Charlotte Holmboe
  • Cirkus Holmboe
  • Om mig
  • Om det store cirkus
  • Ry Sclerosehospital 2015
  • Ry Sclerosehospital 2013
  • Ry Sclerosehospital 2012
  • Lyt til Radio MS
  • Lidt af hvert
  • Kontakt

Jeg har ikke brug for gode råd

3/23/2016

7 Comments

 
Jeg vågnede igår morges (meget tidligt) ved lyden af en håndfuld forårskåde solsorte, der holdt fest udenfor mit soveværelsesvindue. Det var en af den slags morgenfester, der bare "tager til i lydstyrke og hvor det ihvertfald ikke er kunsten at lytte og konversere der er i højsæde. 

Faktisk var larmen fra mine næbbede venner og tidspunktet for fuglefesten så upassende for min skønhedssøvn, at jeg et kort øjeblik overvejede at åbne vinduet på vid gab og brøle "PIIIIIIIIIB SKRIIIID SÅ!".

Min erfaring er dog, at et sådant udbrud ofte har den modsatte virkning.

Også på solsorte!

Derfor lukkede jeg blot mit vindue, lod dem "snakke" i munden på hinanden, mens de festede videre.

Nu skal jeg fortælle jer en hemmelighed! Nogle kvinder opfører sig som solsorte. Du kan kende solsortekvinderne på, at de taler unødvendigt højt, hurtigt og ikke lytter, men altid har noget vigtigt på hjerte. 

Når jeg møder en solsortedame, viser det sig ofte, at det ikke er tilfældigt, at hun henvender sig lige præcis til mig. Hun føler nemlig et behov for at hjælpe mig. Altså ikke hjælpe mig med at få rollatoren eller poserne med varer ind i bilen. Nej... hun vil hjælpe mig med sin erfaring. En helt særlig erfaring omkring, hvordan jeg bedst lever med min sygdom.

En solsortedame har som udgangspunkt nemlig stor erfaring med både sclerose, ALS og muskelsvind. Hun er absolut ikke nærig med at dele ud af sin egen og sågar andres erfaring, og øser velvilligt ud med gode råd til, hvordan jeg skal helbrede mig selv. Endda helt uden, at jeg har efterspurgt det, og faktisk bare har lyst til at vralte videre og ryste hende af mig...

Det er ikke spor rart, men derimod vældig intimiderende helt ufrivilligt at være den, solsortedamen kaster sin skræppende erfaring over. Jeg VED nemlig godt noget om alt det, hun skræpper løs om. Det er bare ikke alle erfaringerne der kan bruges, når man har sclerose. Men jeg ved for eksempel godt, at jeg helst skal spise både sundt, helst økologisk og helt sikkert uden sukker, tilsætningsstoffer og lidt uden gluten. Jeg ved også, at jeg skal træne min krop amokmeget. Den krop som går mere og mere i stykker alt for hurtigt lige nu på grund af sclerosen. 

Og så skal jeg huske at slappe af! For guds skyld da! Det skal jeg huske! Det bedste er klart at meditere, dyrke en omgang yoga og være i nuet med en farveblyant og en voksenfarvelægningsbog. Ikke lade bekymringerne tage overhånd, og huske at få en hel nats søvn (hver nat). Alt det ved jeg!

Men det som solsortedamerne ikke ved trods al deres erfaring er, at jeg gør hvad jeg kan med alt hvad jeg har. Det gør jeg virkelig! Også når jeg fredag eftermiddag står i køen med to poser chips, fire uøkologiske bananer og et stort stykke bacon i indkøbsvognen. 

Jeg gør mig umage for at passe på mig selv og mit helbred. Men jeg gør mig også umage for, at passe på min familie. Og min familie har brug for en mor og kone, der lever så normalt et liv som muligt. En som ikke kun serverer mad, der smager sygdomsbekæmpende. En som sørger for kun at træne i et omfang, der også muliggør fælles oplevelser efterfølgende. 

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om jeg ikke er for nærtagende, når solsortekvinderne kommer med råd. Situationen er bare den, at jeg ikke har lyst til at få de gode råd. De gør mig ikke noget godt. Jeg bliver hverken klogere eller får mere energi af rådene. Og da slet ikke når de formuleres som bedrevidende påbud og med advarsler om dårligere tider, hvis ikke...

Det jeg mest af alt har brug for, er at få lov til selv at mærke efter, når jeg har brug for råd og viden. Det er nemlig på baggrund af dette, jeg træffer de valg, som jeg mener er de bedste for mig.

Og når alt dette er sagt, så har jeg faktisk lige lavet mere fuglemad til havens festramte morgenlarmende fugle :-) Der skal jo trods alt være plads til os alle, og jeg lukker da bare vinduet og tænker mit!

