I lørdags tog jeg i Netto. Jeg var der omkring kl. 9.30 og blev derfor overrasket over, hvor mange biler, der holdt på parkeringspladsen allerede. Jeg valgte derfor handicappladsen, da den var ledig og mine ben holdt fri.
I det øjeblik jeg åbnede bildøren blev jeg mødt af et: "hov hov hov dame!! Den der plads er for handicappede!" En dame på omkring 65 stod ved en bordeeuxrød Toyota lige ved siden af mig og så meget bestemt ud.
Jeg har prøvet det før. At folk antaster mig og siger, at jeg ikke må holde, hvor jeg gør, fordi jeg" ikke er handicappet". Jeg ved derfor også at folk, der leger parkeringsvagter generelt ikke er interesserede i lange tårevædede forklaringer om mit sygdomsforløb, så jeg sagde blot, at jeg har sclerose, og at jeg har et kort i forruden, som berettiger min parkering lige netop på sådan en plads.
Dette stoppede dog hverken hende eller hendes lille galsindede hund, som stod på bagbenene inde på passagersædet, og hjalp med at skælde mig ud med sin skingre gøen og hidsige kradsen på ruden.
For ikke at sige noget dumt, vendte jeg siden til hende, låste bilen og trak på skuldrene. Dette fik damen til at udbryde "Men du ligner jo bare slet ikke en, der virkelig har brug for den plads her" efterfulgt af et "skam dig" blik. Jeg tog de første skridt, mens jeg bandede mig selv langt væk for, at stokken stod hjemme i køkkenet. Uagtet synet af mine stive ben, valgte hun at fortælle mig, at det er snydere som mig, der ødelægger det hele for alle andre.
Her får hendes mand åbenbart nok! Han stiger ihvertfald ud af bilen, går om til os og lægger en hånd på sin kones skulder, mens han stille siger til hende:
"Jeg synes bare, at du går ind og handler nu!"
Og det gjorde vi så begge to. Mig med hovedet fuld af smarte nedrige ting, jeg ikke nåede at sige til mokken og hende med et strengt blik på mig, da vi "mødes" ved kassen.
Her kunne blogindlægget såmænd godt slutte, og alle kunne sikkert blive enige om, at hun var en dum kælling. Alle som har et handicapparkeringskort ville kunne nikke genkendende til historien og være enige med mig i, at folk både er ondsindede og uvidende, når det kommer til parkeringspladser.
Men, sådan ender det bare slet ikke.
For nu ved jeg, at den sure dame hedder Inger og at hendes datter har celleforandringer i livmoderen. Jeg ved også at hendes hund altid er ret vred. Faktisk ved jeg, at hende Inger var både sur og ked af det i lørdags, og allerede en gang tidligere den dag var blevet bedt om at skrue ned for blusset.
Alt det ved jeg, fordi jeg i dag igen handlede i Netto og parkerede på den samme handicapparkeringsplads.
Idet jeg stiger ud af bilen, bliver jeg mødt af en rusten mandestemme. Manden på omkring 65 år, står ved siden af en bordeuxrød Toyota og siger "Nåh tør du godt holde der igen?", mens han smiler forsigtigt. Jeg kigger træt og spørgende på ham, indtil han siger "jeg er manden til den sure kone i lørdags"
"Nååårh på den måde. Jer har jeg sgu tænkt på et par gange. Jeg kunne slet ikke kende dig. Det var lidt sært med sådan en røffel"
Han giver mig ret og vil tydeligvis sige noget mere, så jeg bliver stående og finder min stok frem.
Han spørger så, hvad jeg fejler, og jeg fortæller, at jeg har sclerose. Han fortæller så til gengæld, at ham og konen Inger i lørdags var på vej hjem til deres datter, da jeg mødte dem. datteren havde bedt dem om at komme, fordi hun ikke kunne lide at åbne brevet fra sygehuset, når hun var alene med børnene. Og så havde de i samme forbindelse lovet at handle for hende.
"Hun er jo alt for ung til det skidt altså - og det er du jo også med det der skælrose." Så ønskede han mig god bedring. Jeg smilede og tænkte jo tak. Jeg ønskede ham og hans familie masser af medvind. Og så fulgtes vi ind i Netto, hvor vi smilede til hinanden ved kassen.
Jeg er glad for, at jeg ikke hidsede mig op i lørdags, eller ihvertfald kun i tankerne. Og jeg er ked af, at de har en datter, som er syg. Men derfor er der ingen undskyldning for uretmæssigt at overfuse mig på en parkeringsplads. Nu har jeg fået en forklaring på damens opførsel, og den får mig til at forstå lørdagens møgfald lidt bedre.
Jeg er glad for, at jeg mødte Ingers mand i dag, for det bekræfter mig i, at det oftest er, når folk er pressede, kede og i krise, at låget ryger af. jeg vil dog stadig slå på tromme for, at uanset, hvor svært man selv har det, så er kunsten at trække vejret dybt og tale pænt stadig helt fundamentalt for, at vi mennesker kan omgås hinanden.
