November har aldrig været min yndlingsmåned.
November kan noget med et solidt spark i skridtet på mig år efter år. Den plejer at opføre sig ondt og levner ikke ikke nogen nåde eller trøst overhovedet.
I år er ingen undtagelse! Jeg har simpelthen været så syg i den her lortemåned, at det har medført flere sygedage på 20 dage end i løbet af et helt arbejdsår.
Jeg lagde ud med halsbetændelse, snot og ondt i ørerne. Min læge synes også, at det så "ondt" ud og sendte mig hjem med medicin og beskeden om, at "sår'n noget tar' jo sin tid, Charlotte - hjem under dynen med dig!"
Halsbetændelsen skulle så vise sig at befinde sig i kateogorierne "mild sommerforkølelse" og "ynk", i forhold til den migræne, som afløste. Igen tog jeg til lægen. Jeg havde fået en akuttid og nåede at aflevere smerten i en pose to gange på vej derind... Jeg sad med lukkede øjne i venteværelset og blev hjulpet ind i konsultationen af lægen, hvor jeg glædeligt trak bukserne ned for at få en indsprøjtning i ballen med to slags gigtmedicin, som skulle afhjælpe smerten og opkastningerne.
Indprøjtningen hjalp så ikke. Slet ikke!
Så efter en nat uden søvn, men med masser af opkast, gråd og smerter kom min mor. En mor kender sin plads, når hendes datter (på 44) ringer og siger "mor du må godt lige komme nu, for jeg kan ikke rejse mig og jeg ryster helt vildt. Og Peter og ungerne er kørt afsted"
Umiddelbart efter min mors ankomst, kom lægen også. Min mor havde åbenbart ringet efter ham og fortalt, at jeg ikke kunne stå på benene, ikke kunne tisse og at jeg kastede mine piller op, inden de var opløst.
Lægen kiggede på mig og sagde så "Jah.. jeg vil faktisk helst indlægge dig Charlotte!" Han var dog ikke i tvivl om, at det var jeg ikke ret enig med ham i, så han skyndte sig at nippe mig lidt i huden på halsen og sagde så beroligende "hmm, ok! Du er ikke i klinisk forstand ret dehydreret, sååhh". Herpå åbnede han sin store lægetaske og fandt stiltiende blodtryksapparat, morfin, stesolid og kvalmestillende medicin frem... nåh ja og kanyler!
To indsprøjtninger og lidt ekstra stesolid i pilleform som reserve, og så sov jeg den migræne væk - i min egen seng, med min egen mor hos mig og i mit eget cirkus. Og med bevidstheden om, at min migræne bliver taget alvorligt og der er hjælp at få.
Jeg hader migræne mere end noget andet. Jeg hader at migræne sætter mig ud af spillet, larmer og sætter dagsordenen. Allermest hader jeg, at migrænen påvirker sclerosen både fysisk og kognitivt.
Men nu har jeg det godt igen. Igår eftermiddags lettede tågen helt, og jeg kunne mærke, at jeg var med igen.. Jeg elsker at være med. Især igår, for Peter og jeg havde for lang tid siden aftalt at tage til Sønderborg for at høre koncert med Ulige Numre.
Vi kom afsted. Arm i arm og med mig placeret på en stol til koncerten. Aftalen om at smutte, hvis jeg ikke kunne holde til mere var på plads. Men jeg kunne det hele og jeg nød det så meget. VI nød det. Uden møgmigræne og den milde sommerforkølelse. Bare Peter og jeg og så i en stemning, som fortjener et blogindlæg for sig selv :-)
Lige om lidt er november et overstået kapitel og smukke december tager over. Jeg glæder mig til december, for den plejer at være mild og uden spark i skridtet.
Lad mig slutte med Henrik Nordbrandts digt fra bogen Håndens skælven i november fra 1986
“Året har 16 måneder: December, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.”
Åh kære november hvorfor??
