Jeg ville egentlig have skrevet en masse i går. I skulle have hørt om, at jeg går mindst 9 km om dagen herovre og derfor bruger latterlig meget tid på at glo ned i min skridttæller og hviske til mig selv "godt klaret Charlotte, fandeme godt klaret...".
Jeg ville også have fortalt, at jeg får ros af min fysioterapeut, fordi jeg virker meget mere koncentreret og fokuseret nu i denne uge, og at jeg får rigtig meget ud af håndtræningen med min ergoterapeut. Allervigtigst ville jeg have fortalt jer, at der nu er sat max fokus på at få mig på sporet rent kognitivt igen. Det er virkelig dybt professionelle kræfter, der tager hånd om mig og mine udfordringer.
...Men jeg var simpelthen bare så træt både indeni og udenpå, at jeg valgte at kapitulere, kravle i seng og lade mine hjerne splatte ud til Netflix akkompagneret af en pose lakridser (og nogle Toms guldkarameller og lidt lakridsmandler og resten af bridgeblandingen...). Vi arbejder en del med at få automatiseret kroppens bevægelser her i Haslev, og jeg kan nu sætte flueben ved "automatisering af bevægelsen fra hånd i pose til mund" (endda liggende). Note til mig selv: undgå overtræning eller med andre ord, STOP når kvalmen indtræder.
...Men jeg var simpelthen bare så træt både indeni og udenpå, at jeg valgte at kapitulere, kravle i seng og lade mine hjerne splatte ud til Netflix akkompagneret af en pose lakridser (og nogle Toms guldkarameller og lidt lakridsmandler og resten af bridgeblandingen...). Vi arbejder en del med at få automatiseret kroppens bevægelser her i Haslev, og jeg kan nu sætte flueben ved "automatisering af bevægelsen fra hånd i pose til mund" (endda liggende). Note til mig selv: undgå overtræning eller med andre ord, STOP når kvalmen indtræder.
Gårdsdagens "hygge" kvalme og lakridsopstødene har i dag fundet et acceptabelt leje her sidst på dagen, og jeg er på alle måder fuld af overskud, gå på mod og lyst til at "sparke røv".
Det er så fedt nu at kunne skrive, at den semidårlige lejrskoletur, som jeg i sidste uge følte, at jeg havde meldt mig til her i Haslev, i denne uge er forvandlet til noget virkelig godt og brugbart for mig.
Jeg kunne naturligvis fortælle mange og lange historier, krydret med små anekdoter, om, hvad der virker, hvorfor og hvordan. Men det vil jeg ikke! Jeg har lige nu ikke kræfter til det... Så derfor kommer her istedet nogle af de (indtil nu) vigtigste "highlights" fra denne "spark røv" uge.
Det er så fedt nu at kunne skrive, at den semidårlige lejrskoletur, som jeg i sidste uge følte, at jeg havde meldt mig til her i Haslev, i denne uge er forvandlet til noget virkelig godt og brugbart for mig.
Jeg kunne naturligvis fortælle mange og lange historier, krydret med små anekdoter, om, hvad der virker, hvorfor og hvordan. Men det vil jeg ikke! Jeg har lige nu ikke kræfter til det... Så derfor kommer her istedet nogle af de (indtil nu) vigtigste "highlights" fra denne "spark røv" uge.
Håndtræning
Når man, som jeg, har en venstre hånd, der på grund af sclerosen konstant befinder sig iklædt en usynlig beskyttende handske, så bliver poselege som denne "mærk og beskriv en figur" helt automatisk kategoriseret som en udfordring på linje med at måle en vejlængde med et decilitermål.
"Hmmm... jeg tror, altså TROR, at den har form som en .... blomst, og den er prikket i overfladen!" Hjertet med striber hives derpå ud af posen, og jeg siger højt "Nåh... men jeg kunne altså godt mærke, at den var grøn..."
Min søde og superdygtige "håndtrænings-ergoterapeut" smiler blot, giver mig nye øvelser og redskaber til at lære at navigere med en usynlig handske på. Hun er meget anerkendende og virkelig opmuntrende :-)
"Hmmm... jeg tror, altså TROR, at den har form som en .... blomst, og den er prikket i overfladen!" Hjertet med striber hives derpå ud af posen, og jeg siger højt "Nåh... men jeg kunne altså godt mærke, at den var grøn..."
Min søde og superdygtige "håndtrænings-ergoterapeut" smiler blot, giver mig nye øvelser og redskaber til at lære at navigere med en usynlig handske på. Hun er meget anerkendende og virkelig opmuntrende :-)
Balancetræning
Balancetræning handler jo i sagens natur om at holde balancen. Men det handler også om at tro på sig selv og lægge vægten så rigtigt, at man næsten bliver ligevægtig - og DET kan være svært for en cirkusdirektør!! Jeg har trænet både på Wii (hvor jeg konstant modtager titler som "amateur" og "unbalanced"...
