Der kom en pakke med posten i dag. Jeg kunne ikke mindes at have sendt bud efter noget, og alle de bestilte julegaver var modtaget og afleveret videre den 24. december, såh...

Det var en blød pakke. Jeg elsker bløde pakker, så jeg flåede jeg kuverten op!!

Hvor var det vildt... inde i pakken lå den flotteste, sejeste hjemmestrikkede hue. Men ikke en hvilken som helst hue, næhh min helt egen personlig hue.

Og så var det, jeg fik en klump i halsen, for den smukke hue, der blev sendt til mig er strikket af en kvinde, Jette, som jeg aldrig har mødt, men føler mig knyttet til. Jeg er så rørt over, at Jette har givet sig tid til at tænke på mig. Jeg er også dybt imponeret over at hun kan jonglere så professionelt med sine strikkepinde. DET er da for sejt ik?

Jette har, ligesom jeg, sclerose, og ved om nogen, hvor meget Sclerosen kan fylde i hverdagen. Hun strikkede en hue til mig, men hun skrev også en varm hilsen, som var vedlagt i kuverten i dag.

Søde Jette, jeg tog min nye hue på i eftermiddags og gik ud i min have.
Jeg nød huen som varmede om ørerne og solens stråler og søreme om ikke foråret HAR ramt min matrikel allerede. Vintergækkerne er kommet op.




1000 tak for den bedste hilsen, jeg kan forestille mig her på falderebet til 2014. Må 2014 blive et godt år og et mildt år. Godt nytår til Jette med strikkepindene og alle i andre, som i 2013 troligt har fulgt med i mine tanker og betragtninger omkring livet med mit cirkus. Det betyder rigtig meget for mig, at I giver mig medspil og modspil. Må 2014 blive et år, som behandler os godt!

Afsted det gik i onsdags med hat og stok til Sønderborg. Tre generationer af Cirkus Holmboe skulle til Lady Walk. Et for mig vigtigt arrangement, som jeg i lang tid har glædet mig til at deltage i sammen med min elskede veninde, seniorartisten og ældsteartisten. 

Iklædt min nye flotte bøllehat, min seje stok og lilla "LadyWalk" T-shirt var jeg frisk på skiftevis at cykle og gå den 7 kilometer lange rute i et arrangement som støtter bla. Scleroseforeningen. Jeg var den eneste af de ca. 4500 deltagende kvinder som kom anstigende med hjemmestrikket bøllehat, dekoreret stok OG campingcykel, men der var plads til alle, selv en cirkusdirektør med seniorartistens campingcykel. 

Startskuddet lød, og vi gik, snakkede, grinede, spiste, holdt pause på en bænk, nød, cyklede, holdt balancen (næsten) og var en del af noget stort. Det føltes så fedt og opløftende at være blandt SÅ mange kvinder, som for en aften havde lettet røven fra sofaen og enedes om at gå i en god sags tjeneste.  Det var overvældende var det!

Jeg er glad for, at jeg tog beslutningen om at deltage, velvidende at HVIS det havde været en konkurrence om at komme først eller gå pænest, så havde jeg ikke vundet en skid! Det var det så ikke - en konkurrence altså, men jeg var garanteret den, som havde mest udstyr med, for som billetsælgeren siger "man må ALDRIG gå ned på udstyr". 

Vi snød!! Det gjorde vi altså... Endda med god samvittighed, for efter 4 km kunne mit venstre ben hverken stå eller gå, så vi snød... og tog hjem uden at sige det til de voksne ;-) 
Jeg er så misundelig på alle de lilla kvinder, som kunne gå og gå uden at tænke over, hvor fantastisk priviligerede de er. Jeg er misundelig over, at de ikke skal overveje, om det er nødvendigt at have en sammenklappelig campingcykel med på en gåtur... 

Når det er sagt, så sidder jeg (med fare for at blive betragtet som en jubel-idiot) samtidig med en taknemmelighed over, at kunne være med i sådan et arrangement, og at mit cirkus og min veninde ville med mig. Jeg var superflot med min nye stok og min nye bøllehat og også superstolt! Jeg går og cykler igen næste år, for det VIL jeg!!

