Den bedste aften i ugen er TORSDAG!
Torsdag aften kl. 17.20 sætter Freja, Jeppe og jeg os i Berlingoen og drager 25 km sydpå til Rødekro, hvor vi går til ridning. Jeg har redet som barn, hvor min skønne far Finn troligt fredag efter fredag cyklede med mig ind til rideskolen i Sønderborg, for at gå rundt med mig i ridehallen. Min karriere som "ridepige" sluttede brat, da Prince, den gudesmukke hvide pony som alle ville ride på en dag valgte at stoppe op, løfte hovedet og derefter lægge sig ned, MENS jeg sad på ryggen af ham. Min fod sad fast i stigbøjlen, så vupti... der lå Charlotte på 8 år med en hest ovenpå sig! Både min far og jeg blev på cykelturen hjem enige om, at både atletik og optimistjollesejlads også var spændende sportsgrene, så de næste 8 år rørte jeg ikke en hest, men var derimod ofte pænt søsyg i min jolle samt fik tjansen som langdistanceløber til atletik (jeg var den danske udgave af Forrest Gump, ret enfoldig, men for pokker jeg kunne løbe;-)).
Nogle ting har ændret sig siden dengang, jeg kan ikke længere løbe langt og jeg er sjældent søsyg:-) men jeg valgte for 1/2 år siden at give ridning en chance igen. Det var med sommerfugle i maven, at jeg første gang troppede op på Handicapcenter Syd med ridehjelm og grønne gummistøvler. Jeg blev mødt af nogle meget smilende damer/piger, som jeg straks faldt godt i hak med. En utrolig stor hest blev trukket hen til mig, så jeg kunne komme ud at ride. Og så var det pludselig som om at intet egentlig havde ændret sig særlig meget. Hesten var varm, smuk, passede til mig, der var én som gik lige ved siden af mig hele tiden og trak hesten (hun hed ikke Finn, men jeg var nøjagtig ligeså tryg, som hvis det havde været min far, som trak mig rundt;-))
Den eneste forskel fra dengang jeg gik til ridning som barn er, at nu rider jeg uden sadel OG STIGBØJLER, så hvis Sarah, som "min" hest hedder, en dag falder om eller lægger sig ned, så kan jeg nærmest nå at stikke af inden:-) Jeg ELSKER at ride, og jeg elsker at mine to ældste cirkusartister vil ride sammen med mig. Jeg kan mærke, at det gør mig godt både i krop og sjæl, og humøret når max højder på vej hjem i bilen hos os alle tre.
I torsdags følte jeg mig "presset" til at yde mit bedste, da både Freja og Jeppe kom i galop, hvilket var det vildeste syn. To artister på heste uden sadel, med opspilede koncentrede øjne og rank ryg. Det nytter jo ikke, at direktøren for Cirkus Holmboe bliver nødt til at trække historien om hingsten Prince frem HVER gang, der skal fortælles om ridekarrieren. Så da jeg blev bedt om at trave tænkte jeg fint nok... så skulle jeg have armene ud til siden - i trav, også fint nok..."og nu må du gerne lukke øjnene Charlotte!" øhh... måske ikke heeelt så fint nåede jeg at tænke inden jeg lukkede begge øjne. Hold da helt fast! Fornemmelsen af at skulle stole så meget på både mig selv og ikke mindst hesten for at kunne holde balancen var overvældende. Det var en sejr, en optur og noget jeg ikke troede muligt for mig! Begge artister så det naturligvis og syntes at det var sejt. Vi aftalte på vejen hjem i bilen, at det er nogle numre, vi udvikler lidt på til cirkussæsonen i foråret :-)
Det gode ved ridefysioterapi for os sclerosepatienter er at hestens varme og bevægelser udnyttes. Hestens skridtgang overfører et bevægelsesmønster til rytteren, som svarer til gangbevægelsen. Hermed opnås:
Derfor kan jeg kun anbefale andre sclerosepatienter at komme i gang med ridningen.