Gudskelov deltager jeg også på balancehold, hvor dommerne (læs: personalet) er helt anerledes anerkendende og forstående. Min balance har forbedret sig markant på bare 1 1/2 uge, så jeg tror faktisk på, at når jeg vender næsen mod Haderslev om få dage, så er jeg mere ligevægtig end undervægtig.
Gudskelov deltager jeg også på balancehold, hvor dommerne (læs: personalet) er helt anerledes anerkendende og forstående. Min balance har forbedret sig markant på bare 1 1/2 uge, så jeg tror faktisk på, at når jeg vender næsen mod Haderslev om få dage, så er jeg mere ligevægtig end undervægtig.
Bandagist (eller "vil du med til verdens ende")
Jeg havde den vildeste oplevelse i morges! En herre i hvid kittel, som præsenterede sig som bandagist placerede mig på en stol, satte et "bånd" på mit ben, tastede noget ind i en computer, og vupti, så var der sat strøm til mit latterlige venstre ben! Vi gik en tur, kittelmanden og jeg, en lang tur, mens jeg udbrød sætninger som "f*** hvor er det vildt" "Ej... vil du ikke være med til at gå til verdens ende" og "skal jeg prøve at løbe fra dig hva'?"
Den søde herre i hvid kittel smilede blot og fulgte trop. Han gik og trykkede lidt op og ned for strømmen på sin sorte boks, mens han mumlede "det er fint det her.. det virker fint, den er go'" Jeg gik som en drøm med strøm!! Uden dropfod og uden en venstre hoftebøjer, som har fået for vane konsekvent at gøre det modsatte af, hvad jeg ber' om.
Bandagistherren har søgt om et "strøm(pe)bånd" til mig, så nu er der så bare at vente på, om jeg kan få den bevilliget af Haderslev Kommune. Den vil betyde en verden til forskel for mig i hverdagen, så iiih hvor jeg håber! Tænk at ville kunne gå uden at tænke på fald, hyppige siddepauser og slaskende venstrefod.
Den søde herre i hvid kittel smilede blot og fulgte trop. Han gik og trykkede lidt op og ned for strømmen på sin sorte boks, mens han mumlede "det er fint det her.. det virker fint, den er go'" Jeg gik som en drøm med strøm!! Uden dropfod og uden en venstre hoftebøjer, som har fået for vane konsekvent at gøre det modsatte af, hvad jeg ber' om.
Bandagistherren har søgt om et "strøm(pe)bånd" til mig, så nu er der så bare at vente på, om jeg kan få den bevilliget af Haderslev Kommune. Den vil betyde en verden til forskel for mig i hverdagen, så iiih hvor jeg håber! Tænk at ville kunne gå uden at tænke på fald, hyppige siddepauser og slaskende venstrefod.
Cirkusdirektørens hjerne koger!
Den der hjerne jeg har bragt med til Haslev, den er træt, forvirret og nærmer sig noget nær kogepunktet. Det er naturligvis blevet spottet, og derfor også det som der arbejdes mest med. Ordene "kognition" og "kognitive udfordringer" er klart de ord, som oftest går igen i min samtaler med mine behandlere - samtaler som er lange, mange og hjælper mig...
Jeg vil ikke uddybe i dette indlæg, hvad der konkret bliver gjort, for jeg har hånden på hjertet faktisk så meget mudderhjerne lige nu, at jeg vil tage en lur og så finde lidt at spise.
I overmorgen skal jeg hjem, men jeg vil bestræbe mig på at skrive blot ét lille indlæg i morgen. Jeg vil fortælle lidt om, hvad der bliver gjort for at befri mig for min invaliderende mudderhjerne, og så vil jeg også fortælle om betydningen af at have venner, nye som gamle, som har haft en stor andel i at gøre den her indlæggelse til noget, som jeg vil huske tilbage på med smil på læben og varme i hjertet.
Haslev blev herlig!
Jeg vil ikke uddybe i dette indlæg, hvad der konkret bliver gjort, for jeg har hånden på hjertet faktisk så meget mudderhjerne lige nu, at jeg vil tage en lur og så finde lidt at spise.
I overmorgen skal jeg hjem, men jeg vil bestræbe mig på at skrive blot ét lille indlæg i morgen. Jeg vil fortælle lidt om, hvad der bliver gjort for at befri mig for min invaliderende mudderhjerne, og så vil jeg også fortælle om betydningen af at have venner, nye som gamle, som har haft en stor andel i at gøre den her indlæggelse til noget, som jeg vil huske tilbage på med smil på læben og varme i hjertet.
Haslev blev herlig!
RSS Feed
