I dag er det lige præcis et år siden, at  jeg hoppede i Lillebælt. Ikke fordi jeg er vild med kombinationen "koldt vand og bar hud", men fordi jeg satsede på, at dette stunt ville give nogle penge til forskning i sclerose.

Sidste år lavede jeg nemlig en indsamling på Betternow, som skulle skaffe penge til forskning i sclerose. 

Det var enormt sjovt at lave en indsamling, og det sjove steg i takt med at beløbet på min indsamling voksede og voksede. Jeg lavede en del forskellige ting for at få penge i kassen:

(tryk på hver punkt og læs med)

• Slog en vejrmølle (ikke kønt, men svært...)
  
• Hoppede i Lillebælt (ikke sjovt, men koldt...)
  
• Fik alle mandlige byrådsmedlemmer til at kysse sclerose farvel (sjovt, rigtig sjovt)
  
• Udloddede tøj, lingeri og bog fra MS Kost og Livsstil.
  

Jeg fandt med min indsamling ud af, hvor fantastiske folk er til at dele og donere til noget så uselvisk som en indsamling, hvor man hverken kan vinde en bil, rejse eller gratis blegning af tænder, men "blot" støtte til forskningen af en invaliderende, fej og utilregnelig sygdom som sclerose.

Da min indsamling sluttede, havde jeg med kæmpe hjælp og opbakning samlet flere penge ind til forskning, end jeg nogensinde havde drømt om. 

Interviewet kan også læses på Feminas hjemmeside. Her kan du faktisk også melde dig til Feminas Kvindeløb. Det synes jeg helt sikkert, at du skal! (altså hvis du er en kvinde ;-)). Det var den hyggeligste aften sidste år, og der er faktisk ingen undskyld for ikke at møde op, for du kan deltage i hele landet, se selv;-) Jeg har lokket både min mor og ældsteartisten med, mens jeg regner med at resten af cirkusset vil hjælpe i Scleroseforeningens stand på pladsen denne aften.

Man bestemmer selv, hvordan man fortæller sørgelige historier.

Der er de dage, hvor de sørgelige historier består af korte, hidsige og tårevædede fortællinger om alverdens ulykker, som rammer mig. Mørke ord med kraft bliver brugt, velvidende at hverken tårer eller ord tydeliggør budskabet for den eller dem som lytter. 

Og så er der også de dage, hvor den sørgelige historie blot føles som den øverste knap i skjorten og som en uafrystelig frustration over ikke at kunne ændre en dyt på al den sørgelighed, som jeg vælger at svøbe mig ind i. De historier bliver pakket pænt ind og fortalt til de der vil lytte og prøve at forstå.

Endeligt findes der en del sørgelige historier fyldt med frustrationer, skuffelser og opgivenhed, som slet ikke får taletid. Det er de historier, som højst mumles ned i hovedpuden eller jeg prøver at vaske af i badet om morgenen. 

Lad mig begynde min seneste sørgelige historie uden hensyntagen til kronologi, men blot med informationen om, at den indtil nu har varet 14 dage og faktisk er ved at nå klimaks med, hvad jeg tror bliver, en happy ending.

Det er kun tre dage siden, jeg blev klar over, at jeg er hovedpersonen i min egen sørgelige historie lige nu. Det skete, da jeg tømte min støvsugerpose. Ud af støvsugeren hev jeg en pose så fin og hvid, men samtidig så fyldt med lort og snavs, at den var lige ved at eksplodere. "Det er sgu da så lige min hjerne, jeg står med i hænderne" tænkte jeg straks, mens jeg pludselig forstod, hvorfor jeg hverken havde haft held med at fjerne græs, grus eller nullermænd 

Hele den her sørgelighedshistorie tog sin begyndelse, da jeg begyndte på arbejde igen efter min sygemelding. Det gik godt i starten, og så gik det faktisk for godt til at være sandt... Migræneanfaldene begyndte at strømme ind. Jeg har de sidste par uger haft ca. 9 dage med migræne.

Migræne er det ondeste, jeg ved, og den fratager mig alt, når det står på. Det gør så ondt og er så invaliderende for både mig, men også mit cirkus, som lister rundt for ikke at forstyrre "Maude", når hun ligger der og kaster op med tårerne trillende. 

Da jeg for en uge siden på min fødselsdag ovenikøbet sgu da også, lå med tordnende migræne, kom billetsælgeren ind i soveværelset og hviskede, at "nu varer det ikke længe, så får du hjælp". Og det har han ret i! På mandag skal jeg møde op på Esbjerg Hovedpineklinik, og forhåbentlig have noget hjælp. Jeg er så forventningsfuld og både slår og spytter på lægen, hvis han ikke hjælper mig!

