Man kan hvad man vil!

Jeg fik en mail i dag, hvor der bl.a. stod: "så er jeg i gang med at blogge takket være dig".

Jeg læste mailen med lige dele æresfrygt, beundring og en lille smule ydmyg stolthed. Mailen kom nemlig fra en af mine kursister, Stig, som jeg underviser i mit job som ordblindelærer på Vuc Syd. 

Stig begynder sit blogindlæg således: "Enlige blivet jeg inspireret af min VUC lære Charlotte, der selv blogger omkring sclerose, god læsning (http://charlotteholmboe.weebly.com) Hun er et menneske man bliver inspireret af. Enlig var det lidt i sjov jeg sagde, at man burde lave en blog for ordblinde, og det snart et år :-)  “dag uden Charlotte, er som en uden sol, der mangler lige som noget i undervisningen”

Modige Stigs blog kan læses her.

Det, som Stig gør med sin blog, er sejt med sejt på. Han tager tyren ved hornene og viser, at selvom et handicap som ordblindhed har fulgt ham hele hans skoleliv og begrænset ham hver eneste dag, så kan han, hvad han vil!

Jeg er sikker på, at det afgørende tryk på "publicér" knappen har krævet en dyb indånding og lidt sved under armhulerne, men han gjorde det! Stod ved sit handicap og sendte ord ud til hele verden! Jeg er sikker på, at Stig har så meget at fortælle og skrive om, at stavefejl ikke skal forhindre ham i at udleve den drøm.

Når man har et handicap, som griber ind i ens hverdag hver dag, så lærer man at navigere i det, måske også at affinde sig med det og betragte det som et vilkår.

Vilkår er i sagens natur ikke til at ændre på, men det er indstillingen til vilkåret, hvis man finder en vej, enten med hjælp og støtte eller ved egen viljes kraft lykkes med det! 

Man kan hvad man vil!  Sådan slutter Stigs allerførste blogindlæg sendt i dag. Det er han det levende bevis på! 

jo jo... jeg ved da også godt, at selvom jeg gerne vil, så kan jeg ikke løbe en marathon - men det ønske ville i givet fald måske også mere være et udslag af urealistiske drømme end et virkeligt ønske. Jeg ved også godt, at jeg aldrig kommer til at arbejde fuldtids som ordblindelærer, men min oplevelse i dag, bekræfter mig i, at selvom jeg også er begrænset af min sygdom, så gør jeg alligevel en forskel i mit arbejde som lærer.

Lad dette indlæg være en opfordring fra mig om at turde! Turde at bruge høreapparatet, når du ikke længere kan høre. Brug for pokker krykkerne på gåturen, så du kan koncentrere dig om naturen og ikke benene og så skriv for pokker, skriv, hvis det er det du elsker. Stavefejl er jo bare små tegn på papir, som spjætter!