November kan noget med et solidt spark i skridtet på mig år efter år. Den plejer at opføre sig ondt og levner ikke ikke nogen nåde eller trøst overhovedet.
I år er ingen undtagelse! Jeg har simpelthen været så syg i den her lortemåned, at det har medført flere sygedage på 20 dage end i løbet af et helt arbejdsår.
Jeg lagde ud med halsbetændelse, snot og ondt i ørerne. Min læge synes også, at det så "ondt" ud og sendte mig hjem med medicin og beskeden om, at "sår'n noget tar' jo sin tid, Charlotte - hjem under dynen med dig!"
Halsbetændelsen skulle så vise sig at befinde sig i kateogorierne "mild sommerforkølelse" og "ynk", i forhold til den migræne, som afløste. Igen tog jeg til lægen. Jeg havde fået en akuttid og nåede at aflevere smerten i en pose to gange på vej derind... Jeg sad med lukkede øjne i venteværelset og blev hjulpet ind i konsultationen af lægen, hvor jeg glædeligt trak bukserne ned for at få en indsprøjtning i ballen med to slags gigtmedicin, som skulle afhjælpe smerten og opkastningerne.
Indprøjtningen hjalp så ikke. Slet ikke!
Så efter en nat uden søvn, men med masser af opkast, gråd og smerter kom min mor. En mor kender sin plads, når hendes datter (på 44) ringer og siger "mor du må godt lige komme nu, for jeg kan ikke rejse mig og jeg ryster helt vildt. Og Peter og ungerne er kørt afsted"
Umiddelbart efter min mors ankomst, kom lægen også. Min mor havde åbenbart ringet efter ham og fortalt, at jeg ikke kunne stå på benene, ikke kunne tisse og at jeg kastede mine piller op, inden de var opløst.
Lægen kiggede på mig og sagde så "Jah.. jeg vil faktisk helst indlægge dig Charlotte!" Han var dog ikke i tvivl om, at det var jeg ikke ret enig med ham i, så han skyndte sig at nippe mig lidt i huden på halsen og sagde så beroligende "hmm, ok! Du er ikke i klinisk forstand ret dehydreret, sååhh". Herpå åbnede han sin store lægetaske og fandt stiltiende blodtryksapparat, morfin, stesolid og kvalmestillende medicin frem... nåh ja og kanyler!
To indsprøjtninger og lidt ekstra stesolid i pilleform som reserve, og så sov jeg den migræne væk - i min egen seng, med min egen mor hos mig og i mit eget cirkus. Og med bevidstheden om, at min migræne bliver taget alvorligt og der er hjælp at få.
Jeg hader migræne mere end noget andet. Jeg hader at migræne sætter mig ud af spillet, larmer og sætter dagsordenen. Allermest hader jeg, at migrænen påvirker sclerosen både fysisk og kognitivt.
Men nu har jeg det godt igen. Igår eftermiddags lettede tågen helt, og jeg kunne mærke, at jeg var med igen.. Jeg elsker at være med. Især igår, for Peter og jeg havde for lang tid siden aftalt at tage til Sønderborg for at høre koncert med Ulige Numre.
Vi kom afsted. Arm i arm og med mig placeret på en stol til koncerten. Aftalen om at smutte, hvis jeg ikke kunne holde til mere var på plads. Men jeg kunne det hele og jeg nød det så meget. VI nød det. Uden møgmigræne og den milde sommerforkølelse. Bare Peter og jeg og så i en stemning, som fortjener et blogindlæg for sig selv :-)
Lige om lidt er november et overstået kapitel og smukke december tager over. Jeg glæder mig til december, for den plejer at være mild og uden spark i skridtet.
Lad mig slutte med Henrik Nordbrandts digt fra bogen Håndens skælven i november fra 1986
“Året har 16 måneder: December, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.”
Åh kære november hvorfor??
RSS Feed