Jeg har i den sidste uges tid desværre mærket mere til sclerosen, end jeg har gjort længe. Den forvirrer mig og viser sin overlegenhed på måder, som jeg ikke lige ved, hvad jeg skal gøre ved. Den gør nemlig ondt! Den plejer ikke at gøre ondt. Den plejer at gøre træt, mat, give stive stænger og mudderhjerne... men den plejer altså ikke at gøre ondt. 

Lige nu har jeg en konstant brændende fornemmelse på højre lår som trækker sig om til højre balle og helt derind mellem benene, hvor man tørrer sig, når man har været på toilettet. Huden føles som en 2. grads forbrænding uden udsigt til lindring. Min nakke og hovedbund har de underligste føleforstyrrelser og min venstre hånd har en imaginær handske på. Alt dette betyder, at jeg kun kan ligge på venstre side og sove, kun få et kærligt klap bagi på venstre balle, kun kan nusses på kinden og kun holde i højre hånd.

Inden dette indlæg bliver ynk på ynk og en ren skillingsvise udi sørgelighed, så lad mig slå fast, at en sørgelig historie fortjener en happy ending, og jeg tror faktisk, at jeg kan forudse at denne historie får, hvad den fortjener. Vi er nemlig taget i sommerhus. At sidde heroppe i sommerhuset, kigge ud på klitterne og vide, at i morgen har vi heller ingen planer, giver ro, tryghed og lindrer min krop og mine tanker.

I morges vågnede jeg, mærkede som det første på mit lår, mit skridt, min balle og min nakke og SÅ vækkede så billetsælgeren med ordene "Peter, Nu er det vist kun en 1. grads forbrænding, hører du? Jeg har det bedre!!". Han fumlede efter min hånd, klemte den og mumlede "bedste melding ever mutti" inden han forsvandt tilbage under dynen og ind i drømmeland.

Jeg slapper af! Jeg slapper faktisk så meget af, at jeg har fordybet mig i bog nr. to. Jeg sidder og drikker kaffe og læser, mens mit cirkus tar' turen på stranden, hvor det blæser. 

Nåh ja - jeg har vundet to gange i backgammon og tre gange meyer. Og drikker whiskey og kaffe, mens cirkushunden ligger ved mine fødder og jagter fugle i drømmeland. Livet er ok og ikke så sørgeligt endda!

Jeg lyver lidt for meget lige for tiden. Jeg lyver om ting, som jeg ville ønske var sandt. Jeg er vel nærmest at betragte som sådan en slags storyteller... Jeg fylder lidt på og trækker lidt fra. Jeg lyver og tænker, at så glider det hele lidt nemmere. Det fungerer egentlig meget godt. Folk smiler, nikker og forstår mig godt. De ved jo ikke, at det er løgn! Men ingen skal ha' grund til bekymring... så jeg lyver lidt!

Jeg bruger mange ord, lyveord. Jeg prøver vist nok mest af alt at overbevise mig selv om, at det ikke er løgn, alle de ord, jeg fortæller i køen ved købmanden, til veninden der ringer og spørger til mig og endda til min elskede mand, som jeg ved HAR gennemskuet mig. 

Jeg fortæller ivrigt og smilende til Gud og hvermand, at det er rigtig dejligt og forfriskende at være begyndt på arbejde igen. At jeg godt kan overskue det, når bare først liiige jeg er kommet i gang. Jeg bilder også både mig selv og andre ind, at jeg virkelig har trængt til at komme ud og i sving, så jeg ikke bare skal røvkede mig derhjemme helt alene! 

Sandheden er bare, at jeg ikke kan overskue det, at jeg ikke får trænet (for det lyver jeg såmænd også om..).
Min krop trænger til træning, men jeg kan ikke overskue at bruge tiden på det, når jeg på mine fridage istedet kan slappe af og lade op. Sandheden er også, at jeg ikke sover om natten, fordi der er så mange tanker om dagen i morgen og overmorgen og dagen efter...

Sandheden stinker! 

Den stinker som et selvdødt vådt håndklæde glemt en uge i idrætstasken. 

Sandheden er nemlig, at jeg lige nu ikke kan få enderne til at nå sammen. Hverdagen føles nærmest lidt som et par joggingbukser, hvor snoren er blevet trukket for langt og kun den ene ende er synlig, mens den anden gemmer sig inde i linningen... Det er for bøvlet at ordne "snor-problemet", så jeg hiver lidt op hele tiden, for ikke at stå med røven bar.

