Saftsuseme... jeg er kobberbrud. Der klinger en udefinerbar højtidelighed over det udtryk ik? Kobberbrud!
Billetsælgeren og jeg havde kobberbryllup i mandags. Kobberbryllup bliver jo som bekendt fejret, fordi to personer har brugt 12,5 år på at være sammen. 12,5 år,hvor man er flettet ind i hinandens glæder, sorger og oplevelser. Men det er allermest 12,5 år med den samme person at sige godmorgen til, kysse godnat, grine med, skændes med, elske med, spejle sig i og holde sammen med.
Vi havde en fantastisk dag, den dag hvor vi kunne kalde os kobberbrudepar! De mennesker vi har omkring os fejrede os så meget og intenst med så stor kærlighed, at det må betragtes som direkte uforskammet, at jeg havde glemt datoen.
To af mine veninder bad forleden dag om kobberbryllups-opskriften.
Jeg har ikke kunnet give dem den, for jeg kender ikke den færdige opskrift. Jeg har ikke kunnet finde den nogen steder og tror faktisk slet ikke den findes, altså opskriften. Men jeg kender nogle af ingredienserne, for jeg prøvesmager dagligt! Lad mig kort skitsere, hvilke ingredienser jeg propper i, for at gøre kobberbryllupsopskriften mere end blot spiselig.
Ingredienser i kobberbryllupsopskrift i Cirkus Holmboe
Vilje: En stor sjat af vilje er nok den vigtigste ingrediens, særligt når hverdagen i perioder ikke er til at holde af eller holde ud. Viljen til at ville hinanden og ikke give op. Viljen til at finde de små daglige glimt af kærlighed og forsoning.
Mod: Mod er en af de ingredienser, som for mig var særlig vigtig i de første år. Mod til at tro på, at selvom jeg har en lortesygdom, så er jeg den eneste rigtige for billetsælgeren. Mod til at tage springet sammen ud i fælles drømme (og såmænd også bare hverdagen), og at have modet til at sige sin mening uden frygt for at såre hinanden.
Pyt: Pyt bruges i de tilfælde, hvor man ved en fejl har fået hældt for store mængder af frustration og afmægtighed ned i retten. Pyt er den perfekte ingrediens til at redde retten. Pyt er især vigtig at bruge, når ingrediensen kaldet selvmedlidenhed har sneget sig ned i gryden og fået retten til at koge over eller brænde på.
Taknemmelighed: Ingrediensen taknemmelighed smager ikke af noget, men er ikke desto mindre en uhyre vigtig ingediens. En ingrediens som binder hele retten sammen! Taknemmelighed kan være svær at skaffe og finde,. Særligt når vejret er gråt, tallene på kontoudtogene er røde, trætheden er massiv og forventningsafstemningen omkring hverdagen er gået fløjten. Derfor er et godt råd herfra at gemme og opbevare den taknemmlighed man finder i solskin først på måneden et sikkert sted. Der skal nemlig bruges en del i en kobberbryllupsopskrift. Det smarte ved taknemmelighedsingerdiensen er, at den har ikke nogen udløbsdato.
Tålmodighed: Det kan være nødvendigt at komme et par dråber af tålmodighed i retten fra tid til anden. Tålmodighed har den fantastiske egenskab, at den fjerner bismagen af trang til udtalelser som "hvad sagde jeg???" og "du fatter ikke en skid". Tålmodighed skal ikke bruges i alt for store mængder, da det kan gøre retten ret uspiselig og underlig bitter.
Der findes, ligesom med kanel, den rene vare og den som er farlig! I denne opskrift anbefaler jeg på det kraftigste den rene vare, som i rette mængder tilfører retten smagen af ro og tilgivelse. Ved at bruge den urene tålmodigheds-ingrediens risiskerer man at reagere med småbøvsen, ulmende og mavesmertende mave og tanker, der dræner.
Nåh... det var vist hovedingredienserne i min kobberbryllupsopskrift...
Man kan med fordel tilføre kys, klap bagi, fordybelse og et dagligt grin sammen. Husk at kernetemperaturen for retten skal være over frysepunktet, for at retten smager af noget som helst, og at der skal røres i retten jævnligt. Det modvirker nemlig bundfald og mug!
Jeg kan godt lide kobber, men sølv og guld vil jeg altså også prøve ;-)