun stillet for at dunke andre folk i hovedet. Jeg har efterhånden lært mig selv at tænke "spejl" istedet for at trække sværdet, for der er ingen tvivl om at:
mod dumhed kæmper selv guderne forgæves!
Jeg kan ikke ændre andre folk, men jeg kan passe på mig selv ved at blive bedre til at genkende de spørgelystne "hvis-folk" og så lade spørgsmålene være det de er, nemlig et udtryk for "hvis-folkets" egen utilstrækkelighed. De skulle bare vide, hvor gerne jeg vil bytte sygdom med rollen som spørger (af rigtige spørgsmål).
Én ting ved jeg med sikkerhed, og det er, at jeg kun er et lille enfoldigt menneske for:
hvis og hvis min røv var spids, så ville jeg skide i deres postkasser ;-)
Én ting ved jeg med sikkerhed, og det er, at jeg kun er et lille enfoldigt menneske for:
hvis og hvis min røv var spids, så ville jeg skide i deres postkasser ;-)
RSS Feed
