Øv egentlig... Jeg har den sidste uges tid fået mere og mere ondt i mine ben. De virker heller ikke rigtig efter hensigten. Derfor ringede jeg i dag (igen) til min visitator for at få gang i noget med en kørestol. Det var en opringning, der tog på humøret og kræfterne. Hun havde ikke tid til at snakke, men "vender tilbage snarest muligt..."
Nåh.. men når jeg nu alligevel var i dårligt humør, så valgte jeg at ringe til min søde sclerosesygeplejerske og klage min nød over min usamarbejdsvillige krop og samtidig fortælle, at jeg tror, at det er et attak under opsejling. Hun sagde så, at blærebetændelse kan påvirke benene hos os med sclerose.
Så jeg ringede fluks til min egen læge og fik her i eftermiddags en akuttid til noget tistjek. Læge kunne fortælle mig, at jeg "da gudskelov ikke havde blærebetændelse"!
Åh jeg ville give min højre arm for en omgang blærebetændelse lige nu. Istedet tager jeg på sygehuset i morgen og drøfter medrol og attak. SUK!
Jeg vil bare så gerne nyde de sidste dage med ungerne og deres ferie. Jeg vil så gerne gå på arbejde uden at være mere død end levende, når jeg kommer hjem. Jeg vil så gerne kunne handle uden at skulle gennemtænke, hvilken butik, der har grøntsagsafdelingen tættest på kassen. Og hvor ville jeg bare gerne kunne sidde og læse en bog om aftenen uden at gå ud som et lys kl. 21.
Åh jeg vil bare så gerne...
Prikken over i'et på denne meget unødvendige dag var, da en ældre dame med blånelse i håret og rollator højlydt valgte at fortælle mig, at jeg "faktisk holder på en parkeringsplads for gangbesværede og invalide" og at "det sker oftere og oftere, at hensynsløse raske gør, hvad der passer dem! Der er jo masser af pladser du kan holde på derhenne" Hvorpå hun pegede på det fjerneste hjørne af p-pladsen..
Jeg nikkede og gav hende ret, hvorpå jeg åbnede bagagerummet og bad hende om at tage ved min rollator, fordi både mine ben og min venstre arm opførte sig hensynsløst i dag, fordi jeg er invalid"
Hun sagde undskyld og tilbød mig et stykke chokolade fra håndtasken. Jeg takkede pænt nej og tog ligeså pænt imod hendes undskyldning. Og så vraltede jeg hen til min akuttid hos lægen.
Vel hjemme igen uden det svar fra lægen, som jeg havde håbet på, begyndte jeg at holde en lille tale for Peter om, hvor irriterende det er, at jeg er en klods om benet, langsom til alt og mere af den skuffe.
Peter? Joh, han kigger op på mig og retter så blikket på skærmen igen, mens han taster og mumler "Det er sgu da bedre at være en klods om benet end en byld i røven mutti". Og det er så taget til efterretning. Jeg har valgt at betragte dette som en kompliment i dag :-)
bonusinfo:
Jeg sad naturligvis ikke og tissede omvendt på toilettet med ansigtet mod muren, som reglerne på billedet foreskriver. Dette ville uden tvivl have medført en tur på skadestuen. Men jeg færdiggjorde vandladningen i toiletkummen (hvor ellers?)
Nåh.. men når jeg nu alligevel var i dårligt humør, så valgte jeg at ringe til min søde sclerosesygeplejerske og klage min nød over min usamarbejdsvillige krop og samtidig fortælle, at jeg tror, at det er et attak under opsejling. Hun sagde så, at blærebetændelse kan påvirke benene hos os med sclerose.
Så jeg ringede fluks til min egen læge og fik her i eftermiddags en akuttid til noget tistjek. Læge kunne fortælle mig, at jeg "da gudskelov ikke havde blærebetændelse"!
Åh jeg ville give min højre arm for en omgang blærebetændelse lige nu. Istedet tager jeg på sygehuset i morgen og drøfter medrol og attak. SUK!
Jeg vil bare så gerne nyde de sidste dage med ungerne og deres ferie. Jeg vil så gerne gå på arbejde uden at være mere død end levende, når jeg kommer hjem. Jeg vil så gerne kunne handle uden at skulle gennemtænke, hvilken butik, der har grøntsagsafdelingen tættest på kassen. Og hvor ville jeg bare gerne kunne sidde og læse en bog om aftenen uden at gå ud som et lys kl. 21.
Åh jeg vil bare så gerne...
Prikken over i'et på denne meget unødvendige dag var, da en ældre dame med blånelse i håret og rollator højlydt valgte at fortælle mig, at jeg "faktisk holder på en parkeringsplads for gangbesværede og invalide" og at "det sker oftere og oftere, at hensynsløse raske gør, hvad der passer dem! Der er jo masser af pladser du kan holde på derhenne" Hvorpå hun pegede på det fjerneste hjørne af p-pladsen..
Jeg nikkede og gav hende ret, hvorpå jeg åbnede bagagerummet og bad hende om at tage ved min rollator, fordi både mine ben og min venstre arm opførte sig hensynsløst i dag, fordi jeg er invalid"
Hun sagde undskyld og tilbød mig et stykke chokolade fra håndtasken. Jeg takkede pænt nej og tog ligeså pænt imod hendes undskyldning. Og så vraltede jeg hen til min akuttid hos lægen.
Vel hjemme igen uden det svar fra lægen, som jeg havde håbet på, begyndte jeg at holde en lille tale for Peter om, hvor irriterende det er, at jeg er en klods om benet, langsom til alt og mere af den skuffe.
Peter? Joh, han kigger op på mig og retter så blikket på skærmen igen, mens han taster og mumler "Det er sgu da bedre at være en klods om benet end en byld i røven mutti". Og det er så taget til efterretning. Jeg har valgt at betragte dette som en kompliment i dag :-)
bonusinfo:
Jeg sad naturligvis ikke og tissede omvendt på toilettet med ansigtet mod muren, som reglerne på billedet foreskriver. Dette ville uden tvivl have medført en tur på skadestuen. Men jeg færdiggjorde vandladningen i toiletkummen (hvor ellers?)
RSS Feed