Det er fredag og klokken har lige passeret 14.30. Jeg er på vej ind til et møde i Aabenraa. Billetsælgeren er i gang med at holde et foredrag i København og så ringer mellemsteartisten fra Haderslev!
"Hvornår er du egentlig hjemme mor?"
Jeg når lige at forklare, at det ihvertfald varer et par timer, og at jeg glæder mig til at komme hjem og holde weekend med ham, da han afbryder mig og fortæller, at hans gode ven, som han fulgtes med hjem fra skole, er blevet kørt ned af en bil i krydset "ved Rema".
JEG SKAL HJEM NU!!! skriger min hjerne, og så kommer alle spørgsmålene lige i røven på hinanden. Altså de spørgsmål som kun en mor stiller, og tilmed i et tempo som ikke muliggør, at drengen kan nå at svare... Indtil han beder om ro!
"Mor... mor... MOR!!, han er ok, men hun var sgu godt nok en kold skid. Hun blev siddende i bilen og rullede bare vinduet ned og spurgte ham surt, om hans cykel var gået i stykker"
Om hans cykel var gået i stykker...?!
"Og så begyndte hun at skælde ham ud og sige alt muligt" Det gjorde hun så kun indtil mellemsteartisten fik nok og passede på sin ven. Min stille dreng sagde "Ej hallo! sket er sket, og vi kan jo ikke spole tilbage vel?! Undskyld altså!"
Damen tier, ruller vinduet op og kører videre - gudhjælpemig!.
Hvordan i himlens navn kan en voksen kvinde, der trods alt har evnet at tage et kørekort køre videre og efterlade to drenge på 12 år tilbage. Ingen navn eller telefonnummer blev udvekslet. Ingen hjælp eller trøst... kun skæld ud!
Vi skal opføre os ordentligt! Det skal vi altså! Vi har pligt til det! Vi skal passe på hinanden. Vigtigst af alt, så skal vi passe på hinanden! Også når man rammes af chokket og irritationen over at ens bil pludselig kommer for tæt på to drenge på 12 år.
Oplevelsen med damen i den grå bil gør mig som mor både vred og frustreret. Hun skal dog ikke have lov til at ødelægge min fredag aften, for tanken om at mellemsteartisten der minder "gråbil damen" om at "sket er sket, og vi kan jo ikke spole tilbage vel" gør mig glad og stolt. Jeg ville ønske, at alle har en ven, som kan forsvare en mod dumme voksne!
Søde Jeppe, jeg kan ikke forhindre, at nogle af de folk du møder, er så anderledes i sproget, at de gør bedre indtryk, når de tier stille, men jeg ved, at du klarer dig. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl om, at du kommer videre - både i en verden med og uden dumme voksne!
"Hvornår er du egentlig hjemme mor?"
Jeg når lige at forklare, at det ihvertfald varer et par timer, og at jeg glæder mig til at komme hjem og holde weekend med ham, da han afbryder mig og fortæller, at hans gode ven, som han fulgtes med hjem fra skole, er blevet kørt ned af en bil i krydset "ved Rema".
JEG SKAL HJEM NU!!! skriger min hjerne, og så kommer alle spørgsmålene lige i røven på hinanden. Altså de spørgsmål som kun en mor stiller, og tilmed i et tempo som ikke muliggør, at drengen kan nå at svare... Indtil han beder om ro!
"Mor... mor... MOR!!, han er ok, men hun var sgu godt nok en kold skid. Hun blev siddende i bilen og rullede bare vinduet ned og spurgte ham surt, om hans cykel var gået i stykker"
Om hans cykel var gået i stykker...?!
"Og så begyndte hun at skælde ham ud og sige alt muligt" Det gjorde hun så kun indtil mellemsteartisten fik nok og passede på sin ven. Min stille dreng sagde "Ej hallo! sket er sket, og vi kan jo ikke spole tilbage vel?! Undskyld altså!"
Damen tier, ruller vinduet op og kører videre - gudhjælpemig!.
Hvordan i himlens navn kan en voksen kvinde, der trods alt har evnet at tage et kørekort køre videre og efterlade to drenge på 12 år tilbage. Ingen navn eller telefonnummer blev udvekslet. Ingen hjælp eller trøst... kun skæld ud!
Vi skal opføre os ordentligt! Det skal vi altså! Vi har pligt til det! Vi skal passe på hinanden. Vigtigst af alt, så skal vi passe på hinanden! Også når man rammes af chokket og irritationen over at ens bil pludselig kommer for tæt på to drenge på 12 år.
Oplevelsen med damen i den grå bil gør mig som mor både vred og frustreret. Hun skal dog ikke have lov til at ødelægge min fredag aften, for tanken om at mellemsteartisten der minder "gråbil damen" om at "sket er sket, og vi kan jo ikke spole tilbage vel" gør mig glad og stolt. Jeg ville ønske, at alle har en ven, som kan forsvare en mod dumme voksne!
Søde Jeppe, jeg kan ikke forhindre, at nogle af de folk du møder, er så anderledes i sproget, at de gør bedre indtryk, når de tier stille, men jeg ved, at du klarer dig. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl om, at du kommer videre - både i en verden med og uden dumme voksne!
RSS Feed