Man bestemmer selv, hvordan man fortæller sørgelige historier.
Der er de dage, hvor de sørgelige historier består af korte, hidsige og tårevædede fortællinger om alverdens ulykker, som rammer mig. Mørke ord med kraft bliver brugt, velvidende at hverken tårer eller ord tydeliggør budskabet for den eller dem som lytter.
Og så er der også de dage, hvor den sørgelige historie blot føles som den øverste knap i skjorten og som en uafrystelig frustration over ikke at kunne ændre en dyt på al den sørgelighed, som jeg vælger at svøbe mig ind i. De historier bliver pakket pænt ind og fortalt til de der vil lytte og prøve at forstå.
Endeligt findes der en del sørgelige historier fyldt med frustrationer, skuffelser og opgivenhed, som slet ikke får taletid. Det er de historier, som højst mumles ned i hovedpuden eller jeg prøver at vaske af i badet om morgenen.
Lad mig begynde min seneste sørgelige historie uden hensyntagen til kronologi, men blot med informationen om, at den indtil nu har varet 14 dage og faktisk er ved at nå klimaks med, hvad jeg tror bliver, en happy ending.
Det er kun tre dage siden, jeg blev klar over, at jeg er hovedpersonen i min egen sørgelige historie lige nu. Det skete, da jeg tømte min støvsugerpose. Ud af støvsugeren hev jeg en pose så fin og hvid, men samtidig så fyldt med lort og snavs, at den var lige ved at eksplodere. "Det er sgu da så lige min hjerne, jeg står med i hænderne" tænkte jeg straks, mens jeg pludselig forstod, hvorfor jeg hverken havde haft held med at fjerne græs, grus eller nullermænd
Der er de dage, hvor de sørgelige historier består af korte, hidsige og tårevædede fortællinger om alverdens ulykker, som rammer mig. Mørke ord med kraft bliver brugt, velvidende at hverken tårer eller ord tydeliggør budskabet for den eller dem som lytter.
Og så er der også de dage, hvor den sørgelige historie blot føles som den øverste knap i skjorten og som en uafrystelig frustration over ikke at kunne ændre en dyt på al den sørgelighed, som jeg vælger at svøbe mig ind i. De historier bliver pakket pænt ind og fortalt til de der vil lytte og prøve at forstå.
Endeligt findes der en del sørgelige historier fyldt med frustrationer, skuffelser og opgivenhed, som slet ikke får taletid. Det er de historier, som højst mumles ned i hovedpuden eller jeg prøver at vaske af i badet om morgenen.
Lad mig begynde min seneste sørgelige historie uden hensyntagen til kronologi, men blot med informationen om, at den indtil nu har varet 14 dage og faktisk er ved at nå klimaks med, hvad jeg tror bliver, en happy ending.
Det er kun tre dage siden, jeg blev klar over, at jeg er hovedpersonen i min egen sørgelige historie lige nu. Det skete, da jeg tømte min støvsugerpose. Ud af støvsugeren hev jeg en pose så fin og hvid, men samtidig så fyldt med lort og snavs, at den var lige ved at eksplodere. "Det er sgu da så lige min hjerne, jeg står med i hænderne" tænkte jeg straks, mens jeg pludselig forstod, hvorfor jeg hverken havde haft held med at fjerne græs, grus eller nullermænd
Hele den her sørgelighedshistorie tog sin begyndelse, da jeg begyndte på arbejde igen efter min sygemelding. Det gik godt i starten, og så gik det faktisk for godt til at være sandt... Migræneanfaldene begyndte at strømme ind. Jeg har de sidste par uger haft ca. 9 dage med migræne.
Migræne er det ondeste, jeg ved, og den fratager mig alt, når det står på. Det gør så ondt og er så invaliderende for både mig, men også mit cirkus, som lister rundt for ikke at forstyrre "Maude", når hun ligger der og kaster op med tårerne trillende.
Da jeg for en uge siden på min fødselsdag ovenikøbet sgu da også, lå med tordnende migræne, kom billetsælgeren ind i soveværelset og hviskede, at "nu varer det ikke længe, så får du hjælp". Og det har han ret i! På mandag skal jeg møde op på Esbjerg Hovedpineklinik, og forhåbentlig have noget hjælp. Jeg er så forventningsfuld og både slår og spytter på lægen, hvis han ikke hjælper mig!
Jeg har i den sidste uges tid desværre mærket mere til sclerosen, end jeg har gjort længe. Den forvirrer mig og viser sin overlegenhed på måder, som jeg ikke lige ved, hvad jeg skal gøre ved. Den gør nemlig ondt! Den plejer ikke at gøre ondt. Den plejer at gøre træt, mat, give stive stænger og mudderhjerne... men den plejer altså ikke at gøre ondt.