Meget kan man sige om billetsælgeren og mig. Men vi er et godt team! Mens jeg lyver om, at alt er fint, får vi både smurt madpakker, lavet mad, støvsuget, hjulpet med at regne med uægte brøker, kørt til bordtennis, trommer, guitar, på arbejde - alt det får vi gjort, endda helt uden at behøve at snakke sammen. I lørdags magtede vi endda at snakke forbi hinanden!

Denne snakken forbi hinanden resulterede i ytringer som "hør lige dig selv..." og "du er så sgu så dum at høre på". Når der går børnehavesnak i den ala "så kommer du bare ikke med til min fødselsdag", så går vi en tur! 

Det har vi altid gjort og det gjorde vi også i lørdags! Eller rettere vi gik lidt, sad lidt på cykelstien, gik lidt og sad lidt på cykelstien, hvor jeg bandede og svovlede over, at jeg fandengalemig ikke engang kunne gå en tur for at forsone uden at sidde på en cykelsti og samle kræfter, mens folk cyklede forbi, hilste pænt og undrede sig!

Der blev renset ud på den tur. Forventningsafstemt. Jeg skulle stoppe med at lyve - både over for mig selv og ham! Vi skal finde tid SAMMEN. Altså sammen som i "Du og jeg" og "os to". Vi skal se hinanden, lytte til hinanden "du og jeg" og "os to".

Men så blev det alt for hurtigt mandag igen med lang arbejdsdag, trommer, bordtennis, guitar, madpakker, brøker uden fællesnævner og og og... Godmorgen og godnat!

Da vi nåede onsdags havde jeg helt ondt i maven ved savnet efter billetsælgeren og vores "du og jeg" og "os to". Så jeg allierede mig i går med den evigt trofaste seniorartist til at hente artister, køre til tandlæge og hjælpe med lektier. Artisterne og jeg lagde i går morges en hemmelig plan om, at de selv lavede aftensmad, købte bland selv slik, drak cola på en torsdag og puttede kl. 21 på madrasser i stuen Og så kørte jeg kl. 14 til Kolding, hvor billetsælgeren underviste!

Jeg havde pakket slik, kaffe, cola, sandwich og frugt og vigtigst af alt indtaget en pille, som forhindrer sclerosetrætheden i alt buldre løs. Alt dette havde jeg pakket, fordi jeg ville med ham, jeg elsker til Solrød Strand, hvor han skulle holde foredrag om aftenen!

Han fik et chok. Lige dér midt i et alt for varmt klasselokale. Og reagerede med at give mig det største længste knus uden at tale til mig eller forbi mig! Vi var to på tur. En tur til den anden ende af landet en torsdag aften med snak, grin, mere snak (uden afbrydelser).

Jeg lyver stadig lidt. Det er svært at lade være. Men jeg husker sandheden. Og jeg siger den højt... også selvom den lige nu lugter af dødt håndklæde. 


ps. jeg ved ikke hvordan et billede af en løgn eller et dødt håndklæde ser ud, så derfor er dette et indlæg uden billeder :-)

I dag er det præcis en uge siden jeg begyndte på arbejde igen efter 1/2 års pause fra "arbejdsvirkeligheden".

Det har i sandhed været en uge med mange udfordringer og oplevelser. Jeg NØD at komme på arbejde igen og finde ud af, at jeg kke var glemt. Jeg har suget knusene fra mine kolleger til mig og fundet stort behag ved at sidde bag et arbejdsbord med min computer og kun skulle koncentrere mig om det. 

I tirsdags, min første arbejdsdag, var jeg så fuld af energi og troede på at "det her skal sgu nok blive godt". Det blev det også - altså lige indtil jeg efter dagens dont sætter mig tungt i bilsædet for at køre hjem og hører lyden af en strop der sprænger! 

Halvt afklædt og lettere irriteret kører jeg hjem og smider mig i sofaen. To timer senere må jeg så gå i seng med monstermigræne. En migræne som bare insisterede på at blive ved og ved, trods mit ret heftige indtag af Treo og migrænepiller. Jeg kunne simpelthen ikke andet end at sove, være ret fortvivlet og så sove lidt igen.  

Onsdag og torsdag er indtil videre mine restitutionsdage, så dem (mis)brugte jeg på at prøve at komme migrænen til livs. Dette lykkedes desværre bare ikke helt! Derfor var jeg nødt til at tage på arbejde fredag morgen med ret ondt i knolden.

Jeg kunne på vej på arbejde i fredags ikke slippe tanken om, hvor sårbar jeg egentlig er overfor den virkelig, jeg hele tiden prøver på ikke at fordreje af selvbedrag. Selvbedrag om at mine manglende kræfter og mentale underskud sikkert kun er midlertidige. Selvbedrag om, at hvis bare jeg virkelig gir' den en ekstra skalle, så blir' alt som før, hvor jeg var en GOD lærer. 

