Sommerferien 2015 er alarmerende tæt på at være brugt. På mandag begynder jeg nemlig på arbejde igen efter tre ugers ferie. Vi har været vidt omkring, oplevet meget og været på mange ture. Både sommerhus-tur, Spanien-tur, strand-tur, skov-tur, en Grøn Koncert-tur...
Og så har vi også været på et par op-ture og taget på en enkelt massiv ned-tur!
Da det her jo ikke er en rejseblog, vil jeg ikke belemre jer med et langt smalfilmsgabende foredrag om min fede ferie. I må nøjes med et lille postkort som de andre!
Kære xxx
En lille hilsen her fra Spanien, hvor vi atter nyder livet med sol, varme og masser af is. Peter og jeg drikker kolde øl og nyder livet. Ungerne nyder poolen ligeså meget som for fire år siden, da vi var her sidst. Vi har naturligvis også været kulturelle og har blandt andet besøgt en smuk og autentisk lille bjergby. Hold op, hvor vi trætte, da vi kom hjem til huset hø hø...
Kærlig hilsen
Charlotte og Co.
Bum!
Fem linier om vores fede ferie. Det er det postkort kan! Og det er ud fra den formel, næsten alle postkort skrives. De giver et stemningsbillede af den gode og sjove ferie. De er nemme at læse og ikke mindst at fordøje - lige til køleskabslågen!
Det smarte ved postkort er, at de meget ofte skrives med filter. Et filter, som er vandafvisende overfor det, som ikke er fyldt med misundelsesværdig feriestemning. Og sådan skal det være!
Men sådan var vores rigtige ferie bare ikke!
Ferien i Spanien UDEN "postkortfilter" har i perioder ikke været et postkort værd. Vi tilbragte godt nok ferien i det samme fantastiske hus som for fire år siden. Et hus med en blomstrende have og en pool, som jeg er dybt forelsket i.
Og det er så her min nedtur kommer ind i billedet. En nedtur, som skulle vise sig at blive noget af en gamechanger.
Vi oplevede nemlig en forskel fra vores forrige ferie. En stor én. Lige præcis fire års forskel med sygdommen sclerose. I år havde jeg hele mit regime af hjælpemidler med. Et regime, der både inkluderer rollator, dropfodsstimulator og stok. For fire år siden havde jeg nok i Peters arm, når det gik op ad bakke.
Det blev på ferien i år pludselig tydeligt for enhver, at min krop er gået ret meget i stykker siden sidste ferie i Spanien. I hverdagen herhjemme med rutiner og tillærte tricks, er jeg en mester i at lyve ubesværet og bilde både mig selv og de andre ind, at "det går fint" og så stikke alle et smil! Men nu fik jeg pludselig virkeligheden ind med skovl.
Jeg måtte afkorte små gåture markant. Jeg havde rollatoren med overalt. Jeg blev hurtigt mentalt træt, hvilket betød, at jeg sagde noget, men gjorde noget andet. Jeg måtte op på ryggen af Peter et par gange, fordi min ben stod af - helt af.
Det var ikke sjovt - slet ikke sjovt. Jeg blev ked og reagerede surt. Peter blev ligeså ked og reagerede ligeså surt. Sur + sur udløser i de fleste tilfælde skænderi. Og vi er som de fleste tilfælde! Men gudskelov ikke særlig længe af gangen. Det er nemlig ret svært at løbe med sejren i et skænderi, hvor det er sclerosen, der er skurken!
Derfor skulle vi i år lære noget nyt. Nemlig at vores ferie med udflugter og eventyr er på nye vilkår, når man er medlem af Cirkus Holmboe! Nye vilkår med en rollator. Med flere indlagte pauser. Med mig placeret på en stol eller et håndklæde, mens de andre udforsker, og vandrer i bjergene eller på stranden.
Da jeg først affandt mig med dette, blev ferien meget bedre. Ingen stillede spørgsmålstegn, men alle åndede lettet op. Det lykkedes os i fællesskab! Vi lærte at holde ferie på en lidt ny måde. Vi har fået større børn, som ser det som en helt naturlig ting at hjælpe til for at tingene glider, så vi alle kan være med. Vi har børn som synes, at en kørestol skal være mit næste store ønske, når vi skal ud at opleve sammen. Og de har ret!
Karen Blixen har engang sagt at:
»Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller man kan fortælle en historie om dem.«
Jeg har faktisk nogle gode fortællinger fra både min ferie i Spanien, sommerhusturen og også Grøn Koncert, som jeg gerne vil dele med jer. Fortællinger om overskud, synkronhygge, en sød mand i Spanien og en lækker yogalærer på en græsplæne i Spanien.
Det er oplevelser og fortællinger, som sørger for at sorgen over at jeg bliver mere og mere handicappet bliver til at bære.