For snart 4 måneder siden blev jeg jo vært på Radio MS i et program ved navn Cirkus. Radioen er drevet af frivillige, men hvad der er helt fantastisk er, at der sidder en herlig, kærlig og fantastisk kvinde på Sjælland, som jeg har skrevet med, men aldrig har mødt. Denne kvinde har også sclerose, og hun spurgte mig for en måneds tid siden, om jeg ikke kunne tænke mig en hue/hat som hun ville strikke, for det havde hun også gjort til de andre studieværter!!!

Jeg sagde JO TAK, for jeg havde set de andre studieværters eksemplarer, og det var "virkelig go' stil"! I morgen får jeg så tilsendt min bøllehat!!! Tjek den lige ud... Er den for tjekket eller hvad? Jeg er så taknemmelig og rørt over, at en kvinde, som ikke kender mig, vil bruge timer på at lave noget så unikt - det er hvad jeg kalder overskud, næstekærlighed og styr på strikkepindene. Bemærk at der står CIRKUS MS på bøllehatten <3

Ikke nok med, at jeg vil vente spændt på postbudet i morgen, så vil jeg kl. 9.30 i morgen formiddag tage hjem til min ven Kasper Vestergaard, som er bagmanden bag MS Kost & Livsstil. Han har nemlig forvandlet min sorte stok om til et kunststykke, og nu har han meldt, at den er klar til brug! Jeg glæder mig som et lille barn til at se den og prøve den. 

Han har taget udgangspunkt i et maleri han har lavet og ladet sig inspirere, da han malede min kunstneriske stok... Årh jeg er spændt!

Jeg vil bruge den i morgen aften, når jeg skal deltage i Ladywalk i Sønderborg, som er et arrangement, hvor der i Sønderborg deltog ca. 4200 kvinder, som alle gik tl fordel for Scleroseforeningen. For hvert skridt jeg tager i morgen aften på gåturen vil jeg kigge smilende på min stok og sende Kasper en kærlig tanke. Tænk at have en ven, som insisterer på at male min stok, så han kan være sikker på, at jeg bruger den. Det er da fantastisk. Af hjertet tak søde Kasper, du er en ener...

Jeg vil pakke min stok, min bøllehat, campingcykel, ældsteartisten og ikke mindst seniorartisten i Berlingoen, så vi kan komme til Sønderborg,  og så skal Cirkus Holmboe give den gas til Ladywalk. Jeg glæder mig til at møde en masse af dem som jeg kun (endnu) kender fra facebook i de sclerosefora, hvor jeg jonglerer rundt. Jeg håber vi bliver mange og solen vil skinne bare lidt :-)

Jeg er så taknemmelig og glad for, at der findes mennesker i mit liv, som vil glæde mig uden at forlange noget til gengæld. Tak Jette og Kasper!!

Jeg har købt en stok i dag. En sort stok!

I sidste uge kom kommunen med to krykstokke til mig. De er rigtig gode at have, men nok endnu bedre at bruge. Jeg har bare ikke taget mig sammen og gjort forsøget endnu... Årh det kræver overvindelse og mod, for de er altså lidt store og klodsede!

Jeg var tidligere på ugen på café med min fantastiske ven Kasper Vestergaard, som er manden bag kogebogen MS KOST & LIVSSTIL. Han spurgte pænt til mine nye hjælpemidler, som jeg så kunne fortælle lå bag i Berlingoen - og at dér lå de godt!! Med et smil på læben og lidt rysten på hovedet sagde han "Du skal da have en stok, som er DIN! Køb en stok og så laver jeg noget på den..." 

Kasper kan nemlig mere end at lave mad, han er en superdygtig fotograf, tegner som en drøm, og så vil han male min stok, så den bliver min!
Han havde i løbet af to slurke kaffe fundet et forslag til, hvordan cirkusdirektørens stok skal "pyntes".

Herunder ser I Kaspers forslag til hvilken stil vi "bevæger" os i. 

Det bliver hot!

Jeg købte stokken i dag, og jeg afleverede den igen i dag. Ikke tilbage til butikken men til min huskunstner Kasper, som nu vil udfolde sine kreative evner på mit hjælpemiddel :-) Jeg er ham dybt taknemmelig og lidt spændt på at se resultatet  :-)

Jeg lover at lægge billeder op her på bloggen, når han er færdig med sine udfoldelser og stokken er tør! Cirkusdirektøren er glad og forventningsfuld...

Lise og jeg, lige inden vi markerede mærkedagen!

Dagen i dag er en mærkedag for mig. En mærkelig mærkedag, som ikke fortjener at blive fejret, men alligevel skal den have den behørige opmærksomhed, den kræver! 