Problemet er bare, at hvis jeg gir' den en skalle mere, så flækker mit kranie sgu! Og hvis jeg i et svagt øjeblik drister mig til at anse både migræne og sclerosen for at være "en form for midlertidige irritationsmomenter", så kan jeg inden for overskuelig fremtid nedsætte mig som både  "professionel opkaster" og "træthedszombie". 

Jeg er derfor nødt til at erkende, at hverken migræne eller sclerose er midlertidige (selvom det ville være en fest af dimensioner), men desværre en præmis og et vilkår, som jeg for pokker skal have til at danse i takt med min lyst til at arbejde.

Der er bare så forbandet meget, som jeg ikke kan huske på arbejde lige nu. Det føles egentlig nærmest som om min hjerne består af lutter pluspoler på nogle "huskemagneter" der bliver rettet mod hinanden og som derfor selvfølgelig frastøder hinanden. Det dur jo ikke vel?! 

Men hva' så egentlig? 

Joh... i dag var jeg på arbejde igen. Uden migræne, udhvilet efter en nat uden spasmer og derfor fuld af god tirsdagsenergi og lidt mere styr på "hjernemagneterne". Jeg er tilbage for at blive (basta)! Jeg tager en dag ad gangen og sgu også trapperne op til 4. sal én gang om dagen! Det tager laaang tid, så hvorfor gør jeg det? 

Fordi jeg kan!

I dag har jeg været på arbejde for første gang i et halvt år! Nøj, hvor har jeg været spændt. 

Det er altså rigtig lang tid - et halvt år. Lang tid, fordi jeg hele tiden har haft lidt dårlig samvittighed og hele tiden selv har skullet mærke efter, hvornår jeg mente at være klar til at komme i gang igen. Det er så svær en beslutning, for hvad nu hvis jeg overvurderer mig selv og mine kræfter.

Men nu er det nu, og jeg er i kommet i gang - GODT i gang!
Det har ganske enkelt været den mest forrygende dag med et hav af oplevelser, som jeg absolut ikke forventer bliver en del af min daglige gang på arbejdet...

Klokken er lige nu 21 og jeg er supertræt, men jeg har jo lovet jer at fortælle om min 1. arbejdsdag, så i må tage til takke med at  jeg nøjes med at "highlighte" nogle af de mest spektakulære begivenheder, jeg havde i løbet af min fire timers arbejdsdag i dag.

Efter at have drukket en kop "nu er jeg tilbage"kaffe og få en hurtig (og hyggelig) update af to af mine pragtfulde kolleger, stødte jeg ind i en smilende herre, som gav mig hånden og glad sagde "hej Charlotte", hvorpå han gav mig et kys på kinden! Det var min borgmester, som kunne huske, at jeg for nogle måneder siden var troppet uanmeldt op på hans borgmesterkontor og havde "forlangt" et grønt kys af ham (og for den sags skyld alle de andre mandlige byrådspolitikere...) 

Så var dagen ligesom skudt i gang ik? Nåh men jeg har også holdt møde med min skønne kollega, Susanne, som i over en time fik marineret mig ind i tryghed, gåpåmod og glæde over at være tilbage. Frokosten blev indtaget i solen med udsigt til Haderslev Fjord i godt selskab sammen med mine kolleger, som påstod, at de havde savnet mig :-) 

Udover at kysse med Kommunens chef og nyde mine kollegers selskab har jeg altså også siddet og arbejdet lidt og fået en enkelt kop kaffe (eller to...)

Nåh, men intet varer jo evigt, og heller ikke min arbejdsdag. Jeg havde dog ikke forventet ligefrem at blive SMIDT ud via nødudgangen! Dette var dog ikke desto mindre, hvad der skete 10 minutter i "tak for i dag".

Jeg vil gerne indledningsvis pointere, at jeg IKKE havde hevet i nogen som helst form for NOTRUF snor, men pludselig bimlede og bamlede det på alle fire etager i VUC og en meget myndig stemme sagde over højttaleren (på tre sprog), at:
"Dette er en nødsituation! Alle bedes forlade bygningen via nødgangene". 

Og det gjorde vi så. Samtlige medarbejdere tog trapperne ned. Jeg befandt mig på det tidspunkt på fjerde sal, så jeg fik testet mine bens "trappefunktion", som viste sig at være ok i dag. Jeg hilste på falckbilerne og tog så hjem med beskeden om, at det blot var falsk alarm.

På tirsdag skal jeg på arbejde igen, og om jeg er spændt på, hvad den dag bringer?? Ja det tror jeg nok, jeg er :-) Jeg er en glad og taknemmelig cirkusdirektør - ja jeg er!

