Åh denne varme... Både min cirkusvogn og min krop driller så meget, at motoren i begge dele gisper og lider.
Min krop går i stå. Bogstaveligt talt, så går den helt i stå. Min venstre arm gir' op, benene står af og hjernen smelter. Rollatoren bliver derfor i denne varme ikke min plan B, men min eneste mulighed for at bevæge mig bare lidt rundt udenfor.
Det er dog meget værre med cirkusbilen... Den melder konstant "temperaturreguleringsfejl" og vil slet ikke engang give den gas (bogstaveligt talt). Selvom jeg giver den ro og også lov til at trække vejret, påkræver den min opmærksomhed med sin lille insisterende blinkende advarselstrekant lige ved siden af speedometeret + et lysende tegn med ENGINE FAULT.
Beskeden om MOTORFEJL brød min søde og trofaste mekaniker sig absolut ikke om, da jeg ringede til ham i fredags, hvorfor han bad mig om at komme "ind på kontoret" i morges, inden jeg tog til træning.
Derfor stod jeg i morges kl. lort med sovemærker på hele højre kind og iført mit træningstøj inde på hans værksted. De to unge fyre som kom samtidig og skulle have hjælp med et blinklys havde smart tøj og smil på!
Trofast Mekaniker brummer: "Nåh, det var godt Charlotte, så kunne du være der".
Mig, som smider nøglerne hen til ham, brummer tilbage: "Her er nøglerne! jeg er færdig med at træne om en time, så er den klar, ik?!"
De to unge fyre står og snakker både højlydt og lystigt om noget kun unge fyre finder interessant...
Trofast Mekaniker (retorisk): "Det er hos Addi du træner i dag ik? Skal jeg køre dig derhen eller klarer du den selv idag?"
To unge fyre, pludselig helt tavse, retter først opmærksomheden mod mig og så Trofast Mekaniker. Ung mand udbryder så storgrinende: "ha ha ha den var go! Der er også hele 200 meter derhen". Så retter han blikket mod mig igen, mens jeg vender mig om, åbner bagagerummet og smilende løfter min rollator ud.
Min krop går i stå. Bogstaveligt talt, så går den helt i stå. Min venstre arm gir' op, benene står af og hjernen smelter. Rollatoren bliver derfor i denne varme ikke min plan B, men min eneste mulighed for at bevæge mig bare lidt rundt udenfor.
Det er dog meget værre med cirkusbilen... Den melder konstant "temperaturreguleringsfejl" og vil slet ikke engang give den gas (bogstaveligt talt). Selvom jeg giver den ro og også lov til at trække vejret, påkræver den min opmærksomhed med sin lille insisterende blinkende advarselstrekant lige ved siden af speedometeret + et lysende tegn med ENGINE FAULT.
Beskeden om MOTORFEJL brød min søde og trofaste mekaniker sig absolut ikke om, da jeg ringede til ham i fredags, hvorfor han bad mig om at komme "ind på kontoret" i morges, inden jeg tog til træning.
Derfor stod jeg i morges kl. lort med sovemærker på hele højre kind og iført mit træningstøj inde på hans værksted. De to unge fyre som kom samtidig og skulle have hjælp med et blinklys havde smart tøj og smil på!
Trofast Mekaniker brummer: "Nåh, det var godt Charlotte, så kunne du være der".
Mig, som smider nøglerne hen til ham, brummer tilbage: "Her er nøglerne! jeg er færdig med at træne om en time, så er den klar, ik?!"
De to unge fyre står og snakker både højlydt og lystigt om noget kun unge fyre finder interessant...
Trofast Mekaniker (retorisk): "Det er hos Addi du træner i dag ik? Skal jeg køre dig derhen eller klarer du den selv idag?"
To unge fyre, pludselig helt tavse, retter først opmærksomheden mod mig og så Trofast Mekaniker. Ung mand udbryder så storgrinende: "ha ha ha den var go! Der er også hele 200 meter derhen". Så retter han blikket mod mig igen, mens jeg vender mig om, åbner bagagerummet og smilende løfter min rollator ud.
Ung mand når på 1 1/2 sekund at:
Mig?! Jeg smiler og siger "vi ses om en time og også god dag til jer drenge", hvorpå jeg kan høre, at den ene mumler "Det var da for helvede ikke lige til at se"
Trofast Mekaniker?! Han siger "Hun er sej. Det skal i bare vide... hun er sej, hun har også en elcykel!".
Cool.. hun har også en elcykel! Mere hørte jeg ikke, for jeg var jo på vej til træning hos Addi.