Den 9. april 1996 fik jeg diagnosen sclerose, så i dag er det præcis 17 år siden, at jeg som 24 årig sad sammen med en meget alvorlig gråhåret læge i et lille kontor på Århus Kommune-hospitals Neurologiske afdeling. Den gråhårede læge i sin hvide kittel havde kaldt mig ind på kontoret, efter jeg havde været indlagt tre dage og gennemgået scanninger, blodprøver, alskens tests. Det var helt tydeligt, at han havde en besked til mig, som ikke handlede om virus eller en uskyldig infektion. Han spurgte mig med lav dyb stemme, om jeg selv havde en idé om, hvad jeg kunne fejle... Mit svar var "Jeg kan næsten regne ud, at det er noget alvorligt, såååh... er det kræft i hjernen eller så'n noget?" 

Det føltes meget meget uvirkeligt, da han svarede "nej, det er ikke cancer, men du har en sygdom, som hedder sclerose! Har du hørt om den, Charlotte?" Dét måtte jeg svare ja til. Jeg kendte både til kørestolsbrugere, folk der ikke kunne spise selv og også dem, der ender på plejehjem som 30 årige... 1000 tanker fløj rundt og væltede over hinanden inde i mit hoved... Det eneste, som står helt klart for mig under den samtale er, at jeg på et tidspunkt kigger på ham den gråhårede, og afbryder hans talestrøm med ordene "ok ok... Jeg er så bare superglad for lige nu, at der trods alt er noget, der hedder handicapidræt!"

Sytten år er lang tid med en diagnose egentlig! Lang tid, når jeg tænker tilbage, og prøver at skabe overblik over, hvor alle de år er blevet af, hvad der er sket, og hvordan jeg har har brugt dem. For det er jo det jeg har! Jeg har brugt årene. 

De er blevet brugt meget forskelligt, årene altså! Nogle er blevet brugt på at holde skruen i vandet, andre er blevet brugt på at træffe valg, store valg, vigtige valg. Men fælles for dem alle er, at årene, såvel som valgene, har gjort mig til den, jeg er i dag. 

Særligt det seneste år har været et ganske specielt et af slagsen. Det har nemlig været startskuddet på den "rejse" jeg føler, at jeg er begyndt på... Den vildeste og mest spændende tur, hvor jeg har taget flere valg end nogensinde, hvor jeg har prioriteret og brugt min energi på en måde, så jeg blot har fået mere energi. 

En "rejse" som betyder, at jeg føler mig elsket og tæt forbundet til mit cirkus, samtidig med at jeg gir' mig selv mere plads og mod til at gøre de ting, som gør mig godt og glad. 

Det gør mig glad og fyldt med energi, at:

• Jeg har lavet Cirkus Holmboe-bloggen, som er blevet taget så supergodt imod.
• Scleroseforeningen har bedt om at må bruge min blog på deres hjemmeside.
• Jeg er blevet en del af Radio MS, som er en fantastisk radio for MS ramte, deres pårørende og andre interesserede.
• Jeg får lov til at lave alle mine skøre cirkusting uden at opleve, at der er nogen som (ihvertfald offentligt) rynker på næsen ad det.
  
• Jeg kan stole på, at mit cirkus bliver hvor det er, med teltpløkkerne hamret solidt i jorden.
• mine venner, både de, hvis puls jeg kan mærke, men også de, som jeg føler mig knyttet til i cyperspace, støtter mig og har vist sig at være så betydningsfulde på min "rejse" og i mit liv.

Jeg håber og satser på, at jeg kan fortsætte stilen, og at jeg den 25. maj kan fejre 3 år uden  attack. 

Min søde og skøre ven Lise har i går hjulpet mig at blæse de første 17 år med sclerose afsted og væk. Det gjorde hun med dette cirkusnummer. Det er helt unikt, og jeg er SÅ taknemmelig for, at også hun gider at "lege" med i mit cirkus univers :-) TAK søde Lise for initiativet til at markere dagen :-)

Hvis BARE jeg turde spørge... 

Hvis bare jeg var modig nok til at spørge mine trænings-homies, om jeg måtte tage et billede af dem! 

Men jeg VED, at både Hans og Gert vil lave pjat og skære ansigter, mens de siger "ooooost" istedet for "cheeese". 