De oplevelser vil jeg glæde mig til at dele med jer i næste blogindlæg :-)
I får lige et billede af spansk yogalærer. Så har I lidt at glæde jer til :-)
Og så har vi også været på et par op-ture og taget på en enkelt massiv ned-tur!
Da det her jo ikke er en rejseblog, vil jeg ikke belemre jer med et langt smalfilmsgabende foredrag om min fede ferie. I må nøjes med et lille postkort som de andre!
Kære xxx
En lille hilsen her fra Spanien, hvor vi atter nyder livet med sol, varme og masser af is. Peter og jeg drikker kolde øl og nyder livet. Ungerne nyder poolen ligeså meget som for fire år siden, da vi var her sidst. Vi har naturligvis også været kulturelle og har blandt andet besøgt en smuk og autentisk lille bjergby. Hold op, hvor vi trætte, da vi kom hjem til huset hø hø...
Kærlig hilsen
Charlotte og Co.
Bum!
Fem linier om vores fede ferie. Det er det postkort kan! Og det er ud fra den formel, næsten alle postkort skrives. De giver et stemningsbillede af den gode og sjove ferie. De er nemme at læse og ikke mindst at fordøje - lige til køleskabslågen!
Det smarte ved postkort er, at de meget ofte skrives med filter. Et filter, som er vandafvisende overfor det, som ikke er fyldt med misundelsesværdig feriestemning. Og sådan skal det være!
Men sådan var vores rigtige ferie bare ikke!
Ferien i Spanien UDEN "postkortfilter" har i perioder ikke været et postkort værd. Vi tilbragte godt nok ferien i det samme fantastiske hus som for fire år siden. Et hus med en blomstrende have og en pool, som jeg er dybt forelsket i.
Og det er så her min nedtur kommer ind i billedet. En nedtur, som skulle vise sig at blive noget af en gamechanger.
Vi oplevede nemlig en forskel fra vores forrige ferie. En stor én. Lige præcis fire års forskel med sygdommen sclerose. I år havde jeg hele mit regime af hjælpemidler med. Et regime, der både inkluderer rollator, dropfodsstimulator og stok. For fire år siden havde jeg nok i Peters arm, når det gik op ad bakke.
Det blev på ferien i år pludselig tydeligt for enhver, at min krop er gået ret meget i stykker siden sidste ferie i Spanien. I hverdagen herhjemme med rutiner og tillærte tricks, er jeg en mester i at lyve ubesværet og bilde både mig selv og de andre ind, at "det går fint" og så stikke alle et smil! Men nu fik jeg pludselig virkeligheden ind med skovl.
Jeg måtte afkorte små gåture markant. Jeg havde rollatoren med overalt. Jeg blev hurtigt mentalt træt, hvilket betød, at jeg sagde noget, men gjorde noget andet. Jeg måtte op på ryggen af Peter et par gange, fordi min ben stod af - helt af.
Det var ikke sjovt - slet ikke sjovt. Jeg blev ked og reagerede surt. Peter blev ligeså ked og reagerede ligeså surt. Sur + sur udløser i de fleste tilfælde skænderi. Og vi er som de fleste tilfælde! Men gudskelov ikke særlig længe af gangen. Det er nemlig ret svært at løbe med sejren i et skænderi, hvor det er sclerosen, der er skurken!
Derfor skulle vi i år lære noget nyt. Nemlig at vores ferie med udflugter og eventyr er på nye vilkår, når man er medlem af Cirkus Holmboe! Nye vilkår med en rollator. Med flere indlagte pauser. Med mig placeret på en stol eller et håndklæde, mens de andre udforsker, og vandrer i bjergene eller på stranden.
Da jeg først affandt mig med dette, blev ferien meget bedre. Ingen stillede spørgsmålstegn, men alle åndede lettet op. Det lykkedes os i fællesskab! Vi lærte at holde ferie på en lidt ny måde. Vi har fået større børn, som ser det som en helt naturlig ting at hjælpe til for at tingene glider, så vi alle kan være med. Vi har børn som synes, at en kørestol skal være mit næste store ønske, når vi skal ud at opleve sammen. Og de har ret!
Karen Blixen har engang sagt at:
»Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller man kan fortælle en historie om dem.«
Jeg har faktisk nogle gode fortællinger fra både min ferie i Spanien, sommerhusturen og også Grøn Koncert, som jeg gerne vil dele med jer. Fortællinger om overskud, synkronhygge, en sød mand i Spanien og en lækker yogalærer på en græsplæne i Spanien.
Det er oplevelser og fortællinger, som sørger for at sorgen over at jeg bliver mere og mere handicappet bliver til at bære.
De oplevelser vil jeg glæde mig til at dele med jer i næste blogindlæg :-)
I får lige et billede af spansk yogalærer. Så har I lidt at glæde jer til :-)
RSS Feed