Alle mine 178 cm lå derfor spredt lidt ud over gulvet. Det hele foregik i bedste ninjastil og med høj lyd tilsat. Med andre ord, jeg gik all inn, og fik derfor også ufortjent meget opmærksomhed. Mit styrt skete nemlig, mens jeg var på arbejde.
Jeg var på udkig efter en kursist, som jeg skulle have en samtale med. Jeg humpede lidt utålmodigt rundt på 2. sal og "efterlyste" ham hos Gud og hvermand. Men ingen, hverken kursister eller lærere, havde set ham. Alle, både kursister og lærere, kunne dog ikke undgå både at se og hørte mig udføre ninjastyrtet.
Det gjorde simpelthen så ondt - også lidt på kroppen og i hovedet! Jeg blev behørigt samlet op og hjulpet på benene af både en kollega og en kursist. Og så kom tårerne...
Jeg sad bare der på en stol til fuld skue og græd lige så stille. Jeg var i dette øjeblik både forstyrrende og forstyrret, og tårerne bare flød og flød, mens jeg havde mere ondt i min flovhed og var mere fokuseret på ydmygelsen end på de fysiske smerter et dødvægtsfald forårsager.
Efter et par minutter med larmende tavshed omkring mig, listede jeg på toilettet og kom aldrig ud igen...
Eller ... altså jeg ventede ihvertfald så lang tid, at chancen for, at ingen længere kunne huske mit styrt (eller mig) var til stede. Men det kunne de så godt! Allesammen. Og de kiggede alle øjenkrogsagtigt efter mig, mens jeg gjorde mig lille bitte og passerede dem med røde øjne og mascarastriber ned af kinderne.
Min redning mod den forbandede klump, der var på vej ud af halsen og flovhedstårerne, der ville elske at have akkompagnere hele showet, var et blankt stykke A4 papir. Et stykke papir som jeg meget koncentreret og krampagtigt stirrede på hele vejen op på 4. sal for at undgå at skulle gengælde alle blikkene.
Og deroppe på 4. stod mit skrivebord og ventede på mig! Og ved siden af sad min veninde og kollega ved sit skrivebord! Nu kunne jeg få lov til at fortælle, hvor ondt det gør at være flov. Nu kunne jeg give mig selv lov til at græde og hulke op om, hvor latterligt til grin det er at falde så tungt, pludseligt og "støjfyldt", at det føles som om hele universet kigger med. Min veninde... joh hun kiggede blot på mig og spurgte så "Søde ven, fandt du ham, eller skal jeg hjælpe med at lede?"
Jeg rystede blot stille på hovedet som svar, og kunne i ydmygelsens tegn ikke undgå at bemærke nogle af mine kolleger strække hals over deres computerskærme og og zoome ind for at se, hvad der var los. Forståeligt nok, for jeg gør det nemlig som regel ikke i at græde på arbejde eller komme med andre følelsesudbrud end et højt grin.
Dagen i dag har været en af de mest identitetsregulerende og mindeuværdige længe for mig. Jeg ved da godt, at jeg oftere og oftere går som en fuld svensker. Jeg ved da også godt (i et klart øjeblik), at det ved de andre også (de ser det jo). Men selvom vi alle ved det, så gør det ondt, når min hverdagsvirkelighed som i dag rammer så direkte, pludseligt og hårdt. Sådan en dag er jeg nødt til at:
- tage den med ro
- medbringe øjenmakeupfjerner på arbejde
- tage den lidt mere med ro!
- huske at et fald ikke er flovt, men blot smertefuldt.
- tage den med endnu mere ro!
Jeg kender ikke mange så stærke som dig. Det er desværre også din svaghed, for så gør det ekstra ondt, når sådan noget som i dag sker. God aften og få nu Peter til at puste, ikke.
Jeg brækkede ingenting i dag, andet end stoltheden. Så status i Cirkus Holmboe lige nu er, at vi kun har en brækket arm. Men den gips får yngsteartisten klippet af på mandag ;-)
Nåh ja... den "efterlyste" kursist skrev til mig i eftermiddags, og vi har lavet en aftale om at mødes i morgen. I stueetagen. Lige ved indgangen. Siddende.