Mine homies er fantastiske, skøre, empatiske og fandenivoldske, og jeg elsker dem for det!! Vi mødes hver mandag og fredag morgen og holder en fest, en træningsfest, mens vi sveder, kæmper og hepper :-) Jeg har lyst til at dele dem  med hele verden :-)

Hvis I forestiller Jer en flok træningsfreaks med stramt tøj, store muskler samt endnu større viden om proteinpulver, knoklende løs i et lokale med spejle smækket op overalt, så prøv at lukke øjnene, mens I tænker på seks gråhårede, ikke særlig ranke pensionister, som trisser fra den ene maskine til den anden i løstsiddende joggingdragter. THAT'S MY HOMIES!
Vær ikke i tvivl...Der BLIVER svedt og der BLIVER knoklet i maskinerne, som var det med livet som indsats - og det er det jo egentlig også! Jeg er vild med mandag og fredag morgen, og jeg kan slet ikke undvære, at være en del af det fællesskab, som jeg oplever sammen med mine homies :-)

Alle har brug for at være en del af et fællesskab. Bedst er et fællesskab selvfølgelig, hvis det gør en forskel, bidrager med noget positivt og ikke dræner en for energi. Jeg har et fællesskab med mine træningshomies, mine skønne venner og ikke mindst den gruppe inde på facebook, hvor fællesskabet egentlig mest er af nød, nemlig et sclerosefællesskab. Dette forum har udviklet sig til at være et sted, hvor man kan dele glæder, frustrationer, diskutere, søge råd og viden - et meget værdifuldt fællesskab for mig! 

Det bedste, mest værdifulde og uundværlige fællesskab jeg har, værner jeg om, forsvarer, bruger og elsker at være i. Cirkus Holmboe giver energi, giver mening (god mening) og bidrager med noget positivt til mig!!

Martin er min gode ven! Jeg har kendt ham siden jeg var 15 år. Vi er vokset op i samme by og har for mange år siden været en del af hinandens liv. 

I går kom der en pakke med posten til MIG! Da jeg hovedsagelig er den ”heldige” vinder af rudekuverter til daglig, var både overraskelsen og begejstringen stor, da jeg åbnede og fandt godter fra Martin.

Martin er en frømester. En Chia frømester. Det er nemlig ham som I 2010 fik fødevaregodkendt Chiafrø i EU og nu importerer og forhandler i hele EU. Næringsindholdet i Chiafrø er over 20% protein (komplet), 18% Omega3, 36% fibre og meget andet godt som calcium, magnesium m.v - de binder deres egen vægt ca 12-14 gange i vand og er stort set uden smag, kun let nøddeagtig smag ved ristning...

Jeg fik tilsendt både Chiafrø og Stevia, som er et sundt og naturligt alternativ til sukker, som søder 200-300 gange mere. Ud over at Stevia ikke indeholder kalorier, har det naturlige alternativ en anden fordel: Det påvirker vores blodsukker meget lidt sammenlignet med “rigtigt” sukker, der får blodsukkeret til at stige.

Jeg elsker gaver, jeg elsker at nogen tænker på mig og jeg er vild med at få lov til at eksperimente med andet end spelt, hørfrø og rugmel ;-) I morgen er der derfor erklæret "Store Chia-bagedag" i Cirkus Holmboe!

Martin, jeg skylder dig en stor kold øl, for kold øl er sundt, det synger Peter Belli selv. En kold øl i solen, og så må du få en bid af min chiabolle :-) Du ved hvor jeg bor!

Martins firma Original Chia kan findes her
http://www.originalchia.dk/

Hvor fantastisk er det lige. Jeg tog en beslutning for en måneds tid siden om at tage med billetsælgeren til Roskilde, da han i den forgangne weekend skulle læse master på RUC. JEG har IKKE læst i denne weekend, men derimod brugt tiden på at besøge nogle mennesker, som jeg kender fra et scleroseforum på Facebook. 
Jeg har i dette forum fået kontakt til nogle mennesker, som forunderlig vis er kommet ind under huden på mig, og som jeg har glædet mig til at møde "engang"

Denne weekend har været den mest fantastiske, livsbekræftende, intense og positive oplevelse! Jeg er så taknemmelig for at "københavnerne" havde lyst og overskud til at bruge tid på mig. Tak for grin, kaffe, dybe snakke, gaver, knus og kram. Efter at have gjort hvad der stod i min magt for at undgå et fællesskab med andre scleroseramte i ca. 16 år, har jeg i denne weekend taget røven på mig selv...