Det kan da godt være, at jeg ikke gjorde en forskel i dag, men jeg MÆRKEDE en forskel, og det er nok for mig!

Den begyndte faktisk rigtig fint, den her morgen! Billetsælgeren er på konference, så jeg fik alene sendt tre glade artister afsted uden stress, alle mætte og klar til endnu en skoledag. 

Hjemme igen efter aflevering, betragtede jeg græsplænen og ukrudtet, der lige nu er højt nok til at brødføde 4 geder og så tænkte jeg "formiddagen skal tilbringes i forhaven siddende på knæ i færd med at luge ukrudt". 

Som tænkt så gjort. Jeg sidder på "min bag" i et bed med musik i ørerne, da du stopper op og kigger på mig. Jeg stopper musikken, tager propperne ud af ørerne og ukrudtet får en tiltrængt pause, for du vil tydeligvis tale med mig. Jeg har set dig enkelte gange løbe på stierne sammen med din mand, men jeg kender ikke dig og du kender ikke mig.

Eller det troede jeg ihvertfald ikke! Men da du lægger ud med at sige "Hej! Hvem der bare kunne ligge der og sprælle i et bed hele dagen...Du arbejder da godt nok ikke meget for tiden hva?", indser jeg, at du åbenbart HAR lagt mærke til min færden på matriklen, siddende, liggende og vraltende!

Og ja! du har da helt ret... jeg er meget hjemme lige nu. Jeg tager derfor mig selv i delvis at undskylde og forklare, at det er fordi, jeg er sygemeldt på grund af min sygdom sclerose. Du skal vide, at den her situation med at forklare mig, har jeg stået i så ofte før. Jeg er efterhånden ved at være så drevet i det, at det burde udløse en medalje udi forklaringer til ikkeforstående folk som dig omkring det at være sygemeldt og samtidig se sund og rask ud (siddende i et bed).

Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til dit obligatoriske "hovedet på skrå, løftede øjenbryn og undrende udtryk", inden du stiller det næste spørgsmål "Det må da godt nok være svært at få tiden til at gå med bare at hygge herhjemme... Hvad laver du egentlig, når du ikke er på arbejdsmarkedet for tiden?" 

Jeg kan faktisk ikke helt huske, hvad jeg svarer dig, for du gør mig så forvirret. Hvad ville du have, at jeg skulle svare? Skulle jeg være ærlig og fortælle dig, at:

jeg bruger perverst meget tid på at sove og bare ligge stille i løbet af dagen. 

jeg tager til styrketræning flere gange om ugen for at passe på og styrke min syge krop og at det kræver en evig overvindelse, fordi det gør mig så udmattet bagefter, at jeg har lyst til at hyle. 

jeg bruger uforholdsmæssig meget energi på at få både min krop og min hjerne til at makke ret og ikke kan koncentrere mig særlig længe ad gangen og har en hukommelse som en vandmand.

Jeg kunne også have fortalt dig, at mine eftermiddage ikke går med brætspil, boller og cacao, selvom jeg altid er hjemme om eftermiddagen med mine unger, men derimod med den obligatoriske eftermiddagssøvn for at kunne fungere til klokken 21.30, hvor jeg går i seng! 

Endelig kunne jeg fortælle dig, at jeg ikke kan løbe en tur med min mand, som du kan, selvom jeg drømmer om det og at det er en stor sorg ikke at kunne det. Eller at jeg ikke er med, når resten af familien for eksempel samler ind for Red Barnet og at en familiecykeltur ud i det blå er no go"

Men alt det ville prelle af på dig, så det eneste jeg får sagt ervist nok noget med, at "joh.. det er bare supertræls at være sygemeldt, men på fredag begynder jeg faktisk på arbejde igen" efterfulgt af et ufrivilligt lidt undskyldende smil. 

Gad vide, om du kunne mærke, at jeg nu var trængt op i den alt for ofte besøgte "jeg er en klods om benet for samfundet ifølge dig og dine" krog? Du fortsatte ihvertfald uforrtødent med at fortælle mig, at "det må være dejligt igen at skulle gøre en forskel"! Jeg drister mig til at spørge dig, hvad du mener... 

Dit svar bekræfter mig i det, som jeg uddrager af dine spørgsmål til mit liv og levned. Du svarer nemlig "Joh altså at gøre en forskel ligesom os andre, der er på arbejdsmarkedet". 

