Yngsteartistens trommelærer, som er en meget tålmodig sjæl og et særdeles anerkendende menneske kigger smilende på den svedende artist og siger: "Det går fint Hjalte, rigtig fint!! Mærk rytmen helt ind i kroppen, det hjælper dig faktisk" imens han selv sidder og opfører sig som en levende metronom.
Yngsteartisten fik dagens lektion i trommer, men JEG fik dagens lektion i livsanskuelse og indstilling til tingene.
Jeg havde nemlig fornøjelsen af at opleve en artist, som svedte, bandede indvendigt og måske mest af alt havde lyst til at smide trommestikkerne i hovedet på sin lærer, men han smilede koncentreret og sagde ikke på noget tidspunkt:
"Det her kan jeg ikke finde ud af, så jeg gir' op!"
Yngsteartisten gav ikke op. Han stoppede ikke med at prøve at mærke pulsen og rytmen. Nææh..han blev bare ved med at tælle til fire og prøve at ramme trommerne rigtigt. Han nøjedes faktisk bare med at sige de vise ord:
"Årh det er godt nok svært det her lige nu".
Ovennævnte "kamp" denne dag var en kamp, som handlede om takt, rytme, tempo, men allermest om ikke bare at give op, og smide stikkerne ad helvede til. Det var en kamp om at affinde sig med, at selv om det er svært, så fortsætter man (sgu)!!
Der findes mange forskellige kampe i livet. Der vil helt sikkert komme udfordrende kampe for yngsteartisten, der er sværere end at holde rytmen. Kampe som er mere hårdslående og uden fornemmelse for puls eller at mærke efter. Men jeg tror på, at med den rette indstilling og tilgang til tingene, så vil mange af disse kampe kunne vindes af ham uden alt for store knubs.
Og tillad så slutteligt en mor at ønske, at alle pigehjerter må tromme løs, når han med rytme, tempo og puls gi'r den gas på trommerne ;-)