En helt almindelig onsdag i en helt almindelig skolegård i provinsen. To drenge med skoletaske på ryggen, beskidte knæ og skateboard og hjelm under armen nyder friheden efter "timen er til ende og fra skole de gå".
Der bliver snakket lystigt hele vejen gennem skolegården, der vrimler med netop løsladte børn. Jeg står på den solrige side af matriklen og hænger lidt på stakittet, mens jeg betragter de to drenges fagter, snak og nik. Det er tydeligt, at de snakker om noget andet og mere alvorligt end Fifa, lektier eller piger!
Det er faktisk mig, de taler om!
Vennen spørger åbenbart min artist om, hvorfor det egentlig er, at hans mor går sår'n lidt mærkeligt, og har det der tykke noget under knæet. (Det der tykke noget er min dropfodsstimulator, som ved første øjekast kan forveksles med en hævelse grundet vand i knæet, når man vel at mærke er iklædt stramme lange bukser ;-))
Min artist svarer prompte vennen, øvet som han er: "Det er fordi, hun har en kronisk sygdom!" (Noget lettere end at forklare og stave til s c l e r o s e.
Vennen studser åbenlyst lidt, stopper op, og siger så: "Det har jeg sgu aldrig hørt om før... hvad er en komisk sygdom lige?" Min artist trækker på smilebåndet og siger ikke andet end et hovedryst...
Da de er nået hen til mig ved stakittet, og inden vi siger "Mojn" for i dag, bliver jeg bedt om at forklare, hvad en komisk sygdom er, og hvor smart den der tykke dropfodsting på mit ben er.
Vennen virker til at være stillet tilfreds med forklaringen om den komiske kroniske sygdom. Vi griner lidt alle tre, og så cykler yngsteartisten og jeg hjem i solskin.
Jeg elsker børn! Helt vildt!
Der bliver snakket lystigt hele vejen gennem skolegården, der vrimler med netop løsladte børn. Jeg står på den solrige side af matriklen og hænger lidt på stakittet, mens jeg betragter de to drenges fagter, snak og nik. Det er tydeligt, at de snakker om noget andet og mere alvorligt end Fifa, lektier eller piger!
Det er faktisk mig, de taler om!
Vennen spørger åbenbart min artist om, hvorfor det egentlig er, at hans mor går sår'n lidt mærkeligt, og har det der tykke noget under knæet. (Det der tykke noget er min dropfodsstimulator, som ved første øjekast kan forveksles med en hævelse grundet vand i knæet, når man vel at mærke er iklædt stramme lange bukser ;-))
Min artist svarer prompte vennen, øvet som han er: "Det er fordi, hun har en kronisk sygdom!" (Noget lettere end at forklare og stave til s c l e r o s e.
Vennen studser åbenlyst lidt, stopper op, og siger så: "Det har jeg sgu aldrig hørt om før... hvad er en komisk sygdom lige?" Min artist trækker på smilebåndet og siger ikke andet end et hovedryst...
Da de er nået hen til mig ved stakittet, og inden vi siger "Mojn" for i dag, bliver jeg bedt om at forklare, hvad en komisk sygdom er, og hvor smart den der tykke dropfodsting på mit ben er.
Vennen virker til at være stillet tilfreds med forklaringen om den komiske kroniske sygdom. Vi griner lidt alle tre, og så cykler yngsteartisten og jeg hjem i solskin.
Jeg elsker børn! Helt vildt!
RSS Feed