I mit sidste blogindlæg havde min visitator rigtig travlt. Det var jeg ret irriteret over, for jeg havde endelig taget mig sammen til at ringe for at bestille en kørestol.
Den har nemlig været længe undervejs, altså beslutningen om at få sådan en kørestol. Det er faktisk nok den sværeste, jeg har skullet tage. Jeg er jo at betragte som handicappet, når røven placeres i sådan en stol.
Der er rigtig mange følelser på spil i det her kørestolsshow, vi har gang i lige nu. Peter og jeg har været alene i fire dage og har fået snakket rigtig meget om, hvad det kommer til at betyde, at jeg fået sådan et hjælpemiddel. At VI får sådan et hjælpemiddel! Vi har snakket om fremtiden, men har også været nødt tl at snakke "lige nu"
Begivenhederne tog nemlig fart for et par uger siden, da jeg kunne konstatere at et attak i begge mine ben var en realitet. Jeg har ikke haft et attak i ca. 4 år, så der skulle pludselig virkelighedsreguleres med sygemelding, ringen rundt til sygehus/læge og kontakt til visitationen. Jeg er i samråd med dr. Clooney blevet enig om, at jeg påbegynder medrolbehandling på tirsdag. Dette betyder tre dage i drop og en ordentlig røvfuld bivirkninger. En af de mildere bivirkningerne er en meget ubehagelig smag af metal, som nærmest føles som en fysisk parallel til den frygt for det attak, jeg skal i behandling for.
Jeg har derfor grædt lidt. Det har Peter såmænd også. Og min mor har både krammet mig, tørret øjnene og snøftet "det bliver fint skat, det er det rigtige både behandling og kørestol -". Min far... han er god til at græde uden lyd, men med masser af tårer. Freja, hun har en alder nu, hvor hun også græder lidt og synes det er både "røv"og uretfærdigt. Hjalte synes, jeg skal lære at stejle som noget af det første - og så filme det! Og Jeppe, han er lidt stille og tænker sit.
Vi græder sår'n lidt på skift og nok mest, når vi stopper op og gir' lov. Jeg græd f.eks., da Peter torsdag aften sagde: "Kan du huske, den aften du blev ked af det, da vi gik på seminariet (18 år siden), og jeg sagde til dig, at du skulle slappe af, for jeg kunne sgu da bare bære dig ned til strandkanten, hvis..." Det kunne jeg godt huske og jeg husker også, at jeg tørrede øjnene, kyssede ham og lavede fis med det, mens vi overbeviste hinanden om, at det da ikke ville ske for os.
I torsdags fik vi så besøg af visitatoren. Kørestolsmanden, som hun havde taget med var også rigtig rar og konstruktiv. Peter var blevet hjemme for at deltage. At have Peter med til dette møde betød, at jeg hverken behøvede at bide negle, skrive ned eller få det hele gentaget. God plan!
Det var et langt kørestolsmøde, der mundede ud i, at der er ved at blive lavet en kørestol til mig. Jeg får den om et par uger ogj eg er superspændt, men ikke nervøs. De fik hjulpet os ind i næste kapitel af "sclerosens mange hjælpemidler" på en rigtig god måde og vi sagde på gensyn med en god fornemmelse i maven og en fælles tro på, at vi godt kan bruge sådan en fartmaskine til noget godt.
Men jeg er fandeme stadig forbandet ked af det. Og jeg synes, at det er noget forbandet lort at være skyld i, at så mange jeg elsker bliver kede af det og er nødt til at være med i den virkelighedsregulering, der sker lige nu. Jeg er træt af at være offer for en syg hjernes værk!
Men min kørestol er smart! Det synes Freja også, for det har hun skrevet til mig, da de var på camping :-)
Den har nemlig været længe undervejs, altså beslutningen om at få sådan en kørestol. Det er faktisk nok den sværeste, jeg har skullet tage. Jeg er jo at betragte som handicappet, når røven placeres i sådan en stol.
