Onsdag er min træningsdag og Føtexdag. Min tur i Føtex forløb dog anderledes end den plejer. 

Med træningsgummiben hilste jeg på den smilende lille dame med blå kedeldragt og usunde tænder, som troligt står ved indgangen og sælger avisen  Hus Forbi, som du kan læse om her.

Jeg har et par gange før købt en "Kaffe to go" til hende, og købte faktisk også en i dag. I dag blev hun ligeledes overvældende glad, og mens hun proppede en Hus Forbi avis i min indkøbsvogn gentog hun "manga tak manga tak manga tak".

Og så kom der to frække damer forbi!

​Begge med den dyre knivskarpe gråhårsfrisurer, klædelig diskret læbestift (sågar også i rygerrynkerne) og begge med en smøg som skulle skoddes i askebægeret skråt bag Hus forbi Damen. Faktisk lige der hvor hun havde stillet kaffen for at tage handsker på igen.

Det skulle hun ikke have gjort - altså stillet sin kop dér! Eller... Hvad skulle hun ellers have gjort?

De to frække damer sukkede irriteret, kiggede på hinanden, hvorpå den ene sagde (henvendt til den anden) "Kaffen HAR hun da råd til at købe, så står det da ikke helt skidt til. Der er godt nok mange måder at tigge på "

What?? Jeg troede fandeme det var løgn! Hus Forbi damen forstod gudskelov slet ikke, hvad der blev sagt, men det gjorde jeg! Og jeg var målløs.

Min målløshed gjorde mig helt handlingslammet, så jeg lod dem bare gå forbi uden at sige et ord til dem... Men kun nogle sekunder jo... Så lod jeg trygt min vogn stå ved "Hus Forbi damen" og vraltede 20 meter ind i butikken, hvor jeg fandt de to frække damer kigge på buketter.

Jeg stillede mig hen ved siden af dem og sagde så "Det var faktisk mig som gav hende den kop kaffe derude. Hun frøs i kulden"

Ingen af de frække damer så pludselig ikke så frække ud mere. De kiggede blot spørgende på mig, så jeg fortsatte:

"Jeg blev simpelthen så vred over det i sagde med kaffen! Hvad bilder i jer ind at tale sådan om hende og så lige foran hende. Den stakkels dame bruger alt sit mod, sin tid og står og fryser for at tjene skide 20 kr. for en avis, der kan hjælpe hjemløse i Danmark. Og så ydmyger i hende sådan. I kan fandeme ikke være det bekendt! Og i kan fandeme være glade for, at hun ikke forstod, hvad i sagde".

Så vendte jeg mig om og vraltede mod udgangen, mens jeg kunne høre den ene ikke så frække dame sige "Altså... det kunne vi jo ret beset ikke vide"

Nææh... det kunne de sikkert ret beset ikke. Jeg ved ikke om større viden omkring hjemsløse og deres indsats for et værdigt liv havde gjort nogen forskel for de frække damers Føtexoptræden. Men  jeg har min tvivl. 

Om ikke andet, så har de to frække damer da noget at sludre om over formiddagskaffen nu. De kan sikkert blive enige om, at hjemløse nasser og handicappede er ubehøvlede ;-) Mit ønske må være, at de to damer vil nøjes med at TÆNKER tanker næste gang, de har en holdning til en hjemløs (foran den hjemløse)

Vi skal opføre os ordentligt! Allesammen!

Vi skal passe på hinanden! For ingen ved (ret beset), hvornår man trænger til at få en kop kaffe stukket i hånden.

Og så skal vi reagere, når folk opfører sig uværdigt over for andre. Flygtninge, børn, ældre... tjah alle sådan set! 

Jeg har opbrugt min kvote af ordet "fandeme" for i dag, så nu vil jeg sgu bare gå ud og bage pølsehorn!

Lad mig begynde med at slå fast, at sådan her så min vinterferie ud på facebook. Lutter idyl, dejlige børn, fantastisk vejr og en mand, som... ham vender vi tilbage til, for han passer ikke helt ind i Facebookferien.

​Vi HAVDE nogle fine dage i sommerhus, men jeg kan afsløre, at selvom Peter og jeg de sidste 21 år har holdt samtlige ferier sammen, så kan han altså være en klaphat, når man sidder i et sommerhus på 54 kvm i klitterne langt fra alt. Det vender vi også tilbage til...

Den gode del af ferien indholdt RO, langsomme hjerteslag, grin, spil, rødvin, blå himmel og sol.