Det er ganske vist ret grænseoverskridende at tage til den anden ende af landet for at "undersøge", om personerne bag de mange ord på FB stemmer overens med personerne i virkeligheden. Det gjorde de for mit vedkommende, så jeg er klar til at tage en besøgsrunde til SNART!!! 

Jeg elsker IKKE min sygdom, men jeg elsker at der i en "klub", jeg ikke frivilligt er medlem af, findes folk som jeg kan identificere mig med, føle mig connected til og har SÅ meget til fælles med UDOVER "klubbetingelsen" :-)

At det så ovenikøbet har været en weekend på hotel med lækker morgenmad, aftener alene med billetsælgeren, ingen madpakker eller artister som laver uforudsete kunster, DET er en win win!

Min kusine Lise og jeg var penneveninder en stor del af vores barndom. "Penneveninder" - fantastisk ord, som emmer af blyant, blyantspidser, viskelædersmulder, valg af smukt brevpapir og store overvejelser om, hvad der skal sendes af ord til den anden ende af landet med "frimærkepost" :-)
Jeg fandt forleden et brev, som jeg modtog fra hende i 1980. Jeg har spurgt hende om lov, og fik et "ja" til at "publicere" det her på min blog. Grunden til at jeg vil dele det med Jer og også den korrespondence vi havde omkring brevets indhold efterfølgende på facebook er at ... ja læs selv og overvej spørgsmålet der stilles :-) Så enkelt kan det nemlig gøres.. Ingen indpakning og lange sætninger, før bomben sprænges: Tror du på Gud - in your face!!

- og her følger så vores korrespondence på Facebook:


Charlotte Edlefsen Holmboe
Søde kusine, er ved at rydde op i mine gemmer. Jeg har siddet 1/2 time nu og smilet for mig selv, for jeg fandt det her brev fra dig min kære! Jaaah... og nu sidder jeg så også og er tvunget til at overveje om jeg tror på Gud!

Gør du? 

Der er nu noget ved "rigtige" breve ik? at stille pørgsmålet "tror du på Gud?" rammer lidt dybere end på en SMS eller en PB på FB ik?

Love you 
Knus fra kusinen

Lise Edlefsen
Lotte min skønne kusine!
Jeg kan godt forstå dine smil, for jeg har siddet og små fniset de sidste 10 minutter.....hold nu op, jeg kan slet ikke huske denne indremissionske periode af mit liv, og der er en herlig kontrast, i mit julegaveønske "Frank Zappa" vs. mine religiøse citater, hi hi hi!
Men jeg må tilstå, at mit kristne liv ikke længere er så stærkt.

Så tror du på Gud?

Tak for denne herlige remonter, og hvor var vi egentlig heldige, at vi voksede op i en tid uden PC'er, mobiler osv 

Stort kys fra
Hende den ugudelige...

Charlotte Edlefsen Holmboe
Kæreste ven - åh hvor er livet herligt!!! Hmmm tænker endnu... tror, tror ikke?? Det er sgu svært ik? For når det hele glider og kører, og der ikke rigtig er brug for Ham, så er det fristende ikke at tro. Til daglig tror jeg nok bare mest på mig selv, men når "lorten" er for stor og lugter for fælt, livet slår knuder, så popper spørgsmålet jo om "tro ctr. ikke tro" unægteligt op. Det er oftest i situationer, hvor jeg bliver konfronteret med vores udødelighed, at tanken om en Gud er besnærende. Hvem gider ligge i et sort hul under jorden, når man kan holde fest med Elvis, Louis Armstrong, Leif Edlefsen og ens bedsteforældre??

Charlotte Edlefsen Holmboe
Lise, den her korrespondence er lige til min blog. MÅ jeg bruge dit brev og det vi har skrevet til hinanden - svar ærligt, og det er helt ok, hvis vi lader det forblive pb'er til hinanden.

Lise Edlefsen
Du blogger bare løs 

Jeg har lært af blogs og FB, at der sidder mange derude, som kan få noget ud af det man skriver....måske fordi de går og har samme tanker eller følelser, men ikke tør/kan sætte ord på, så blog løs min tøs 

Og du har ret Gud er god at have nær, når min indre superwoman må ned på knæ, eller jeg har brug for at sige undskyld, fordi jeg ikke gav hende den gamle min plads i toget en mandag aftermiddag i toget på vej hjem fra arbejde.