Lige nu har jeg en konstant brændende fornemmelse på højre lår som trækker sig om til højre balle og helt derind mellem benene, hvor man tørrer sig, når man har været på toilettet. Huden føles som en 2. grads forbrænding uden udsigt til lindring. Min nakke og hovedbund har de underligste føleforstyrrelser og min venstre hånd har en imaginær handske på. Alt dette betyder, at jeg kun kan ligge på venstre side og sove, kun få et kærligt klap bagi på venstre balle, kun kan nusses på kinden og kun holde i højre hånd.
Inden dette indlæg bliver ynk på ynk og en ren skillingsvise udi sørgelighed, så lad mig slå fast, at en sørgelig historie fortjener en happy ending, og jeg tror faktisk, at jeg kan forudse at denne historie får, hvad den fortjener. Vi er nemlig taget i sommerhus. At sidde heroppe i sommerhuset, kigge ud på klitterne og vide, at i morgen har vi heller ingen planer, giver ro, tryghed og lindrer min krop og mine tanker.
I morges vågnede jeg, mærkede som det første på mit lår, mit skridt, min balle og min nakke og SÅ vækkede så billetsælgeren med ordene "Peter, Nu er det vist kun en 1. grads forbrænding, hører du? Jeg har det bedre!!". Han fumlede efter min hånd, klemte den og mumlede "bedste melding ever mutti" inden han forsvandt tilbage under dynen og ind i drømmeland.
Jeg slapper af! Jeg slapper faktisk så meget af, at jeg har fordybet mig i bog nr. to. Jeg sidder og drikker kaffe og læser, mens mit cirkus tar' turen på stranden, hvor det blæser.
Nåh ja - jeg har vundet to gange i backgammon og tre gange meyer. Og drikker whiskey og kaffe, mens cirkushunden ligger ved mine fødder og jagter fugle i drømmeland. Livet er ok og ikke så sørgeligt endda!
Migræne er det ondeste, jeg ved, og den fratager mig alt, når det står på. Det gør så ondt og er så invaliderende for både mig, men også mit cirkus, som lister rundt for ikke at forstyrre "Maude", når hun ligger der og kaster op med tårerne trillende.
Da jeg for en uge siden på min fødselsdag ovenikøbet sgu da også, lå med tordnende migræne, kom billetsælgeren ind i soveværelset og hviskede, at "nu varer det ikke længe, så får du hjælp". Og det har han ret i! På mandag skal jeg møde op på Esbjerg Hovedpineklinik, og forhåbentlig have noget hjælp. Jeg er så forventningsfuld og både slår og spytter på lægen, hvis han ikke hjælper mig!
Jeg har i den sidste uges tid desværre mærket mere til sclerosen, end jeg har gjort længe. Den forvirrer mig og viser sin overlegenhed på måder, som jeg ikke lige ved, hvad jeg skal gøre ved. Den gør nemlig ondt! Den plejer ikke at gøre ondt. Den plejer at gøre træt, mat, give stive stænger og mudderhjerne... men den plejer altså ikke at gøre ondt.
Lige nu har jeg en konstant brændende fornemmelse på højre lår som trækker sig om til højre balle og helt derind mellem benene, hvor man tørrer sig, når man har været på toilettet. Huden føles som en 2. grads forbrænding uden udsigt til lindring. Min nakke og hovedbund har de underligste føleforstyrrelser og min venstre hånd har en imaginær handske på. Alt dette betyder, at jeg kun kan ligge på venstre side og sove, kun få et kærligt klap bagi på venstre balle, kun kan nusses på kinden og kun holde i højre hånd.
Inden dette indlæg bliver ynk på ynk og en ren skillingsvise udi sørgelighed, så lad mig slå fast, at en sørgelig historie fortjener en happy ending, og jeg tror faktisk, at jeg kan forudse at denne historie får, hvad den fortjener. Vi er nemlig taget i sommerhus. At sidde heroppe i sommerhuset, kigge ud på klitterne og vide, at i morgen har vi heller ingen planer, giver ro, tryghed og lindrer min krop og mine tanker.
I morges vågnede jeg, mærkede som det første på mit lår, mit skridt, min balle og min nakke og SÅ vækkede så billetsælgeren med ordene "Peter, Nu er det vist kun en 1. grads forbrænding, hører du? Jeg har det bedre!!". Han fumlede efter min hånd, klemte den og mumlede "bedste melding ever mutti" inden han forsvandt tilbage under dynen og ind i drømmeland.
Jeg slapper af! Jeg slapper faktisk så meget af, at jeg har fordybet mig i bog nr. to. Jeg sidder og drikker kaffe og læser, mens mit cirkus tar' turen på stranden, hvor det blæser.
Nåh ja - jeg har vundet to gange i backgammon og tre gange meyer. Og drikker whiskey og kaffe, mens cirkushunden ligger ved mine fødder og jagter fugle i drømmeland. Livet er ok og ikke så sørgeligt endda!
RSS Feed