Lige dér bliver jeg for alvor overbevist om, at du jo slet ikke var stoppet op for at hyggesnakke, men derimod for at fortælle mig, at jeg ikke er ligeså meget værd som dig og alle jer, som arbejder i fuldtids"holdegangisamfundshjulene" stillinger og som dermed ifølge dig gør den der altafgørende forskel. Du belærer mig også om vigtigheden af at prioritere i min hverdag, nævner noget om min blog og at "den har du da tid til at skrive på" på den der "helt skidt kan det da ikke være" måde. Du giver mig lidt råd om, hvordan jeg skal tackle min hverdag og så siger du afslutningsvis "Nåh, jeg må også hellere komme videre, tiden er jo ikke til pjat høhø".

Nej det skal jeg da lige love for!

Du skal vide, at du var min dags brændenælde! Fuldstændig som når man ved en fejl får nærkontakt med det helt forkerte stykke udkrudt, indlod jeg mig ganske uforberedt på en snak med dig, som slet ikke ville mig noget godt og givende. 

Du brændte mig, og det gjorde altså rigtig ondt. Brændenælder svier i lang tid og huden føles så øm. Jeg plejer at have et værn, når jeg er i berøring med brændenælder som dig, men mine handsker trænger i den grad til udskiftning, så du brændte helt igennem med imaginære vabler til følge... 

Jeg er egentlig ikke rigtig sur på dig. Jeg er mere ked af det og træt af at blive bekræftet i, at der findes folk som dig, hvor en stok, kørestol en omgang gips ville hjælpe på din forståelse af berettigelsen til at være sygemeldt. Du kan faktisk ikke være det bekendt! Du kan ikke være bekendt, at anskue mig som værende "ikke ligeså god som dig" og som en der ikke gør en forskel!

Jeg har kæmpet længe nok for ikke at betragte mig selv som et
andenrangsmenneske, et menneske som ikke gør en forskel, lige præcis der, hvor du og mange andre i samfundet mener, forskellen der skal gøres, ligger. 

Du fortalte mig faktisk også, at du kender en med sclerose, som kan træne det væk. Derfor vidste du også, at det handler om, hvordan man vælger at anskue og angribe sygdommen. 

Sclerose kan ikke trænes væk for mig. Du skal vide, at jeg har prøvet! Du skal også vide, at jeg vælger at anskue denne sygdom som et livsvilkår, som trods alle de knubs, jeg får både fysisk og kognitivt  giver mig et fantastisk liv med min skønne familie, og en god arbejdsplads, som glæder sig til jeg kommer tilbage, bare fordi! 

Hvis du læser dette blogindlæg, så skal du vide, at jeg altid har kaffe klar på kanden til en snak. Men skriv lige inden ik?, både så jeg kan være forberedt på dit besøg, men også så vi fælles kan finde en dag, hvor jeg ikke er på arbejdsmarkedet for at gøre en forskel.

At gøre en forskel er ikke kun kroner og ører, husk det!

I morges, da jeg vågnede, stadig lå i min seng og tjekkede mails, var der poppet en mail ind kl. "over min sengetid".

Afsenderen var Camilla. Jeg kender hende ikke, men hun hældte lige 800 kg god karma ud over mig sådan en regnvejrsmorgen. 

Camilla tog sig tid til at skrive en mail til mig, som fik mig til at grine højt over de indre billeder, en vandskræk søløve, doven klovn og en zebrastribet hest fremkaldte denne morgen. Mailen fik mig også til at tænke på, hvorfor jeg skriver og elsker det!

Med uglet hår, dårlig ånde og krøllet natkjole satte jeg mig til morgenbordet og manede til ro, så jeg kunne læse Camillas mail op. Der blev udtrykt fælles begejstring over mailen, og snakken gik lystigt om, hvor meget det betyder at blive ramt af den der gode karma.

Lige nu går det faktisk ret godt herhjemme i mit lille cirkus! Jeg kan mærke at det er lidt mere ligemeget, at jeg har ondt i venstre ben og at jeg er så forbandet træt, når jeg modtager en mail som denne.

Det er karmaen der gør det. Aldrig undervurdér betydningen af karmaens magt!

I forgårs blev mine artister ramt så hårdt af god karma, at de knap kunne stå på benene. God karma glemmer man ikke! Den luner de rigtige steder - og den smitter gør den!

En mail, en anerkendelse, et tilbud om "bare at være med" - Karma er en mester i udklædning!

Husk den, brug den, del ud af den - karmaen altså!

Det er ret sent og jeg er ret træt, men jeg er simpelthen så glad og lettet, at jeg bliver nødt til at dele den følelse med hele verden, inden jeg lægger mig til at sove om lidt.

I dag kl. 10 skulle jeg mødes med min chef. Jeg har ikke set ham i flere måneder på grund af den her forbandede sygemelding, som har gjort et indhug både fysisk og kognitivt.