I det øjeblik jeg åbnede bildøren blev jeg mødt af et: "hov hov hov dame!! Den der plads er for handicappede!" En dame på omkring 65 stod ved en bordeeuxrød Toyota lige ved siden af mig og så meget bestemt ud.
Jeg har prøvet det før. At folk antaster mig og siger, at jeg ikke må holde, hvor jeg gør, fordi jeg" ikke er handicappet". Jeg ved derfor også at folk, der leger parkeringsvagter generelt ikke er interesserede i lange tårevædede forklaringer om mit sygdomsforløb, så jeg sagde blot, at jeg har sclerose, og at jeg har et kort i forruden, som berettiger min parkering lige netop på sådan en plads.
Dette stoppede dog hverken hende eller hendes lille galsindede hund, som stod på bagbenene inde på passagersædet, og hjalp med at skælde mig ud med sin skingre gøen og hidsige kradsen på ruden.
For ikke at sige noget dumt, vendte jeg siden til hende, låste bilen og trak på skuldrene. Dette fik damen til at udbryde "Men du ligner jo bare slet ikke en, der virkelig har brug for den plads her" efterfulgt af et "skam dig" blik. Jeg tog de første skridt, mens jeg bandede mig selv langt væk for, at stokken stod hjemme i køkkenet. Uagtet synet af mine stive ben, valgte hun at fortælle mig, at det er snydere som mig, der ødelægger det hele for alle andre.
Her får hendes mand åbenbart nok! Han stiger ihvertfald ud af bilen, går om til os og lægger en hånd på sin kones skulder, mens han stille siger til hende:
"Jeg synes bare, at du går ind og handler nu!"
Og det gjorde vi så begge to. Mig med hovedet fuld af smarte nedrige ting, jeg ikke nåede at sige til mokken og hende med et strengt blik på mig, da vi "mødes" ved kassen.
Her kunne blogindlægget såmænd godt slutte, og alle kunne sikkert blive enige om, at hun var en dum kælling. Alle som har et handicapparkeringskort ville kunne nikke genkendende til historien og være enige med mig i, at folk både er ondsindede og uvidende, når det kommer til parkeringspladser.
Men, sådan ender det bare slet ikke.
For nu ved jeg, at den sure dame hedder Inger og at hendes datter har celleforandringer i livmoderen. Jeg ved også at hendes hund altid er ret vred. Faktisk ved jeg, at hende Inger var både sur og ked af det i lørdags, og allerede en gang tidligere den dag var blevet bedt om at skrue ned for blusset.
Alt det ved jeg, fordi jeg i dag igen handlede i Netto og parkerede på den samme handicapparkeringsplads.
Idet jeg stiger ud af bilen, bliver jeg mødt af en rusten mandestemme. Manden på omkring 65 år, står ved siden af en bordeuxrød Toyota og siger "Nåh tør du godt holde der igen?", mens han smiler forsigtigt. Jeg kigger træt og spørgende på ham, indtil han siger "jeg er manden til den sure kone i lørdags"
"Nååårh på den måde. Jer har jeg sgu tænkt på et par gange. Jeg kunne slet ikke kende dig. Det var lidt sært med sådan en røffel"
Han giver mig ret og vil tydeligvis sige noget mere, så jeg bliver stående og finder min stok frem.
Han spørger så, hvad jeg fejler, og jeg fortæller, at jeg har sclerose. Han fortæller så til gengæld, at ham og konen Inger i lørdags var på vej hjem til deres datter, da jeg mødte dem. datteren havde bedt dem om at komme, fordi hun ikke kunne lide at åbne brevet fra sygehuset, når hun var alene med børnene. Og så havde de i samme forbindelse lovet at handle for hende.
"Hun er jo alt for ung til det skidt altså - og det er du jo også med det der skælrose." Så ønskede han mig god bedring. Jeg smilede og tænkte jo tak. Jeg ønskede ham og hans familie masser af medvind. Og så fulgtes vi ind i Netto, hvor vi smilede til hinanden ved kassen.
Jeg er glad for, at jeg ikke hidsede mig op i lørdags, eller ihvertfald kun i tankerne. Og jeg er ked af, at de har en datter, som er syg. Men derfor er der ingen undskyldning for uretmæssigt at overfuse mig på en parkeringsplads. Nu har jeg fået en forklaring på damens opførsel, og den får mig til at forstå lørdagens møgfald lidt bedre.
Jeg er glad for, at jeg mødte Ingers mand i dag, for det bekræfter mig i, at det oftest er, når folk er pressede, kede og i krise, at låget ryger af. jeg vil dog stadig slå på tromme for, at uanset, hvor svært man selv har det, så er kunsten at trække vejret dybt og tale pænt stadig helt fundamentalt for, at vi mennesker kan omgås hinanden.
RSS Feed