Det er oplevelser som den i morges, der gør, at jeg ikke har så svært ved at bruge min rollator. Jeg er jo ligesom alle andre, bare med anderledes ben. Jeg vil uden tvivl altid føle, at det er sur røv og bunduretfærdigt, at jeg som 43 årig bliver nødt til at bruge et hjælpemiddel, som oftest er alderbetinget ved udlevering. Men jeg er jo stadig mig...
MEN hvis nu jeg pakker min forfængelighed væk et øjeblik og ser på nytteværdien af mit hjælpemiddel istedet, så er livet altså så meget nemmere for mig med en rollator. Jeg kunne sagtens skrive en masse overbevisende ord om det, men vil blot nøjes med at vise jer, hvor ligeglade mine unger er med, at deres mor bruger rollator.
- slå blikket ned
- slukke grin
- trække mobil op af lommen
- tvangsstirre ned på skærmen i pludselig panisk tavshed
- vende sig mod sin makker
Mig?! Jeg smiler og siger "vi ses om en time og også god dag til jer drenge", hvorpå jeg kan høre, at den ene mumler "Det var da for helvede ikke lige til at se"
Trofast Mekaniker?! Han siger "Hun er sej. Det skal i bare vide... hun er sej, hun har også en elcykel!".
Cool.. hun har også en elcykel! Mere hørte jeg ikke, for jeg var jo på vej til træning hos Addi.
Det er oplevelser som den i morges, der gør, at jeg ikke har så svært ved at bruge min rollator. Jeg er jo ligesom alle andre, bare med anderledes ben. Jeg vil uden tvivl altid føle, at det er sur røv og bunduretfærdigt, at jeg som 43 årig bliver nødt til at bruge et hjælpemiddel, som oftest er alderbetinget ved udlevering. Men jeg er jo stadig mig...
MEN hvis nu jeg pakker min forfængelighed væk et øjeblik og ser på nytteværdien af mit hjælpemiddel istedet, så er livet altså så meget nemmere for mig med en rollator. Jeg kunne sagtens skrive en masse overbevisende ord om det, men vil blot nøjes med at vise jer, hvor ligeglade mine unger er med, at deres mor bruger rollator.
Trætte stænger i køen hos lægen.
Mine "pisseligeglade" drenge
Selv en artist kan trænge til et hvil
Det jeg prøver at sige er, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan retfærdiggøre, at det skal handle om min egen forfængelighed i forhold til hjælpemidler, men om muligheden for at være med! For alles skyld!
Jeg har endelig erkendt, at om jeg så ender op med et helt regime af hjælpemidler,så er det vigtigere for både mig og dem jeg elsker, at jeg kan være med! Være med til at opleve og bruge tiden på at være til stede istedet for at være i vejen.
Årh nu har jeg sagt det højt. Jeg er ikke bange for hjælpemidler. BUM!
Jeg er ikke den eneste der synes at hjælpemidler er svære at sluge, er jeg? Hvorfor mon jeg bekymrer mig så meget om, hvad det gør ved mine elskede, at jeg bruger rollator, når jeg kan se, at de bare nyder, at jeg kan være med på (lidt mere) lige vilkår?
Vigtig bonus:
Peter og jeg var for en uge siden til Sting koncert. Det var den bedste koncert, jeg har været til og den mest fantastiske oplevelse. Sting smeltede mit hjerte i en skov i Aalborg. Jeg kunne skrive en masse om Sting og hele hans væsen den aften, men når nu "temaet" i dag er rollator, så vil jeg blot sige: En koncertoplevelse bliver ikke ringere med en rollator, tværtimod :-)
Jeg har endelig erkendt, at om jeg så ender op med et helt regime af hjælpemidler,så er det vigtigere for både mig og dem jeg elsker, at jeg kan være med! Være med til at opleve og bruge tiden på at være til stede istedet for at være i vejen.
Årh nu har jeg sagt det højt. Jeg er ikke bange for hjælpemidler. BUM!
Jeg er ikke den eneste der synes at hjælpemidler er svære at sluge, er jeg? Hvorfor mon jeg bekymrer mig så meget om, hvad det gør ved mine elskede, at jeg bruger rollator, når jeg kan se, at de bare nyder, at jeg kan være med på (lidt mere) lige vilkår?
Vigtig bonus:
Peter og jeg var for en uge siden til Sting koncert. Det var den bedste koncert, jeg har været til og den mest fantastiske oplevelse. Sting smeltede mit hjerte i en skov i Aalborg. Jeg kunne skrive en masse om Sting og hele hans væsen den aften, men når nu "temaet" i dag er rollator, så vil jeg blot sige: En koncertoplevelse bliver ikke ringere med en rollator, tværtimod :-)
RSS Feed