Ikke meget Cirkus Kæphøj hér! Vi graver videre...

Vi kan sgu ikke rigtig få det til at hænge sammen i Cirkus Holmboe lige nu.

Der er for mange tårer, for mange tanker, for meget feber og hosten, for meget opkast og tyndskid og for meget jah.. af det hele. Især når vi samtidig udfordres med daglige optrædender, som jo helst skal foregå i en nogenlunde præsentabel manege med oplagte folk...

Vi har derfor valgt i fælleskab at gå all in med cirkusnummeret "At være en muldvarp"!

Næh.. tilbage igen. Virkeligligheden må vente...

Virkeligheden tjekkes ud og SÅ tilbage igen under jorden...

Der er tale om det meget kendte nummer, hvor man graver sig ned, så ingen kan se, høre eller endsige nå én. Kunsten består i kun at grave sig op til jordens overflade, så man helt kort kan tjekke om virkeligheden og hverdagen faktisk eksisterer endnu. Derefter fylder man lungerne med frisk luft og smagen af solskin for så hurtigt at kravle ned i de underjordiske gange igen. Ned, hvor man ikke skal bekymre sig, forholde sig eller forstille sig!

Det er et ret svært cirkusnummer, som kræver både øvelse og mod, men at kravle rundt i gangene i mørket og mærke sig frem i et stille tempo, er faktisk helt ok, når man gør det sammen med nogen. Nogen man stoler på og er tryg ved! 

Vores mellemsteartist og jeg har indtil videre brugt et par uger i gangene under jorden. Jeg har fået fri fra arbejde for at kunne kravle rundt sammen med ham i de underjordiske uforstyrrede gange, hvor alt foregår i et tempo, som betyder, at han stille og roligt er ved at være lidt mere klar til solen og virkeligheden igen. Han er så sej en gut, er han! Han kæmper og han har nogle søskende, bedsteforældre og forældre som hjælper med at kast jorden til side så han kan se solen og som giver al den opmuntring det kræver! 

Vi bliver i trygheden under jorden et stykke tid endnu, men kan mærke, at som foråret melder sin ankomst med knopskydninger, fuglefløjt og lysere morgener så bliver behovet for mere frisk luft i lungerne større og behovet for at blande sig med  virkeligheden mere mere attraktiv. Kort sagt laver vi i Cirkus Holmboe flere og større muldvarpeskud end for bare tre uger siden - og det er så dejligt. 

Det varer nok ikke SÅ længe, før vi stikker hovedet så langt op, at mellemsteartisten med rette kan spørge:
"Hvem har lagt en lort på mit hoved?",tørre lorten af, grine af det og blive i solen!

Nåh ja, som om ovennævnte ikke er udfordring nok for et lille cirkus, så skulle jeg hilse fra Cirkusdirektøren og sige, at al den graven og kravlen rundt nede i de trygge gange under jorden, harmonerer helt utrolig dårligt med 15 timer med uafbrudt opkast, tyndsk.. OG migræne! Det var nemlig, hvad der ramte mig i denne uge. Efter 15 timer på denne måde, vidste jeg snart ikke, hvad der var værst: Den utrolige smerte i brystbenet og mavemusklerne efter alle ofringerne eller en krop, som giver den max gas med dumme og ret insisterende sclerose attaksymptomer på grund af afkræftethed.

Brød med betydning!

Når der på grund af alt det ovennævnte ikke er kræfter til særlig meget, men behovet for at udrette noget er påtrængende, så kan man da altid bage et brød! Så det gjorde jeg i går. Dette brød fik en symbolsk betydning på mange måder:

Brødbagningen mindede mig nemlig bl.a. om, at ligegyldig hvor meget umage og hvor mange kræfter man lægger i en opgave, så er Good enough the new perfect. "Forsiden" af mit brød blev særdeles smukt og indbydende, lige tilpas bagt og velduftende. Ved første øjekast kunne dette brød narre enhver :-)

Men det sad (for pokker da også) fast i formen!!! Det ville ikke ud!! Det ville blive i den forbandede Römertopf, som skulle gøre brødet helt specielt. Det virkede nærmest som om det lavede muldvarpefinden... Alle mine anstrengelser  lå der på køkkenbordet og hånede min indsats eller...

"Bagsiden" af brødet var nemlig så genstridigt, at det ligesom var lidt sværere at narre nogen som helst. Mellemsteartisten kiggede på mig, mens jeg stod og kastede forbandelser ud over brødet, formen og min egen indsats. Han smilede og sagde "du gir' da ikke bare op, vel mor?", mens han skrabede resterne af brødet ud af Römertopfen og gumlede veltilfreds. "Det smager VILDT godt, så du gir' altså ikke op! Det er sgu da ligemeget, hvordan det ser ud. Man kan jo bare lukke øjnene..."

Så det gjorde vi, altså lukkede øjnene, og det smagte himmelsk. Så nej! jeg gir' da ikke op. Ingen af os giver op. Lige nu giver vi efter, men vi gir' ikke op. Jeg rørte derfor en ny dej til i går aftes, for selvom det næste brød måske bliver ligeså "vingeskudt" som det første, så husker vi at det dufter og smager det himmelsk (der er også ØL i ;-)).

Med ingredienser som opbakning, kærlighed og stædighed som de mest basale, så skal det hele sgu nok gå mere end godt. Især masser af kærlighed!!