Vi skulle snakke "Charlottes retur til virkeligheden... hvornår, hvordan og måske hvorfor".  Jeg var derfor spændt og lettere utilpas inden det her møde. Ikke fordi jeg har en dum chef, men simpelthen fordi følelsen af at vide, at jeg ikke er ansat på lige vilkår med "alle de andre", og derfor ikke magter de samme arbejdsopgaver er evigt påtrængende og så svære at forklare. Dette, og så den her sygemelding oveni, får mig til at blive så lille og usikker på både job, mig selv og hvad folk tænker om mig og min "samfundsindsats".

Nåh... men vi gav hinanden hånden, chefen og jeg og fik placeret os over for hinanden, mens jeg fik bøvlet stokken på plads. Han indledte med at sige noget om, at det var godt at se mig igen og at det var længe siden, og SÅ kom ordene, som jeg har tænkt over hele dagen "Hvad kan jeg gøre for dig Charlotte"

Hvad han kan gøre for mig?? Det spørgsmål havde jeg jo ikke ligefrem indregnet i den lille "tale", jeg forberedte i morges inden afgang...

Det han kan gøre for mig, er at være den chef, som han viste sig at være i dag. Han lyttede, nikkede, noterede lidt ned og sagde "Det var da dejligt! Det vil vi glæde os rigtig meget til, for du er savnet" da jeg proklamerede, at den 12. september kommer jeg tilbage fra en sygemelding, som har været nødvendig, men virkelig virkelig svær at forene sig med. Jeg har været fyldt op med dårlig samvittighed, en følelse af at være overflødig og ligegyldig. Allermest har jeg været rastløs på sådan en underlig zombietræt måde, som intet godt bringer med sig.

Vi har lagt en plan for mig, når jeg kommer tilbage. Vi lagde den sammen, og jeg er helt tryg og glæder mig ligefrem, til det bliver den 12. september. 

Jeg glæder mig også helt vildt til at se mine kolleger igen, for de var slet ikke ligeglade med mig i dag. De så mig, krammede mig, hentede kaffe til mig, og de sagde faktisk også, at de glæder sig til jeg kommer tilbage. Jeg føler mig lidt savnet lige nu. Det er en fantastisk følelse, som jeg vil holde fast i. Jeg har besluttet, at det SKAL fungere at komme tilbage på arbejde. Trods usikkerheden og den periodevise utilstrækkelighed, som jeg nok ikke slipper helt for, er jeg sikker på, at det bliver ok!!

Min skønne kollega, Susanne, sendte mig en sms i går og en i dag. Nogle rigtige "glad i låget" sms'er, som i høj grad får mig til at følge mig værdsat og ligeværdig. 

I dag var der nogen der gjorde noget for mig. Noget godt, noget trygt og noget som stensikkert vil være med til at få mig tilbage i virkeligheden med et smil på læben og en rank ryg. Jeg er nemlig noget værd. Det kan da godt være, at jeg ikke kan det samme som mine kolleger, men jeg bilder mig ind, at så kan jeg noget andet, som også er noget værd! 

Vi har spist kage i dag!! Godnat og sov godt :-)

I går skrev jeg, at jeg er sygemeldt. Jeg skrev også, at jeg fik et spark i røven af min nabo. Det spark fra i går mærker jeg endnu. Det føles ligeså godt i dag og har betydet, at jeg både har vovet mig på café en times tid med en skøn veninde i dag og også har fået skrevet en vigtig mail. 

En mail som jeg længe har haft så meget lyst til at kunne sende afsted. Det har jeg ikke kunnet gøre, for bevidstheden om, at det ville medføre et kolosalt los i skridtet på mig selv snarere end et rart spark i den rigtige retning har afholdt mig - lige indtil i dag!

Mailen var til min chef! Jeg bad om et møde, så vi i fællesskab kan lægge en plan, så jeg kan komme tilbage til virkeligheden igen. Virkeligheden uden "gi' op" tøj og humørmad. Virkeligheden, hvor jeg går i bad om morgenen, kører artister i skole og tager på arbejde! Min chef svarede:

Tirsdag er fin med mig! Det betyder, at jeg på tirsdag kl. 10, skal mødes med den virkelighed, som indtil for 1/2 år siden udgjorde en stor del af min hverdag. Mit arbejde som i al sit fravær har fyldt mig (og stadig gør det) med en blanding af dårlig samvittighed, usikkerhed, kampgejst, forvirring, rastløshed, modløshed har nu endelig også pustet til lysten til at være sammen med både kursister og kolleger.

Jeg er rigtig spændt! Men jeg er faktisk også ret nervøs, for hvad nu hvis sclerosen og jeg ikke kan enes? Og hvad hvis vi slet ikke formår at forventningsafstemme konceptet med at gå på arbejde igen?? Jeg bilder mig ind, at jeg er beredt! Beredt på at det bliver hårdt, klar over at jeg skal huske at prioritere og superbevidst om, at det bliver en udfordring af de helt store ikke bare at kunne trække stikket for en stund, når både krop og hjerne kalder på ro og pause.