7 Comments
Pernille
3/23/2016 02:05:19 pm

Kære Charlotte.
Dejlig læsning om solsortenes fest. Ikke specielt om solsortedamerne, men det er da pænere end hvad jeg kalder dem 😀 Nogle siger, når jeg brokker mig bagefter, at jeg skal være taknemmelig for, at de har interessen for sygdommen og for mig. Spørg hvordan jeg har det, er interesse. Fortæl mig, at de også kender deres mosters nabos datter, og bla-bla bla-bla er ikke. Men jeg har lært at lukke ørene, smile venligt, kigge på uret og sige tusind tak, men jeg har altså død travlt og så gå. Men det er min måde at håndtere de bedrevidende. Og min hjerne er alligevel så forvirret, at jeg glemmer dem og det hurtigt. Der er langt vigtigere ting og dem har du også øje på 👍

Reply
Rikke Tibert
3/23/2016 02:20:46 pm

Altså du skønne dejlige Charlotte.. Der gav du mig nok lige månedens bedste grin ( og jeg har da ved Gud ikke meget af grine af )
Vi kender de solsortedamer,- ja - vi gør!! De er overalt 🤔 I Brugsen, på vejen, på stierne, på p pladsen...ja, alle vegne! I alle regioner og alle hjørner!
Og du skriver - som altid - så malerisk og genkendeligt at vi lige glemmer virkeligheden for en stund 👍🏼
Tak du
Lad bare påsken komme an🐣
Næste gang jeg ser en solsort....

Rigtig god påske til dig og dit cirkus🐣

Reply
Majbritt
3/23/2016 11:01:50 pm

Fantastik godt skrevet - spot on 👍

Reply
Per Drews
3/23/2016 11:12:49 pm

Spot-on....
Dejlig sort humor, som dækker over alvorlige og generende ting.
Grinte sg halvhøjt og måtte holde mig for munden, da min kæreste (som har sclerose) stadig sover sin skønhedssøvn.
Ps.... Vi bor tæt ved vandet, så her er det mågerne der er vækkeur,,,,, de er endnu værre end solsorten

Reply
Lisbet link
3/24/2016 03:39:23 am

Åh ja ... jeg har ikke sclerose, men same same. Når man kæmper virkelig hårdt på urimelige vilkår GØR det ondt, når det bliver sagt eller antydet, at man kunne have et fint liv, hvis bare man gad at gøre sig umage. Anerkendelse af den kamp, der er nødvendig, varmer derimod :-)
Kh Lisbet

Reply
Mai
3/24/2016 04:10:00 am

Hej ven - du må sørge for at have en poste med fuglefrø i tasken....sådan nogle solsorte damer skal stoppes!!

Reply
Annette
3/24/2016 08:12:40 am

Hvilken herlig læsning :-)
Jeg har mødt et par solsortedamer i mit liv - og underligt nok er det flest damer ;-)
De kender alt til hvordan man forholder sig til sin sygdom og synes slet ikke at lytte.
Nu har jeg ikke sklerose men neuropatiske smerter - noget der minder om fibromyalgi og de solsorte jeg har mødt, VED hvordan jeg kan undgå smerter, VED hvornår jeg får ondt og næsten også kan stille den endegyldige kur, ganske enkelt uden at kende mig.
Jeg forstår sagtens hvorfor du ikke altid kan eller vil leve sygdoms bekæmpende og kontrolleret. Det bliver simpelthen for dræbende i det lange løb.
Sender dig en stor tak for et godt grin :-) :-)

Reply



Leave a Reply.


    Arkiv

    April 2016
    March 2016
    February 2016
    January 2016
    December 2015
    November 2015
    October 2015
    September 2015
    August 2015
    July 2015
    June 2015
    May 2015
    April 2015
    March 2015
    February 2015
    January 2015
    December 2014
    November 2014
    October 2014
    September 2014
    August 2014
    July 2014
    June 2014
    May 2014
    April 2014
    March 2014
    February 2014
    January 2014
    December 2013
    November 2013
    October 2013
    September 2013
    August 2013
    July 2013
    June 2013
    May 2013
    April 2013
    March 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012
    November 2012
    October 2012
    September 2012


    Hvem er vi?

    Jeg er cirkusdirektør i Cirkus Holmboe. Mit cirkus har eksisteret siden 1995 og har 5 medlemmer + cirkushunden Sofus. Jeg er som cirkusdirektør ansvarlig for de daglige forestillinger, som kan variere lige fra spektakulære krumspring til de fladeste overspringshop. 

    Vi har artister, en billetsælger, badutspringere, jonglører (både med ord, tallerkner og bolde), tryllekunstnere, tankelæsere, linedansere men INGEN klovne!! 

    Mere om mig selv og mine ansatte kan læses ved at trykke på "hjem" knappen øverst. 


    Emner

    All
    At Sætte Spor
    Billeder
    Cirkusdirektøren
    Cirkus Holmboe
    Hjælpemidler
    I Fuld Galop
    Kys Sclerose Farvel
    Min Læge Dr. Clooney
    Party I Provinsen
    Radio Ms
    Sclerose
    Sejre
    Venner


    Sider jeg læser:
    • Ibbyheart.com
    • Scleroseforeningen
    • Radio om MS
    • Kom Blot



    RSS Feed

Powered by Create your own unique website with customizable templates.