Fortsat god weekend smukke!

__________________________     __________________________________     _____________________________

Vores hverdag er fyldt med spørgsmål, der får hverdagen til at fungere logistisk og indholdsmæssigt:

• Hvis tur er det til at dække bord?
• har du lektier for?
  
• Har du købt mælk?
  
• Hvad tid er du hjemme fra arbejde?
  
• Må jeg lege med xx i dag?
  
• Hvorfor SKAL jeg gå i bad, jeg skal jo alligevel til idræt i morgen?
  
  

Men lige præcis spørgsmålet " Tror du på Gud?" havde jeg ikke set komme, da jeg ryddede op i mine gemmer i går, og da slet ikke fra en pige på 10 år (i 1980). Et stort spørgsmål, som lægger op til eftertænksomhed og refleksion omkring livet og det der (måske) kommer efter, og derfor giver jeg hermed spørgsmålet videre! Tænk over det eller lad være, men...

Tror du på Gud?

sød tøs og lev vel her fra mig

- Min far hedder Finn. 
- Min far er klog og sød!
- Min far er også meget diplomatisk.

Faktisk vil jeg vove den påstand, at det i høj grad er min fars fortjeneste, at  jeg altid  (næsten..) forsøger at få tingene til at fungere og oftest lykkes med det uden at komme i store konflikter, tabe ansigt eller fornærme nogen.
Jeg har i min  "januar-mæthed" været nødt til at gennemgå den 4 trins "konfliktløsningsliste", som min far lærte mig som 10 årig, da "Røv René" blev VED med at drille, og jeg til sidst ikke anede, hvad jeg skulle gøre..
Fornemmelsen af ikke at vide, hvordan jeg slipper af med "Røv Januar" volder mig nemlig (næsten) ligeså mange kvaler, som Røv Rene gjorde for mange år siden. 

De 4 trin er som følger:
Scenen er sat: "Røv René" driller og håner". Opfører sig faktisk mest som en af de der enfoldige hunde, som gør og gør, springer op og snapper. En af de hunde, som ikke forstår at nok er nok, men bliver VED med at hoppe op eller insisterende snuse én bagi.. What to do?...
Trin 1: "Du skal vende dig om og gå Charlotte" Hvis dette ikke virker gå til trin 2...

Trin 2: "Kig "Røv René"  ind i øjnene, fortæl ham, at han skal tie stille og vend dig så om og gå" Hvis dette ikke virker, gå til trin 3

Trin 3: "Fortæl det til en voksen, sig så til "Røv René" at han skal tie stille. Vend dig om og gå"

Trin 4: "Charlotte, du må gøre det her én gang! Kig "Røv René" ind i øjnene og placer så ét HÅRDT slag enten i maven eller hovedet. Du skal ramme rent og gå så din vej. Hvis lærerne blir' sure og skælder dig ud, så sig at de kan ringe til din far" Jeg elsker min far!

I morges vågnede jeg med migræne for 3. morgen i træk. Jeg var derfor SÅ klar på at gennemføre de fire trin på Røv Januar!! Det er bare lidt svært at vende sig om og gå, kigge  Røvjanuar i øjnene og bede den om at tie stille. Jeg har ej heller kunnet finde en voksen at "sladre til" SÅ jeg valgte at gå direkte til trin 4... Jeg tog 140 kg i benpres i morges og det skulle vise sig at være lige præcis nok til at sætte Røv januar på plads én gang for alle.

Sneen fløj om ørerne på mig, da jeg i dag kl. 9.42 sparkede januar lige i kuglerne, mens jeg råbte "KOM MAJ DU SØDE MILDE". Januar gik i knæ, smagte blod og fortrød sin opførsel. Solen begyndte at skinne, der var helt stille og jeg kunne mærke, at foråret er på vej, om ikke andet så indeni mig! SÅDAN og tak søde far Finn for de vise råd!

De fire trin er hermed givet videre. Det er ikke kun børn, som har brug for at kende de fire trin i deres møde med gemene møgunger. Vi voksne kan med stor fordel bruge dem i mødet med kommunen, chefen, kollegerne, svigerforældrene, helbredet, forældrene og måske endda naboerne. Mit eneste råd må dog være: spring IKKE de tre første trin over!!

Pøj pøj og husk...ét hårdt slag og gå så din vej ;-) (kontakt evt. fagforening eller advokat efterfølgende)