Jeg har min egen "backinggroup" i mit cirkus og blandt mine venner, som holder øje med mig og "min vejrtrækning", så jeg har mindre og mindre behov for at tvangsrecitere "det skal sgu nok gå, det skal sgu nok gå...."

Jeg mærkede det der med min backinggroup så sent som i dag, da der i formiddags poppede en sms op fra min søde, empatiske og altid opmærksomme træningsven Annelise

Annelise er en af den slags mennesker, som ser andre, lytter og som samtidig er så god til at give et spark i rø... som forunderligt nok føles som et blidt og kærligt strøg over kinden. 

Billetsælgeren ringede i dag ved 13 tiden, da jeg befandt mig inde i byen. Han sagde "du har haft besøg af en, der hedder Annelise! Hun stak mig nogle hjemmebagte boller og nogle vildt lækre cookies, smilede og bad mig hilse dig... Du har sgu fat i noget af det rigtige med de der venner mutti Holmboe"

Jeg er en heldig én. En meget heldig én! Jeg har både en backinggroup og et sikkerhedsnet. Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lande tungt med snuden i jorden, men hvis jeg skulle snuble, så vil jeg altid have nogen som samler mig op. 

Alle har brug for en backinggroup og et sikkerhedsnet - og alle har fortjent at have det, for ingen skal tilbringe al tid i "gi' op" tøj! Et spark i rø..., lidt pænt tøj og milde tanker om virkeligheden udenfor matriklen har de sidste par dage gjort underværker for mig!! Jeg er meget snart klar til at tage turen ud i den der "arbejdsvirkelighed". 

Det skal sgu nok gå!

Jeg har i alt for mange dage været iklædt mit "gi' op" outfit betående af min sove T-shirt, joggingbukser og stribet bluse. Det er sådan set rigtig hyggeligt at have på, problemet er bare at fra at være i kategorien "weekend outfit", er det nu, af billetsælgeren, blevet omdøbt til "gi' op" outfit, fordi jeg oftest iklæder mig det, når jeg har planer om at sove eller bare sidde.

Jeg er som bekendt lige nu sygemeldt fra mit arbejde, og derfor ser mit logiske "jeg" ingen GOD grund til at dresse op om morgenen. Men selvom jeg er alene hjemme hele dagen, så er det altså et skråplan, det er... for når jeg iklædt mit "gi' op" outfit samtidig krydrer min dag med humørmad, SÅ er jeg da først for alvor sådan én, man har lyst til at gi' et spark i rø...

I dag har været ret meget "same procedure" som de mange forrige dage med hensyn til energi, initiativ og "tøjstil". Jeg har (næsten) støvsuget i dag! Ihvertfald lige indtil min lille smukke nabopige på tre år stod i døren og smilede. Bag hende stod hendes milde og søde mor storsmilede med to poser, som hun satte på mit køkkenbord. 

"Dem skal du ha'... bare fordi!" og så græd jeg lidt!

"Jeg sagde til Thomas, at jeg ville tage røven på dig, og så kørte jeg ind efter krydderurter og sår'n til din nye have". Og det gjorde hun, min søde nabo, altså tog røven på mig... meget grundigt endda. 

Da jeg havde både krammet og takket og tørret en tåre væk igen, fik jeg lavet en aftale med den lille tøs om, at hun graver og planter lavendler, mynte og timian sammen med mig ude i min nye smukke have/terrasse, lige så straks der er kommet muld i højbedet. 

Jeg nåede aldrig at blive færdig med at støvsuge! Men jeg nåede noget, der var meget vigtigere, inden billetsælgeren kom hjem fra arbejde og artisterne indfandt sig på matriklen. 

Fyldt op med en god blanding af energi og taknemmelighed, smed jeg nemlig "gi op" tøjet til vask, tog smilende et langt bad, dressede mig op, krydrede det hele med lidt sminke og "dufte godt", hvorpå jeg glad, lidt lækker og meget taknemmelig kunne tage imod hele mit cirkus ude på terrassen, hvor mine krydderurter står klar til at blive plantet!

Vores naboer er specielle - på den helt rigtige måde! De er et rigtig godt krydderi i en hverdag med (idtil i dag) lidt for meget joggingtøj, humørmad og sofasidning. Jeg fik et spark i rø... i dag. Det var et af de spark, som rammer rent og får mig til at flyve :-) Tak søde naboer!!

p.s. Jeg har forresten lagt pænt tøj frem til i morgen tidlig!!