Få havde set det komme – og da slet ikke cirkusdirektøren selv! Men jeg gjorde det… Tog røven på mig selv, og nok også på en del af vores faste og trofaste publikum. For det lå bestemt ikke i kortene at jeg skulle vinde 1. Pladsen i det store højt profilerede og massivt omtalte ridestævne ;-)

Jeg kunne ikke have gjort det uden mellemsteartistens kæmpe støtte ;-) Han har “redet” programmet igennem med mig ude på vejen og blidt spurgt gentagne gange “Jamen fatter du da overhovedet ingenting af, hvad du skal mor? Hører du overhovedet efter…”  (Lidt kognitive udfordringer har man vel ...)

Med disse opbakkende og anerkendende ord fra artisten stadig klingende I ørerne, KUNNE det jo ikke gå galt. Selvtilliden var dog ikke eksisterende, da jeg satte mig på hesten og med alles øjne hvilende på mig gennemred programmet. Fornemmelsen af, at jeg faktisk deltog i noget, som kunne udløse en præmie og en placering dukkede lamgsomt op i mig, som en velkendt, men for længst hengemt fornemmelse i mit konkurrence-sind. Velvidende at jeg konkurrede mod bla. en med Downs syndrom, en som har haft en hjerneblødning og en som skulle løftes på hesten med en lift, gjorde ikke min sejrsfølelse mindre. Det var FANTASTISK at blive bedømt, konkurrere og få ros. At mellemsteartisten fik en flot 4. plads, fik stemningen til at nå uanede højder på vej hjem i Berlingoen. Siddende med medaljer om halsen og en RØD rosette i hånden, blev der grinet og hujet med mormor og morfar, som var taget med som trofast publikum. Ikke et øje var tørt, og klumpen i halsen af glæde over avlets præstationer var på størrelse med den snebold, jeg fik kylet i nakken af ældsteartisten lige inden afgang til stævnet;-)) 

I det hele taget var 1. advents-søndag 2012 én stor opturs-dag!

Julemåneden blev skudt I gang på den mest geniale måde. Alle elementer var på plads. At slå øjnene op tl “hvid jul”, gå ud I køkkenet og se tre lykkelige og forventningsfulde artister, som alle sitrede ved udsigten til både at skulle pakke adventsgaver op og derefter give den gas i den nyfaldne sne inden morgenmaden bringer langt om længe julestemningen op I cirkusdirektøren. Også på tide!! 
Mine to dejlige veninder har hver især beriget mig med hhv. en pakkekalender og en adventskalender. Jeg er så taknemmelig og varm i hjertet over, at de tænker på mig, og at jeg hver dag i december kan "tage og føle på det" :-)


Det kan godt være, at vi ikke vinder hver dag, og at vi ovenpå en dag med nyfalden sne fornemmer, at den alt for hurtigt bliver både grå og sjappet. MEN denne adventssøndag vil være en, som jeg trække frem på de dage, hvor jeg ikke kan hidse mig op over duften af savsmuld i manegen eller hvor Mindsteartisten kommer ind og spørger, hvorfor de andre siger, at han ikke må spise gul sne!

Jeg ønsker Jer alle en dejlig uge med hvid sne, ild i brændeovnen, røde kinder og julefred i de små hjem :-)

"Spark til den nu Charlotte" "Du skal øge fra H til K" "Neeeej du glemte paraden" "Bagefter skal du lave en 10 meter volte" "Eeej du skal jo ikke VINKE til dommeren, når jeg siger: Hils på dommeren..." 

Hold da lige helt kæft, hvor er det svært pludselig at være blevet konkurrencerytter! Og da især når ens 10 årige artist sidder på SIN hest, gør alt rigtigt og får ros hele tiden :-(  STÆVNET ER PÅ FUC....SØNDAG!!! og jeg ANER ikke, hvor jeg skal ride hen hvornår... Men jeg tager det heeelt roligt, for vi har banen tegnet op ude på vejen og rideprogrammet printet ud :-)

Lige præcis i dag er jeg faktisk bare så  "revnende trekvart ligeglad", for mit fokus er et helt andet og mere vigtigt sted! Jeg vil nemlig sidde i min sofa og fejre, glædes, nyde og udtænke en ny sejrsdans, fordi det I DAG er præcis:

2 1/2 år siden at jeg havde mit sidste lede og voldsomme attak, som slog mig helt ud.
1 år siden at jeg startede på min "nye" medicin, som har været én lang optur for mig. 
4 måneder (og én dag) siden jeg påbegyndte den vildeste udviklingsrejse med en fire ugers indlæggelse på Ry Sclerosehospital.

Da jeg i aften sad på ryggen af "min" pragtfulde hest, Epos, og tænkte på disse datoer, og hvor fantastisk det føles, så kunne jeg faktisk ikke være mere ligeglad med, om jeg hilste rigtigt på dommeren, red for langsomt eller huskede en parade. Jeg kan lide mærkedage og samler på de gode af slagsen. Jeg er sikker på, at der kommer mange flere, som skal fejres med mit Cirkus :-)

Det kan godt være, at det indimellem både er op ad bakke og ned ad bakke, men jeg må gang på gang sande, at der aldrig er lang vej hjem :-)

Selvfølgelig skulle det ske!!! Jeg kan hermed løfte sløret for resultatet af 1/2 års intensiv ridetræning på Landlyst Handicap Ridecenter!

