Altså på den der åndssvage måde, hvor jeg finder min mor i en skraldespand, min far på et sygehus og min krop i en tilstand af slaphed, tilsat nætter med spasmer og syge drømme om fremtiden.
Jeg vil for overskuelighedens skyld dele indlægget op i mindre afsnit og tilsætte lidt stemningsbilleder for ligesom at underbygge stemningen!
Min far på et sygehus
En far skal ikke være syg! Fædre er jo ikke syge, og ligger på hospitalet. Så jeg brugte en hel nat på at overbevise mig selv om. at det bare var lige dele pjat og ynk!
Min mor og jeg aftalte at mødes næste morgen for at tage ned og besøge min far og give ham lidt opmuntring, lidt ekstra undertøj, hans pung og en Ipad. Min mor skulle hente mig kl. 9!
Min mor i en skraldespand
Hun småpeb og bad mig komme hurtigst muligt. "Og tag en rive med skat" var hendes sidste kommentar, inden jeg smed mig ud i bilen med hovedet fuld af tanker. Tanker om, hvad nytte en rive skulle gøre i et lejlighedskompleks. Tanker om hvorfor hun var ked af det. Tanker om hvad der mon var hændt min far.
Min mor stod helt stille med et kosteskaft i hånden foran en stor sort skraldecontainer, hvor hun havde tapet låget fast... Da hun så mig, udbrød hun "Jeg kan sgu snart ikke mere, og far har det slet ikke særlig godt"
Det var hånden på hjertet ikke min far, jeg bekymrede mig mest om lige der, men derimod min mors arrangement med skraldespanden og kosteskaftet. Det skulle vise sig, at min søde mor i et uopmærksomt øjeblik havde kastet den forkerte pose i skraldecontainer! Efter en times tid med hovede og krop HELT nede i affaldet og en rive tapet fast til et kosteskaft, kunne vi køre på sygehuset med min fars pung, rene underbukser + det løse. Han blev rigtig glad for at se os (med posen)
Der er forresten rigtig mange mennesker som (for fanden) ikke binder knuder på deres skraldeposer og som spiser klam mad der drypper. Men det er da helt vildt så mange der finder interesse i en mors og datters svømmen rundt i en affaldscontainer.
Min syge drøm om fremtiden
En hel nat med et venstreben, som opfører sig særdeles uhensigtsmæssigt og tarveligt samt et højreben som nøjes med at ryste, vågnede jeg af en drøm om fremtiden. Jeg var i drømmen placeret på en campingstol ved et campingbord midt inde i Århus. Jeg kunne sidde i kulden og kigge op på vinduerne på 4. sal, hvor Freja var flyttet ind og hyggede sig med resten af familien...
Jeg kunne bare ikke være med. for der er virkelig langt op til 4. sal uden elevator for en som mig.
Peter kunne godt mærke, at jeg var lidt ramt af drømmen, men reddede min dag ved at tilbyde at købe mig en termodragt eller finde ud af noget med sådan nogle anordninger man hejser et klaver op med. "Nu er du jo vant til opmærksomhden oppe i ghettoen med affaldsbeholderen mutti"
Men nu er alt godt igen!
Og i dag har jeg haft en fantastisk dag på arbejde, hvor jeg har undervist folk fra hele verden. Jeg fik en masse opskrifter på græsk mad fra en skøn græsk kvindelig kursist, som altså ved ét og andet om mad.
Nogle af de opskrifter vil jeg prøve af og servere for både mine egne matrikelfolk og for min mor og far.
Måske i morgen faktisk... for min far kom hjem fra sygehuset i dag og bliver helt rask lige om lidt!
Det er sgu vigtigt at huske på, at en dum uge godt kan tørre ud og forvandle sig til noget bedre. Men mine ben er stadig lortedumme og min hånd insisterer på, at jeg spiser med én hånd og undlader at vaske hår med begge hænder.
Jeg må have lært at klappe med én hånd!