"Nej, det er latterligt!!" var kommentaren fra yngsteartisten, da vi igår gik en lille tur med cirkushunden. Op af jorden var skudt to forhindringer som skulle besværliggøre vejen fra den ene blinde vej til den anden.
Jeg kunne i mit indre kun give ham ret, men valgte at indtage den myndige og forsonende rolle mellem kommunens beslutning om forhindringer for borgen og borgerens protest (læs: yngsteartistens). "Jamen Hjalte, det er jo også et spørgsmål om at sørge for, at folk ikke cykler ind i hinanden og vælter. Der er trods alt mindst 20, der cykler her hver dag" var min første kommentar på hans reaktion. Da jeg på hans "rullen med øjnene" og dybe suk kunne se og høre, at denne udredning ikke gav mening for ham som borger, måtte jeg straks ty til en ny strategi... "Jamen det her med stængerne er jo ikke skidt uden at være godt for noget min skat! De er da gode til kolbøtter", og så slog vi en kolbøtte begge to, inden vi gik videre.
Det slog mig i går aftes, at de her forhindringer/stænger samt mine forlorne forklaringer til yngsteartisten ikke giver mening overhovedet. Jeg har gransket min hjerne, prøvet at forestille mig, hvad disse forhindringer gør af nytte mellem to yderst ubefærdede blinde veje i et villakvarter i provinsen... Stadig ingen mening at spore.
Jeg er nu kommet til den konklusion, at der må sidde nogle folk inde i den store triste kommunebygning, som har to stænger der fylder op af deres skriveborde! Der må være nogen som har talt sammen om beslutningen: "Hvor skal vi gøre af dem?? Jo sgu da, de gør ingen skade ude i Starup mellem de der to blinde veje, hvor der alligevel aldrig sker noget og hvor ingen færdes alligevel... Der gør de ihvertfald ingen skade, og så kan vi altid fjerne dem, hvis de er i vejen"
Prøv nu at bytte stænger ud med folk i arbejdsprøvning og flexjobssøgende!
og slå så lige en kolbøtte! Velkommen til "kommunelogik" - HOPLAAAA
Jeg kunne i mit indre kun give ham ret, men valgte at indtage den myndige og forsonende rolle mellem kommunens beslutning om forhindringer for borgen og borgerens protest (læs: yngsteartistens). "Jamen Hjalte, det er jo også et spørgsmål om at sørge for, at folk ikke cykler ind i hinanden og vælter. Der er trods alt mindst 20, der cykler her hver dag" var min første kommentar på hans reaktion. Da jeg på hans "rullen med øjnene" og dybe suk kunne se og høre, at denne udredning ikke gav mening for ham som borger, måtte jeg straks ty til en ny strategi... "Jamen det her med stængerne er jo ikke skidt uden at være godt for noget min skat! De er da gode til kolbøtter", og så slog vi en kolbøtte begge to, inden vi gik videre.
Det slog mig i går aftes, at de her forhindringer/stænger samt mine forlorne forklaringer til yngsteartisten ikke giver mening overhovedet. Jeg har gransket min hjerne, prøvet at forestille mig, hvad disse forhindringer gør af nytte mellem to yderst ubefærdede blinde veje i et villakvarter i provinsen... Stadig ingen mening at spore.
Jeg er nu kommet til den konklusion, at der må sidde nogle folk inde i den store triste kommunebygning, som har to stænger der fylder op af deres skriveborde! Der må være nogen som har talt sammen om beslutningen: "Hvor skal vi gøre af dem?? Jo sgu da, de gør ingen skade ude i Starup mellem de der to blinde veje, hvor der alligevel aldrig sker noget og hvor ingen færdes alligevel... Der gør de ihvertfald ingen skade, og så kan vi altid fjerne dem, hvis de er i vejen"
Prøv nu at bytte stænger ud med folk i arbejdsprøvning og flexjobssøgende!
og slå så lige en kolbøtte! Velkommen til "kommunelogik" - HOPLAAAA
RSS Feed