Vi har holdt ferie i sommerhuset i mange mange år og glæder os hver gang. Den her gang var bare ligesom anderledes. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men Peter og jeg oplevede de 54 kvm som meget småt. Især når vi skulle være der begge to. Han gjorde hvad jeg ikke sagde og smilede ikke nok på de rigtige tidspunkter. Mig? Jo jeg var.. eller jeg ved ikke rigtig hvad jeg var, ihvertfald irriterende!

Når Peter og jeg har for lidt plads og for meget af hinanden, så siger vores fælles overenskomst, at "Mor og far kører lige en tur...", og så udveksler vi synspunkter!

Således også ved kølerdisken henne ved købmanden, hvor vi endte med ikke at købe noget, for det kunne vi såmænd heller ikke blive enige om. Uanset, hvor uenige vi var, så spillede vi dog wordfeud mod hinanden. Det gør man nemlig, når man er i sommerhus! I wordfeud behøver man ikke tale sammen, og man kan ikke bebrejdes for at skrive "so", "sæk", "tåbe" og "fjols" til modspilleren. 

Men man må ikke snyde i wordfeud. Det må man altså ikke! For at give jer et indtryk af, hvor træt jeg var at Peter, så lad mig afsløre, at jeg var milimeter fra at hente en snyde-app til wordfeud, så han i det mindste ikke skulle have fornøjelsen af at vinde over mig.

Ovenpå sådan en ferie med både sol og skrål, var det dejligt at komme hjem og indløse nogle af Peters fødselsdagsgaver.

Peter havde fødselsdag i fredags, den dag vi tog hjem, og jeg gav ham bla. 250 stk kys, som han ER begyndt at indløse :-)

Endvidere fik han en "omgang" parterapi. Det er simpelthen den bedste gave ever. Giv den til din mand, som hader at spille og lave puslespil. Hæld en whisky op og insister så på at dette er en fællesopgave, og at i vil være som nyforelskede, når parterapiopgaven er løst!

Alle følelser kom i spil (se billederne nedenunder), og selvom vi faktisk har givet op med puslespillet, så har vi heller ikke denne gang givet op på hinanden (og gør det sgu nok heller aldrig :-) 

SÅ! Nu har jeg afsløret, at min facebookferie ikke altid stemmer overens med den virkelige ferie. Vi fik renset ud oppe mellem klitterne og har sluttet af med en fantastisk weekend herhjemme (og det passer altså!!)


obs: det er altså sindssygt svært at lave et puslespil, der ikke indeholder hjørner og hvor alle brikkerne er røde - i skulle prøve det!

For fem minutter siden sad vi ved køkkenbordet, hvor vi lavede perleplader og dryppede med stearin, mens vi sang "Hjulene på bussen..."

For fem minutter siden hjalp jeg med at lægge tøj frem om aftenen og vaskede børnenes hår.

På de fem minutter er der gået 10 år. 

Og nu er Jeppe er lige tager til gallafest, mens Freja har haft besøg af en god ven fra klassen. Hagesmæk og trehjulet cykel er åbenbart "so much last year" og konverteret til butterfly og kværn :-)

Jeg har jo fået gang i det der træning igen. Takket være min fysioterapeut har jeg fået modet og lysten til at træne igen. Og jeg har virkelig været standhaftig og vild med konceptet.

Lige indtil i torsdags!

Torsdag morgen havde Peter og jeg den sædvanlige debat om, hvem der skulle morgenlufte hanhunden Sofus. Det endte med, at jeg tog en fælles beslutning og blev enig om, at jeg trillede en tur med hanhunden. 

De andre kørte afsted i skole, mens jeg steg på cyklen uden dropfordsstimulator, men med cykelhjelm. Jeg kan allerede her tidligt i indlægget afsløre, at det med cykelhjelmen skulle vise sig at være en formidabel idé! 

Vi har en fast rute, Sofus og jeg. Det går langsomt, for Sofus er lige blevet ni år og opfører sig som sådan. Det var virkelig smukt morgenvejr med sol og rimfrost i græsset.

Og is på cykelstien! Glat usynlig is, som kun ventede på at fælde min cykel. Jeg nåede ikke engang at blive overrasket eller tænke i faldteknikker, før jeg knaldede baghovedet ned i asfalten med et brag. 