Cirkusdirektøren og de to ældste artister er UDTAGET til et ridestævne den 2. december :-) Det bliver stort, nervepirrende og helt sikkert en publikumsmagnet ;-) Det bliver et stævne med ægte dommere, præmier (ellers gad jeg ikke deltage!) og kun to ryttere i manegen ad gangen!

Vi skal ride et program og herhjemme i Cirkus Holmboe HAR vi kridtet banen op ude på vejen, så vi kan "ridetræne" programmet igennem hver dag indtil den store konkurrence! Jeg satser benhårdt på en 1. plads!

Det med småt: Det er et nisse/juleridestævne, hvor ALLE der går til ridning (også dem der skal hejses på hesten med en lift) er inviteret til at deltage, der er gløgg og æbleskriver, slikposer til børnene og sød julemusik :-) Det bliver sjovt!

Den bedste aften i ugen er TORSDAG! 
Torsdag aften kl. 17.20 sætter Freja, Jeppe og jeg os i Berlingoen og drager 25 km sydpå til Rødekro, hvor vi går til ridning. Jeg har redet som barn, hvor min skønne far Finn troligt fredag efter fredag cyklede med mig ind til rideskolen i Sønderborg, for at gå rundt med mig i ridehallen. Min karriere som "ridepige" sluttede brat, da Prince, den gudesmukke hvide pony som alle ville ride på en dag valgte at stoppe op, løfte hovedet og derefter lægge sig ned, MENS jeg sad på ryggen af ham. Min fod sad fast i stigbøjlen, så vupti... der lå Charlotte på 8 år med en hest ovenpå sig! Både min far og jeg blev på cykelturen hjem enige om, at både atletik og optimistjollesejlads også var spændende sportsgrene, så de næste 8 år rørte jeg ikke en hest, men var derimod ofte pænt søsyg i min jolle samt fik tjansen som langdistanceløber til atletik (jeg var den danske udgave af Forrest Gump, ret enfoldig, men for pokker jeg kunne løbe;-)).

Nogle ting har ændret sig siden dengang, jeg kan ikke længere løbe langt og jeg er sjældent søsyg:-) men jeg valgte for 1/2 år siden at give ridning en chance igen. Det var med sommerfugle i maven, at jeg første gang troppede op på Handicapcenter Syd med ridehjelm og grønne gummistøvler. Jeg blev mødt af nogle meget smilende damer/piger, som jeg straks faldt godt i hak med. En utrolig stor hest blev trukket hen til mig, så jeg kunne komme ud at ride. Og så var det pludselig som om at intet egentlig havde ændret sig særlig meget. Hesten var varm, smuk, passede til mig, der var én som gik lige ved siden af mig hele tiden og trak hesten (hun hed ikke Finn, men jeg var nøjagtig ligeså tryg, som hvis det havde været min far, som trak mig rundt;-))
Den eneste forskel fra dengang jeg gik til ridning som barn er, at nu rider jeg uden sadel OG STIGBØJLER, så hvis Sarah, som "min" hest hedder, en dag falder om eller lægger sig ned, så kan jeg nærmest nå at stikke af inden:-) Jeg ELSKER at ride, og jeg elsker at mine to ældste cirkusartister vil ride sammen med mig. Jeg kan mærke, at det gør mig godt både i krop og sjæl, og humøret når max højder på vej hjem i bilen hos os alle tre.

I torsdags følte jeg mig "presset" til at yde mit bedste, da både Freja og Jeppe kom i galop, hvilket var det vildeste syn. To artister på heste uden sadel, med opspilede koncentrede øjne og rank ryg. Det nytter jo ikke, at direktøren for Cirkus Holmboe bliver nødt til at trække historien om hingsten Prince frem HVER gang, der skal fortælles om ridekarrieren. Så  da jeg blev bedt om at trave tænkte jeg fint nok... så skulle jeg have armene ud til siden - i trav, også fint nok..."og nu må du gerne lukke øjnene Charlotte!" øhh... måske ikke heeelt så fint nåede jeg at tænke inden jeg lukkede begge øjne. Hold da helt fast! Fornemmelsen af at skulle stole så meget på både mig selv og ikke mindst hesten for at kunne holde balancen var overvældende. Det var en sejr, en optur og noget jeg ikke troede muligt for mig! Begge artister så det naturligvis og syntes at det var sejt. Vi aftalte på vejen hjem i bilen, at det er nogle numre, vi udvikler lidt på til cirkussæsonen i foråret :-)

Det gode ved ridefysioterapi for os sclerosepatienter er at hestens varme og bevægelser udnyttes. Hestens skridtgang overfører et bevægelsesmønster til rytteren, som svarer til gangbevægelsen. Hermed opnås:

• bedre balance
• afspænding af spastiske muskler
• generel styrkelse af kroppens muskler
• forbedring af gangmønster og koordination
• forbedret sansemotorik
• kontrakturforebyggelse (udspænding af for korte muskler)
• bedre postural kontrol (hoved-. og kropskontrol)
• blodcirkulationen øges

Derfor kan jeg kun anbefale andre sclerosepatienter at komme i gang med ridningen.

På hjemmesiden www.ridefys.dk kan du læse mere om hvor der er ridning nær din bopæl:-)