Det er ikke størrelsen men gørelsen!

Hvis i ikke tror på mig, så læs venligst hele dette blogindlæg. Lad dog lige dit blik hvile et øjeblik ved disse arme... Det er mine, og de er så tynde, at jeg kan bruge sugerør som ærmeskånere. Men lad jer ikke snyde...

For ca halvanden måned siden læste jeg en opdatering fra en af mine facebookvenner, som hedder Ditte. Hun har sclerose ligesom jeg, men modsat mig, var hun på det pågældende tidspunkt lettere til at lette røven end jeg. Hun havde lige roet fem kilometer!

Mig?! Jeg havde lige tjekket den tomme skuffe for chips og kiks. Jeg sad og kedede mig og orkede faktisk ikke engang at gå i seng. Jeg blev derfor siddende fastgroet i sofaen og og tog hul på dagens sidste overspringshandling. Jeg skrev til Ditte:

Og så gik vi ellers bare i gang. Ditte og jeg. Vi har hver især trænet tre gange om ugen. Hun har siddet i en romaskine i Fredericia og jeg i Haderslev. Jeg har efterhånden brugt mange timer med "hiv og sving" i en båd, der ikke rykker sig en tomme. Men det er ligemeget! Helt ligemeget, for der er fem ting som har kunnet holde kedsomheden ved roningen væk.

• Lydbøger, jeg har "læst" en del, mens jeg har roet!
• Jeg er opdraget med, at man  overholder aftaler. Jeg kunne derfor  ikke bare sige til Ditte "ej det var bare for sjov, jeg gider ikke alligevel - go' tur"
• Jeg får den fedeste fornemmelse i kroppen, når jeg kan motionere på samme vilkår som andre.
  
• Jeg elsker at svede og mærke pulsen banke løs. Det er det jeg savner mest ved at løbe. Nu har jeg endelig fået den bedste måde at svede på med røven i sædet :-)

I dag gjorde jeg det så! Nåede vores mål og roede 10 km på 1 time og 3 minutter. Jeg er helt åndsvagt glad og stolt. 

Det er jo ikke størrelsen af mine arme. Det er gørelsen af mine arme! Og aftalen med Ditte!! Nu ved jeg, at når jeg sætter mig et mål, så er det nemmere at nå målet, hvis jeg har en medsammensvoren (som Ditte).

Jeg skylder lige at sige, at jeg har sendt resten af mit cirkus i sommerhus i morges, så jeg er helt alene hjemme. Og ja! Indrømmet... jeg har siddet i sofaen hele dagen, for mine ben strejker og mine hænder kan nå gulvet uden jeg bukker mig ned.

Men det er ligemeget! I dag bobler jeg, for 10 km er altså sindsygt langt i en romaskine, når man er mig. Og i morgen sætter jeg mig i bilen sammen med cirkushunden og en Othellolagkage. Vi kører op til de andre i sommerhuset, og så skal vi fejre de 10 km, ferien og livet sgu!

Det er nemlig lidt "lonely", at der slet ikke er nogen hjemme, når jeg bare vil danse min 10 kilometers dans og hyldes, som var jeg en del af guldfireren. 

Mit næste mål må være....