Jeg lå lidt og lå. Så kom jeg op på alle fire, samlede min cykelhjelm + stumper op i græsset, mens jeg kaldte urimeligt vredt på Sofus, mens jeg med ondt i skallen og vildt svimmel forsøgte at komme op at stå!

Det kunne jeg ikke, fordi is på en cykelsti er alt for glat for stive slappe ben, og også fordi jeg havde slået min hofte så meget, at jeg ikke kunne støtte ordentligt på venstre ben.

Jeg kravlede derfor ud i græsset og fik trukket min cykel med mig. Imens bandede jeg alle mennesker i mit kvarter langt ned i helvede for at bygge så store og dyre huse, at ingen har råd til at være hjemmegående, så de kan hjælpe en cykeltosse i nød...

Jeg gik (læs: vraltehumpede) hjem, og der var altså virkelig langt uden dropfodsstimulator. Jeg lagde mit cykelhjelms-kadaver på køkkenbordet til skræk og advarsel, inden jeg humpede i bad og tog på arbejde.

Det holdt jeg så til i en time, inden jeg blev sendt hjem af mine kolleger ringede jeg til min læge, som sagde "hjernerystelse" og bad mig om at tage den med ro uden fysiske udfoldelser og skærm i nogle dage. 

De dage er gået nu, og jeg kan endelig både gå på arbejde, skrive OG træne igen. Og de smertestillende piller har jeg ikke rørt i dag. 

Hold nu op, hvor blev jeg forskrækket og samtidig glad for, at jeg ALTID cykler med cykelhjelm.

Jeg besluttede mandag morgen at vente en uge med at åbne min træningskuvert fra min fantastiske fysioterapeut. På grund af knaldet i låget har jeg ikke kunne opnå sidste uges målsætning. Den kuvert må i vente til på mandag med at få :-)

Men i må få et stort stædigt rødt hjerte at kigge på. Jeg fandt det i min have i torsdags (den store cykelstyrtsdag). Det er et julehjerte som fløj ud af vinduet i december. I torsdags lå det i solen i min elskede have og lyste rødt, beskidt men uden alvorlige skrammer. Det tæller da også ik?!

​Så blev det mandag igen og dermed åbning af ny træningskuvert fra min fantastiske fysioterapeut. Jeg ELSKER mandag morgen!

I denne uge skal jeg holde balancen! Eller rettere sagt, hele Cirkus Holmboe skal holde balancen. Vi skal spille med balloner. 

Da jeg åbnede kuverten, tænkte jeg i mit stille sind "Nååh.. det bliver en mild og måske lidt fesen træningsuge men med masser af grin og konkurrence"

Min fysioterapeut havde så tænkt det samme!
For da jeg ankom til træning i morges for liiige at træne mine ben i to maskiner, inden jeg skulle videre på arbejde, mødte jeg min fys som storsmilede til mig. Vi nåede dog ikke at tale sammen, inden jeg gik ind og trænede. Men pludselig stod hun og viftede med en kuvert i hånden.

En stor, tyk og tung en af slagsen. Hun afleverede den med bemærkningen "Her er lige lidt ekstra til ballonudfordringen - nu når du gir' den så meget gas... Husk at dele med dit cirkus ik?"

Jeg åbnede straks kuverten og brød ud i grin! Min fysioterapeut er ganske enkelt den reneste udgave af motivation og betænksomhed :-) 

Jamen, jeg går da bare i gang så...

- med at spise min Snickers på arbejde og kigge langt efter resten i kuverten...

Den her træning er altså ikke noget at grine af, men bliver alligevel sjovere og sjovere :-)

Livet er sgu godt nok - især om mandagen her i Cirkus Holmboe!

Ungdommen er ikke det værste vi har!

Ihvertfald ikke den ungdom, som mine egne unger slæber med hjem. Igår havde Freja inviteret fire gymnasieveninder hjem til aftensmad og opvarmning til gymnasiefest. 

Den første veninde som ankom, har vi ikke mødt før, men hun havde åbenbart lavet noget research hos Freja inden ankomst til. Bare lige for ikke at træde forkert!

Både Freja og jeg forstår (mere end hun aner)! Jeg gav veninden et lille kram, da hun kom!

Jeg har fået lov til at dele denne SMS, og jeg vælger at gøre det, fordi jeg synes at det er så fantastisk, at de to tøser med hovedet fuld af drenge, fest og dansetrin også formår at få clearet og afstemt "den der skleroseting" så udramatisk og naturligt.

