Pyt! Det gir' god mening...

I dag er det den 22.12.2013 og 4. søndag i advent. Der er kun to dage til juleaften. Dette betyder i sagens natur, at jeg burde have en "stressklump" i maven og strø flueben ud med rund hånd på mine alenlange huskelister.

Men i år er den 22.december anderledes, for selvom mit cirkus og jeg har haft en måned med masser af arrangementer, en enkelt parkeringsbøde, pænt stor tandlægeregning krydret med masser af gaveindkøb, bagning og pyntning, så har jeg det godt!! Jeg har det faktisk bedre end godt her to dage før juleaften! Jeg har ro i maven og tænker pyt! Dette indlæg vil handle om, hvorfor jeg nu siger pyt og hvorfor det gir' god mening! 

2013 har været et år, som har indeholdt både tårer, store frustrationer, smerte og en svær erkendelse af, jeg har en sygdom, som mere og mere kræver sin plads. Nogle gange som en snigende og raffineret modstander. Andre gange med en opførsel som den forkælede og hensynsløse brøleabe, der smadrer alt på sin vej uden overhovedet at fatte, at jeg rent faktisk basker desperat med det hvide flag, mens jeg trygler "STOP".

Jeg har i 2013 for første gang i mine 17 år med sclerose skullet tage stilling til de hjælpemidler, som jeg indtil nu har kunnet undvære. I april måned blev jeg derfor under indre protester indehaver af to krykstokke og en stok. Det var svært, rigtig svært! Lige indtil min gode ven, som også har sclerose sagde: "det er sgu da først, når du IKKE bruger de nødvendige hjælpemidler, at du er rigtig handicappet søde ven"! Det fik han ret i. 

Mine stokke blev pyntet at gode venner, som vidste, hvor svært det var for mig at acceptere "de ekstra ben". TAK til jer som hjalp mig til at forstå, sige "pyt" og at indse at smukke hjælpemidler "gir' god mening"!

Med pyntede hjælpemidler tog jeg i august 2013 til Ry Sclerosehospital, hvor jeg efter 14 dages indlæggelse havde fået en selvindsigt og et tiltrængt spark i rø... , som gjorde, at jeg var klar til at kæmpe videre for det, som betyder noget for mig. De 14 dage i Ry gjorde en forskel, ændrede mit perspektiv og gav mig troen på bedring tilbage! Jeg lærte at sige "pyt" til de ting, som jeg grundet sclerosen ikke kan gøre noget ved!

2013 har naturligvis ikke kun indeholdt hjerteskærende scenarier for cirkusdirektøren. I november vendte håbet og troen på at det nok skal gå, tilbage med en kraft som både tog pusten fra mig og mine nærmeste!

Nogle ting kan nemlig vende, når man mindst venter det.  Min virkelighed vendte på et kort øjeblik en dag i november, da jeg modtog beskeden om, at jeg nu var i kategorien til at "modtage" pillen Fampyra. En pille, som godt nok rent økonomisk fremover forhindrer Cirkus Holmboe i at købe flere elefanter, men som også betyder, at jeg tror på, at jeg nu er en cirkusdirektør uden "kroniske" hjælpemidler! En cirkusdirektør der kan være med igen, når der skal optrædes. Pillen jeg sluger to gange i døgnet har ændret min frygt for, at "sclerosen kun går en vej!!" 

Og det er så her, jeg kommer til, hvorfor jeg faktisk har det meget bedre end godt i dag. I dag er nemlig dagen, hvor jeg har brugt tiden på at sidde og nyde tanken om, at jeg kan gå igen uden hjælpemidler. At jeg kan gå længere end 100 meter og kun holder billetsælgeren under armen fordi det er hyggeligt og ikke en nødvendighed. At jeg har overskud til besøg af dejlige venner og fest med veninderne uden at ligge "død" bagefter. Jeg har igen overskud til overnatning af gæsteartister og leg i haven. Det er så magisk og fantastisk! Ikke kun for mig, men for hele mit cirkus, som også nyder den virkning pillen har på mig.

Jeg har sågar danset med min elskede billetsælger for første gang i 4 år. Vi dansede tæt og langsomt, nøjagtig som jeg elsker det. Jeg er ikke bange mere. Ikke bange for, at jeg ikke kan være med til det sjove med mit cirkus! Jeg vinder ingen konkurrencer, men jeg deltager, kæmper og vil larmende stolt modtage min "sidsteplads"medalje efter hver leg, jeg taber!

Sidste år i julen havde jeg stive stænger, var træt og kampsvedte bare ved tanken om at skulle holde juleaften med gaver, gæster og gås. I år er jeg klar. Klar til både til at holde jul og fodre min tro på, at det GÅR godt. 

I år vil jeg sige "pyt" til konceptet om den perfekte og forventelige juleaften og i stedet mærke efter, hvad der gir' god mening for mine artister, billetsælgeren og mig.

Jeg forestiller mig, at juleaften 2013 vil gå over i Cirkus Holmboes historie som julen, hvor cirkusdirektøren skiftevis moonwalker og udfører høje knæløftninger rundt om juletræet ;-)

Jeg ønsker mig i år ingenting, for mit største ønske er allerede gået i opfyldelse. Jeg vil derfor juleaften 2013 nyde at flyde med mit cirkus, mens gavepapir flyver om ørerne på os, og konfekten indtages i rigelige mængder. Jeg vil nyde at mærke glæden, knusene, rødvinen og ilden i brændeovnen give varme i kinderne. 

Mest af alt vil jeg nyde at danse moonwalk istedet for slowwalk rundt om juletræet og at se lyset i artisternes øjne, når de pakker gaver op. Jeg vil i år også være den som springer op og henter nye sodavand og mere rødvin i køkkenet, så de andre kan blive siddende og nyde. 

Jeg fejrer juleaften i 2013 med en stor tro på, at der en dag også vil være lys og hjælp for alle os med sclerose.

Jeg håber at i alle får en dejlig jul på lige nøjagtig den måde, som i ønsker :-)