På hjemmesiden www.ridefys.dk kan du læse mere om hvor der er ridning nær din bopæl:-)
Torsdag aften kl. 17.20 sætter Freja, Jeppe og jeg os i Berlingoen og drager 25 km sydpå til Rødekro, hvor vi går til ridning. Jeg har redet som barn, hvor min skønne far Finn troligt fredag efter fredag cyklede med mig ind til rideskolen i Sønderborg, for at gå rundt med mig i ridehallen. Min karriere som "ridepige" sluttede brat, da Prince, den gudesmukke hvide pony som alle ville ride på en dag valgte at stoppe op, løfte hovedet og derefter lægge sig ned, MENS jeg sad på ryggen af ham. Min fod sad fast i stigbøjlen, så vupti... der lå Charlotte på 8 år med en hest ovenpå sig! Både min far og jeg blev på cykelturen hjem enige om, at både atletik og optimistjollesejlads også var spændende sportsgrene, så de næste 8 år rørte jeg ikke en hest, men var derimod ofte pænt søsyg i min jolle samt fik tjansen som langdistanceløber til atletik (jeg var den danske udgave af Forrest Gump, ret enfoldig, men for pokker jeg kunne løbe;-)).
Nogle ting har ændret sig siden dengang, jeg kan ikke længere løbe langt og jeg er sjældent søsyg:-) men jeg valgte for 1/2 år siden at give ridning en chance igen. Det var med sommerfugle i maven, at jeg første gang troppede op på Handicapcenter Syd med ridehjelm og grønne gummistøvler. Jeg blev mødt af nogle meget smilende damer/piger, som jeg straks faldt godt i hak med. En utrolig stor hest blev trukket hen til mig, så jeg kunne komme ud at ride. Og så var det pludselig som om at intet egentlig havde ændret sig særlig meget. Hesten var varm, smuk, passede til mig, der var én som gik lige ved siden af mig hele tiden og trak hesten (hun hed ikke Finn, men jeg var nøjagtig ligeså tryg, som hvis det havde været min far, som trak mig rundt;-))
Den eneste forskel fra dengang jeg gik til ridning som barn er, at nu rider jeg uden sadel OG STIGBØJLER, så hvis Sarah, som "min" hest hedder, en dag falder om eller lægger sig ned, så kan jeg nærmest nå at stikke af inden:-) Jeg ELSKER at ride, og jeg elsker at mine to ældste cirkusartister vil ride sammen med mig. Jeg kan mærke, at det gør mig godt både i krop og sjæl, og humøret når max højder på vej hjem i bilen hos os alle tre.
I torsdags følte jeg mig "presset" til at yde mit bedste, da både Freja og Jeppe kom i galop, hvilket var det vildeste syn. To artister på heste uden sadel, med opspilede koncentrede øjne og rank ryg. Det nytter jo ikke, at direktøren for Cirkus Holmboe bliver nødt til at trække historien om hingsten Prince frem HVER gang, der skal fortælles om ridekarrieren. Så da jeg blev bedt om at trave tænkte jeg fint nok... så skulle jeg have armene ud til siden - i trav, også fint nok..."og nu må du gerne lukke øjnene Charlotte!" øhh... måske ikke heeelt så fint nåede jeg at tænke inden jeg lukkede begge øjne. Hold da helt fast! Fornemmelsen af at skulle stole så meget på både mig selv og ikke mindst hesten for at kunne holde balancen var overvældende. Det var en sejr, en optur og noget jeg ikke troede muligt for mig! Begge artister så det naturligvis og syntes at det var sejt. Vi aftalte på vejen hjem i bilen, at det er nogle numre, vi udvikler lidt på til cirkussæsonen i foråret :-)
Det gode ved ridefysioterapi for os sclerosepatienter er at hestens varme og bevægelser udnyttes. Hestens skridtgang overfører et bevægelsesmønster til rytteren, som svarer til gangbevægelsen. Hermed opnås:
- bedre balance
- afspænding af spastiske muskler
- generel styrkelse af kroppens muskler
- forbedring af gangmønster og koordination
- forbedret sansemotorik
- kontrakturforebyggelse (udspænding af for korte muskler)
- bedre postural kontrol (hoved-. og kropskontrol)
- blodcirkulationen øges
Derfor kan jeg kun anbefale andre sclerosepatienter at komme i gang med ridningen.
På hjemmesiden www.ridefys.dk kan du læse mere om hvor der er ridning nær din bopæl:-)
RSS Feed