Nåh men vi spiste og hyggede, og så skred de fem fantastiske festpiger ud i mit Lovehouse, hvor der blev varmet op til fest med levende lys, sprut og chips. 
​ 

Tænk hvis flere turde spørge. Det er så svært at svare, hvis man ikke ved hvad spørgsmålet er! 
Jeg er glad for, at veninden spurgte. Og jeg er superglad for, at Freja svarede som hun gjorde. Meeen... helt rask oveni hovedet njah... 

I får lige Frejas plan for denne weekend - bare for at cementere den ulidelige lethed ungdommen tilgår verden med ;-) Lad mig være 16 år igen, bare én dag. Altså så jeg kan få styr på livet.

Så blev det mandag og uge 4 er skudt i gang! I morges vækkede jeg Freja med ordene "Godmorgen skat har du sovet godt og må jeg godt få min træningskuvert for den her uge?".

Freja svarede søvndrukkent "Ja" og "Ja", væltede ud af sengen og fandt min kuvert i sin skrivebordsskuffe.

Kuverten var tyk og indeholdt åbenlyst mere end blot en seddel med ugens udfordring. Jeg flåede kuverten op og ud røg en rød træningselastik.

Hun har sgu tænkt på det hele, min fantastiske fysioterapeut. Elastikken blev straks bundet fast til vores ribbe. Ribben som i flere år kun har tjent som tørrestativ for fugtige sportshåndklæder skal nu igen mærke, hvordan det er at få sin funktion som træningsrdskab tilbage.

Jeg er vild med at få de små sedler, som indeholder både en beskrivelse, en tegning af "seancen" og allermest, at min fysioterapeut sætter et mål for mig. Det eliminerer mit fedtspil med træningen. Nu kan jeg jo se, hvad hun mener er realistisk at nå, og jeg vil jo ikke skuffe hverken hende eller mig selv.

Jeg kan mærke, at min selvdisciplinsmuskel vokser stødt for hver dag. Det er en rigtig fed følelse og påvirker faktisk mit humør og min energi allerede. Igår var jeg med Peter i det træningscenter, hvor han og Freja træner. Jeg fik en prøvetime, og i morgen bliver jeg meldt ind.

I dag skulle jeg møde på arbejde kl 10.30, og besluttede derfor at droppe ind forbi træningslokalet hos min fysiotrapeut for at træne de to muskelgrupper, som jeg ikke fik trænet igår. Bedst som jeg sad og stønnede på en af maskinerne i morges kom min fysioterapeut valsende ind og udbrød "Ej hvor er det sejt Charlotte! Du er her i dag og det er mandag - vi ses på onsdag!!!" og væk var hun igen.

Den dejligste start på en mandag morgen, som bare fortsatte med at være så fyldt med god energi, at jeg rent faktisk både fik handlet og lavet aftensmad (helt selv!).

​Mandag i mit liv er slet ikke så åndssvag :-)

OBS: Jeg lover, at jeg nok skal huske hviledage, udstrækning og at Snickers også er en slags proteinbar, der styrker musklerne (og humøret)!

Da jeg var indlagt på Ry Sclerosehospital i september fik min fantastiske fysioterapeut tændt min lyst og motivation til at træne min krop igen. Jeg skrev om det i et blogindlæg, som kan læse her.

Hun spurgte mig bla., "hvor lidt er nok?" og fik mig til at forstå, at "lidt mindre kan også gøre det", bare der er kvalitet i træningen! Det er længe siden, at det var september, og desværre er virkeligheden lige nu, at "lidt mindre" i forhold til træning de sidste par måneder har været så godt som ingenting (dybt suk).

Jeg er færdig med at være hyggehandicappet! Jeg er færdig med at bruge min træningstid på at tjekke ud på Facebook, hvor meget og hvor hårdt andre træner. Det har jeg ganske enkelt ikke tid til, for jeg laver sideliggende bækkenløft lige til på mandag.

Jeg har fortalt Gud og hvermand om det her træningstiltag min fysioterapeut har lavet for mig. Også i en Sclerosegruppe på Facebook. Derinde var der en del, som kunne tænke sig at få de næste ugers øvelser. Derfor vil jeg de næste ni mandage lægge hendes træningsplaner ud her på bloggen. Vi ender sgu med at få en veltrænet selvdisciplinsmuskel!

I kan finde mig på stuegulvet - hvis i skulle være i tvivl :-)

Hørt ved morgenbordet søndag morgen:
Peter: "Kommer du ikke mutti? Vi spiser nu"
Mig, (mens jeg lukker lågen i brændeovnen): "Jo jo, men der er jo også nogen der skal lukke for svømmehallen ik!"

