Naturtroldene mødtes i Ry til en bevægende dag :-)

SÅ kom dagen, hvor vi endelig skulle mødes igen i Ry. Det fantastiske hold som var indlagt i august. Jeg har været så spændt, forventningsfuld og faktisk også lidt nervøs...

Spændt og forventningsfuld: fordi vi havde noget helt specielt sammen i de 14 dage, hvor vi med "hver vores sclerose" mødte op og under kyndig vejledning knoklede det bedste, vi havde lært, for at få det bedste udbytte af indlæggelsen. 

"Naturen som træningspartner" som forløbet hed, transformerede os, med hjælp fra vores empatiske og motiverende "lærere", i løbet af de 14 dage stille og roligt om til en vaskeægte naturtrolde-familie. Jeg forventede derfor at mødes med otte trolde, som jeg stadig dagligt skænker en kærlig tanke. Otte naturtrolde som, lige som jeg, overvandt egne grænser, græd når det hele blev for meget, grinede når det lykkedes - men allervigtigst støttede mig og hinanden. 

Ville vi mon falde i hak med det samme ved dette gensyn i Ry i går? Ville de andre have haft viljen, modet og kræfterne til at nå de satte mål? Hvor mange havde bevaret motivationen og kampgejsten, når det hele foregår derhjemme i regnvejr uden støtte, opmuntring og fællesknus.

Det sagde klik. Selvfølgelig sagde det "klik", da alle stille og roligt kom dumpende ind ca. kl. 10. Det var overvældende, dejligt og SÅ bekræftende af mødes igen. Og selvfølgelig skulle vi iføres vores "Naturtroldene" klan T-shirt:-) 

"Forventningsfuld" og "spændt" er følelser, som er lette for mig at forholde sig til og arbejde med. Desværre har nervøsiteten også været en markant følelse, som har krævet sin plads i både min mave og min tankevirksomhed.

Jeg har indtil i går været nervøs på den dumme måde. Rent følelsemæssigt kan det vel nærmest sammenlignes med den fornemmelse, der rammer lige i maven, når det går op for én, at nu er det for sent at gå i gang med lektierne, for timen ER i gang, eller fornemmelsen, da man i 8. klasse, med en Cherrycoke i hånden, stødte på venindens mor ved købmanden i det tidsrum, hvor man egentlig skulle knokle i idrætstimen (argh..)

Grunden til nervøsiteten, som nok bedst kan sammenlignes med en slags "åh nej nu blev jeg afsløret.." skyldes, at jeg ikke har opnået det mål, jeg skulle sætte mig, da jeg rejste hjem i august. Nemlig at jeg tre gange om måneden skulle gå 5 km (med indlagte pauser).

Som min verden har artet sig siden hjemkomsten fra Ry for tre måneder siden, har jeg på ingen måde kunne opfylde dette 5 km. mål. Det er så demotiverende og gør mig så frustreret. Min gangdistance skrumper lige nu ind hele tiden. Jeg vil så gerne gå, og jeg vil så gerne følges med dem som kan gå langt, for den stædige (urealistiske) Charlotte kan stadig mere, end benene vil. 

Nåh... Vi skulle efter frokost på en "walk and talk" tur, hvor vi skulle følges to og to. Jeg tog dagens klogeste og vigtigste beslutning. Jeg valgte den korteste rute og fulgtes turen rundt med Lone, som i de 14 dage i august fik en særlig plads i mit hjerte. Hun har lært mig noget om stokkes signalværdi, at lytte og om viljen til at kæmpe, og så kan hun forstå og se ind bag mit smil og dumme jokes! Det betød, at vi snakkede, hun lyttede og jeg græd lidt på denne walk and talk.

Lone og jeg holdt pause ved badebroen, ladede op, tørrede øjnene og var klar til mere "gåtur".

Jeg er en naturtrold! Jeg kæmper videre! På onsdag håber jeg, at jeg får hjælp til at kæmpe videre for at nå mine mål. Jeg skal nemlig prøve noget nyt medicin, som siges at kunne øge min gangdistance. Det virker på 50% af dem, som prøver det, så wish me luck :-)

Kære dejlige naturtroldefamilie, jeg glæder mig til vi ses i februar hos vores alles Jytte.

Og kære Ry, vi ses også igen. Jeg ved ikke hvornår, men du skal vide, at du er ligeså smuk og skøn i efterårssolen som i august, og at min sjæl er i ro, når jeg har besøgt dig :-)