Jeg har!
Jeg gjorde det igår, da jeg efter 20 minutter ikke længere kunne holde ud at høre Danmarks partiledere kaste med skyld og bebrejdelser. Da jeg gjorde det, opdagede jeg noget meget pudsigt, mens jeg så ti voksne mennesker diskutere (uden lyd).
Jeg var pludselig tilskuer til en opvisning i arrige udspilede næsebor, overbærende hovedrysten tilsat smil, som aldrig nåede øjnene. Øjne som enten var sammenknebne eller havde kurs mod loftet. Pegefingre der rytmisk fungerede som en dirigentstok i takt med de lydløse ord, der strømmede ud af mit TV.
Jeg ved jo i sagens natur ikke, hvilke guldkorn jeg gik glip af i de ti minutter uden lyd på Tv'et. Men en ting ved jeg. Det var på ingen måde et kønt syn og de var tydeligvis IKKE enige.
Det er ok ikke at være enige. Det er jo egentlig helt elementært, faktisk ligeså elementært som at holde sin kæft, når den anden taler og at bevare tonen sober og hode fokus på målet og ikke manden!
At de forskellige partier har forkellige mål og planer for os danskere er old news, og det har den her valgkamp et fint eksempel på. Jeg synes dog, at valgkampen har været præget af enkeltsager, hvor præmissen jo oftest er, at man ikke kan erklære sig uenig eller tvivlende uden at fremstå kynisk og uempatisk. De sikre kort der er blevet spillet har som altid været forbeholdt de ængstelige med hang til overskuelige løsninger på komplekse problemer.
Der er bare det ved det, at for mig at se findes der ikke enkle og overskuelige løsninger på at være f.eks. kontanthjælpsmodtager uden råd til at få en værdig familiehverdag til at fungere. Det er komplekst at skulle forklare sine børn, at de ikke kan holde børnefødselsdag, gå til guitar eller spejder, fordi der ikke er penge til det, som i VIRKELIG ikke penge til det.
Det er heller ikke overskueligt at være flygtet fra et land i krig med udsigt til intet andet end mere krig, frygt og død, for at komme til et land, hvor man bliver mødt med afvisning midt i den altomsluttende sorg. Superkomplekst er også dette.
Det er faktisk heller ikke særlig overskueligt eller opløftende at være kronisk syg, og hver dag kæmpe for at få livet og dagligdagen til at hænge sammen. Særlig ikke, når den nedslående indstilling i den her valgkamp synes at være, at "Det skal vi nok få til at gå væk og så kan du arbejde igen.... Op på hesten med dig!".
Personligt er jeg så heldig, at jeg stadig sidder på hesten. Jeg kan nemlig holde til at arbejde. Det jeg ikke kan holde til er, når jeg rammes af følelsen af, at jeg skal være taknemmlig over, at jeg kan nøjes med at arbejde "de der" 13 timer om ugen. Jeg har sclerose (pænt meget), og ja.. jeg kan arbejde, men 13 timer er faktisk tilpas lige nu. Jeg bruger nemlig længere tid på alt... Ikke fordi jeg er ugidelig eller doven, men fordi jeg er syg. Og det er det mest komplekse jeg har prøvet!
Denne valgkamp har i min optik ikke været gennemsyret af forståelse for syge mennesker og de vilkår mange syge har. Det skræmmer mig og lader mig tilbage med en følelse af, at vi ender med at være baggrundsstøj og ikke en man gider lytte til på Borgen. Det er ikke værdigt eller ok, at skulle føle sig som 2. rangsborger, fordi man ikke er istand til at bidrage på samme vilkår som raske. Ingen beder om at være syg eller ligge til last.
Der har været en del andre emner i denne valgkamp, som med garanti er af stor vigtighed. Hånden på hjertet, så har jeg ikke kunnet følge med i alle deres tal, beregninger og mundhuggerier. Jeg måtte give ældsteartisten ret igår, da hun under partilederrunden udbrød "Ej hvor er de platte! Tjek lige det der smil, hvor er hun strid... Far ville blive tosset, hvis du smilede sår'n, når i diskuterede"
Jeg sidder lige nu kl. 21.30 aftenen inden jeg skal sætte mit kryds, tilbage med behovet for at slukke helt for alle partiledere, både hende med hånesmilet, ham med de arrige næsebor og dem med dirigentpegefingrene. De taler (næsten) alle et sprog og opfører sig på en måde, der puster liv i længslen efter at give dem en eftersidning og en seddel med hjem til deres forældre. De støjer og larmer og lever på fornemste vis op til seernes krav om underholdning fremfor oplysning i TVs primetime...
Men Danmark fortjener, at vi vælgere i det mindste opfører os ordentligt og sætter vores kryds det rigtige sted. Hvor det kryds sættes, kan vi skændes om - eller vi kan også bare blive enige om at vi er uenige og lade demokratiet sejre.