Hjalte og Jeppe (i munden på hinanden): "Svømmehal??" (mens de garanteret tænker "Åh en af de dage med mors mundlort og kodesprog".

Peter: "Nåh, jeg tror bare mutti er ved at sende alle dem med blåt bånd ud af gløderne"

Og så spiste vi rundstykker og hyggede uden fare for både drukneulykker og forbrændinger! 

Set ved køkkenbordet tirsdag eftermiddag:
Jeg skal bage en kage til Jeppes klasse. Jeg har fundet alle ingredienser frem, men mangler et enkelt æg. Jeg tænker pyt og nøjes. Alt er målt op og kun æggene mangler at blive slået ud og pisket. Skålen til æg står klar og jeg tager første æg, slår det ud, æg nr. to får samme tur og for den sags skyld også nr. 3 og 4. 

Jeg tager en gaffel til at piske æggene med og opdager så, at jeg simpelthen har formået at slå fire æg ud og hælde dem direkte ned i vasken istedet for i skålen. ALLE ÆGGENE!  Jeppes klasse blev glade for de flødeboller jeg købte til dem istedet!

Oplevet i en indkørsel hos naboen torsdag aften:
Peter: "Ej, vi har ikke flere æg. Jeg drøner lige op til Kiwi og køber nogle"
Mig: "Vent, jeg går da bare lige over til Tina og spørger, om hun har nogle"

Der er ikke langt over til vores nabo, men min dropfodsstimulator har ikke mere strøm og min stok er låst inde i bilen. Derfor foretager jeg naturligvis det obligatoriske styrt med begge knæ i fliserne og det ligeså obligatoriske hoveddrej for at se, om jeg er opdaget...

Jeg kom helskindet hjem med fire æg og valgte at glæde mig over, at styrtet skete på vej over til naboen uden æg i hånden.

Sår'n er der så meget. Mindre kunne ha' gjort det. Jeg ved at mange af os med sclerose oplever det her - og det der er værre. 

Det der frustrerer mig er, at ovenstående situationsbilleder sker uagtet, om jeg er stresset, velforberedt eller frisk. Jeg kan simpelthen ikke længere gennemskue, hvad jeg kan gøre for at få ordene igen, når jeg savner dem. Jeg forbavses også over, at jeg undervejs i processen med æggene ikke undres over eller opdager, at FIRE æg ender i afløbet...

Er der mon tips og tricks fra andre, som oplever det samme som mig?

Bonus:
I denne uge har jeg også kørt med det lange lys tændt hele vejen gennem byen i tæt morgentrafik og blev skide irriteret over, at alle blinkede med lygterne. Jeg havde også glemt at tage BH på i mandags, da jeg skulle på arbejde (ingen skade sket). Og så har jeg faktisk også lovet at købe toiletpapir, men ligget og set Netflix istedet. Jeg HAVDE seriøst glemt, at jeg havde lovet det, indtil jeg skulle på toilettet...

Indimellem skriver jeg et blogindlæg, som lander i kassen med "tanker og kladder". Det her blogindlæg var egentlig tænkt som et sådan. Jeg har ikke delt oplevelsen i det her blogindlæg med nogen før nu, men jeg tænker på det med en sur/sød fornemmelse i maven, hver gang jeg træder ind i elevatoren på arbejde. Jeg oplevede nemlig følgende for knap et par uger siden:

Ikke alle og enhver må køre med elevatoren på mit arbejde! Køkkenpersonalet, pedellerne og jeg er flittige brugere og må godt!

Kursisterne må som udgangspunkt få lov til at tage trapperne. HVIS man som kursist bruger elevatoren, så skal man have et slags VIPelevatorkort. VIPelevator-kortet åbner elevatordøren og bringer en til den ønskede etage. Kursister kan få kortet udleveret, hvis de ikke er i stand til at tage trapperne og har dokumentation for dette.

Særligt om morgenen forvandles VIP-elevatorkortskursisterne til magneter for de af vennerne, som ikke gider at tage trapperne (men godt kan...)

Således også i morges! Jeg stod med min rollator og ventede på elevatoren sammen med to VIP-kortkursister, da en strøm af magnetvennerne meldte deres ankomst med store knus og "jeg smutter lige med ik?!" 

11 stk stod vi til sidst (+ rollator) og ventede, da elevatordøren gik op!