Der er rigtig mange følelser på spil i det her kørestolsshow, vi har gang i lige nu. Peter og jeg har været alene i fire dage og har fået snakket rigtig meget om, hvad det kommer til at betyde, at jeg fået sådan et hjælpemiddel. At VI får sådan et hjælpemiddel! Vi har snakket om fremtiden, men har også været nødt tl at snakke "lige nu"
Begivenhederne tog nemlig fart for et par uger siden, da jeg kunne konstatere at et attak i begge mine ben var en realitet. Jeg har ikke haft et attak i ca. 4 år, så der skulle pludselig virkelighedsreguleres med sygemelding, ringen rundt til sygehus/læge og kontakt til visitationen. Jeg er i samråd med dr. Clooney blevet enig om, at jeg påbegynder medrolbehandling på tirsdag. Dette betyder tre dage i drop og en ordentlig røvfuld bivirkninger. En af de mildere bivirkningerne er en meget ubehagelig smag af metal, som nærmest føles som en fysisk parallel til den frygt for det attak, jeg skal i behandling for.
Jeg har derfor grædt lidt. Det har Peter såmænd også. Og min mor har både krammet mig, tørret øjnene og snøftet "det bliver fint skat, det er det rigtige både behandling og kørestol -". Min far... han er god til at græde uden lyd, men med masser af tårer. Freja, hun har en alder nu, hvor hun også græder lidt og synes det er både "røv"og uretfærdigt. Hjalte synes, jeg skal lære at stejle som noget af det første - og så filme det! Og Jeppe, han er lidt stille og tænker sit.
Vi græder sår'n lidt på skift og nok mest, når vi stopper op og gir' lov. Jeg græd f.eks., da Peter torsdag aften sagde: "Kan du huske, den aften du blev ked af det, da vi gik på seminariet (18 år siden), og jeg sagde til dig, at du skulle slappe af, for jeg kunne sgu da bare bære dig ned til strandkanten, hvis..." Det kunne jeg godt huske og jeg husker også, at jeg tørrede øjnene, kyssede ham og lavede fis med det, mens vi overbeviste hinanden om, at det da ikke ville ske for os.
I torsdags fik vi så besøg af visitatoren. Kørestolsmanden, som hun havde taget med var også rigtig rar og konstruktiv. Peter var blevet hjemme for at deltage. At have Peter med til dette møde betød, at jeg hverken behøvede at bide negle, skrive ned eller få det hele gentaget. God plan!
Det var et langt kørestolsmøde, der mundede ud i, at der er ved at blive lavet en kørestol til mig. Jeg får den om et par uger ogj eg er superspændt, men ikke nervøs. De fik hjulpet os ind i næste kapitel af "sclerosens mange hjælpemidler" på en rigtig god måde og vi sagde på gensyn med en god fornemmelse i maven og en fælles tro på, at vi godt kan bruge sådan en fartmaskine til noget godt.
Men jeg er fandeme stadig forbandet ked af det. Og jeg synes, at det er noget forbandet lort at være skyld i, at så mange jeg elsker bliver kede af det og er nødt til at være med i den virkelighedsregulering, der sker lige nu. Jeg er træt af at være offer for en syg hjernes værk!
Men min kørestol er smart! Det synes Freja også, for det har hun skrevet til mig, da de var på camping :-)
Jeg kan stadig gå! Også ned til vandkanten, for det gjorde jeg igår. Det er bare grimt og tager længere tid med indlagte pauser. Og jeg har et helt regime af folk jeg elsker, som vil bære mig gennem sandet, hvis det bliver nødvendigt. Helst af Peter... Virkelig helst af peter
Jeg kan også cykle på min elcykel. I dag tog Jeppe, Hjalte og jeg turen ud på landet. Og nej!! Han er ikke styrtet, men demonstrerer blot sit engagement i moderens behov for at tage billeder af idyllen.
Det skal nok gå altsammen (hvisker hun og tror mere og mere på det)
RSS Feed